Hverken Sebastian eller Sofie gik som børn og drømte om at lave podcast. De havde dog begge et stort indre univers og drømte om at fortælle historier – på hver sin måde. Selvom de laver podcast sammen i dag, er de begge sikre på, at det ikke er deres end goal eller det, de skal lave resten af deres liv.

Dagens afsnit handler også om faren ved at placere sig selv midt i den drøm, man har. For kan man risikere at gøre det for kedeligt og forudsigeligt, hvis det pludseligt bliver til ens arbejde? Kan der ikke være noget smukt i at placere sig selv lige ved siden af det, man gør og drømmer om for at bevare længslen og fantasien?

For Sofie var den store barnedrøm ikke at blive noget konkret. Hun var nemlig mere optaget af at bygge et indre fantasiunivers med eventyrfortællinger og karakterer, hun spillede overfor. Hver dag var en ny episode i hendes indre magiske fe-serie.

– Jeg drømte ikke om noget, da jeg var barn. At drømme om at blive noget, var noget folk påduttede mig udefra, og jeg var bare sådan ”I live my best life”. Men hvis der var noget, jeg drømte om, så var det at være en fe og have magiske kræfter.

Sofie fortæller også, at hun til en teaterforestilling i anden klasse blev konfronteret med at tage stilling til, hvad hun gerne ville være. Hendes pleaser-gen satte ind overfor læreren, og hun sagde derfor, at hun gerne ville være skolelærer. Men det var mere det at spille en lærer, der fik Sofie til at indse, at hun gerne ville være skuespiller.

Indtil den dag hun ikke vil det længere og hellere ville være filminstruktør. Indtil den dag, hun heller ikke ville være det mere og begyndte at drømme om at lave satire og radio. Indtil den dag, hun måske heller ikke vil det mere.

– Jeg tror aldrig, at jeg ville kunne gøre en ting resten af mit liv. Jeg er ikke sådan en en-ting-pige. Jeg er en alting-pige.

Sebastians barndomsdrøm startede også ved at opdage, hvilken effekt det har på folk, når man er sjov og performer. Det fik ham til at elske at fortælle historier og optræde.

– Hvis min mor og jeg sad og så et talentprogram, og jeg fornemmede, at min mor syntes, der var en særlig talentfuld deltager, så gik jeg ind på mit værelse og kom tilbage som den person og gengav den optræden. Min mor græd af grin, og jeg er sikker på, at hun også tissede lidt i bukserne. Jeg kan huske den der følelse af, “hold kæft, hvor er det fedt at få nogen til at grine så meget.”

Det tog også Sebastian videre til aspirerende drømme om at være filminstruktør, se samtlige standup-shows og muligvis selv at stå på en scene og være komiker. Problemet er dog bare for Sebastian, at han ikke tør.

Sebastian indrømmer dog, at han allerede nu er i gang med at udleve dele af sin drøm netop gennem det sjov, han laver til og med børn lige nu for Huligennem.  

Lyt til hele episoden lige her.