I Danmark har vi lige og fri adgang til uddannelse, men langt fra lige muligheder for at gennemføre den. I syv afsnit af Lær For Livets podcast ‘Anbragt’ fortæller anbragte unge om deres liv og deres syn på verden.
Det handler om svigt i barndommen, der sætter sig som evigt åbne sår. Om at bestige livets bjerge for at blive 12- tals pigen, der ikke ender på kontanthjælp som sin mor.
Det handler om at blive vred og skamme sig bagefter, at være ensom, at kommunen kan være nogle røvhuller, og om erkendelsen af alle voksne får betaling for at være sammen med dig. Det handler om ikke at blive set.
Podcasten er en række fortællinger fra børn og unge, der ejer en livsvisdom, der ofte overstiger deres alder. Udsatte børn og unge, der kæmper i et samfund og et uddannelsessystem, hvor de ikke starter på lige fod med deres jævnaldrende.
For det er svært at koncentrere sig i skolen, når tankerne cirkler om, hvorvidt mor er fuld, når man ingen bøger har med i skoletasken, eller når timerne tæller ned til de tæsk, som venter hjemme. Eller når man ikke har fået mad. Det er svært at lave lektier i et hjem uden fred, hvor børnene skal klare de voksnes opgaver.