Man må lade Ari Aster, at han ikke er bange for at skille sig ud fra mængden. Faktisk synes han at trives virkelig godt i det rum, der opstår, hvor andre for længst havde sagt ‘stop, det er alligevel for vildt og/eller underligt”. Det har han tidligere vist i film som ’Beau is Afraid’ og ’Midsommar’. Men ’Eddington’ må siges at være hans vildeste film til dato. Nok også lidt for vild.
Det er ellers en både interessant og original idé at lave en moderne western på baggrund af coronapandemien, og hvad deraf fulgte.
Handlingen udspiller sig i den lillebitte by Eddington i New Mexico under coronapandemiens første tid, hvor flertallet var overbevist om, at døden lurede lige om hjørnet og kun kunne bekæmpes med mundbind og 10 skridts afstand. Hvor konspirationsteoretikere kravlede ud fra paneler og andre mørke afkroge for at sprede misinformation og had mellem mennesker.
Og, for manges vedkommende, også tjene gode penge på folks desperation og behov for alternative fællesskaber i en pludselig meget skræmmende verden. En ustabil verden er altid en god grobund for godt drama – og verden anno 2020 var mildest talt ustabil.
En voldsom gråzone
Lidt for ustabil for byen Eddingtons sherif, Joe (Joaquin Phoenix). Han mener ikke, at coronapandemien er et problem for Eddington, der endnu ikke har registreret nogen sygdomstilfælde. Han synes, masker er noget pjat, der skaber splittelse mellem mennesker og diskriminerer dem, der hverken kan eller vil pakke ansigtet ind. Og så er han utroligt træt af den siddende borgmester, Ted Garcia (Pedro Pascal), der ikke alene er en korrupt kapitalist, men også utroligt populær.
Han beslutter sig derfor for at stille op som borgmester, komplet med hjemmetrykte plakater og en højttaler på bilen, der afspiller hans mange budskaber for byens tomme gader og lukkede døre.
Det er tragikomisk, og faktisk også sært gribende. Som Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Tabt på forhånd, men et nobelt forsøg. Men da Joes deprimerede og letpåvirkelige hustru (Emma Stone) bliver forført af en opportunistisk charlatan af en konspirationsteoretiker (Austin Butler) stort set samtidig med, at George Floyds død får byens unge til at gå på barrikaderne og skabe kaos i bybilledet, begynder Joes verden at slå større sprækker end Grand Canyon.
Og måske også hans forstand. Hvilket fører ham ind i en verden, hvor grænsen mellem godt og ondt, helte og skurke, vanvid og fornuft bliver visket ud til en stor, voldsom gråzone.
Det store opgør
Det er ikke svært at tolke Ari Asters overordnede budskab: Der er noget helt galt i USA. Det startede med coronapandemien, og det er kun blevet værre siden. Nu hersker kaos og mistillid – overfor autoritetsfigurer, naboen og sandheden. Så langt så godt, og hvis man ser på de seneste måneders nyhedsudsendelser, kan der være noget om snakken. Måske er der brug for en advarende pegefinger, der viser, hvor galt det kan gå.
Det er bare, som filmen skrider frem, i stigende grad svært at finde ud af, om det faktisk er det, der er Ari Asters ærinde, eller om han bare nyder at slippe kaos løs i gaderne i sin fiktive by, mens alle fjolserne får som fortjent – og lidt til.
Som i en ægte western, hvor de sorte hatte møder de hvide hatte på den øde hovedgade. Med den lille krølle, at hos Ari Aster er alle fjolser, og selv den hvideste hat bliver slidt og beskidt med tiden.
Der er i hvert fald menneskelig dårskab og dårlige beslutninger for alle pengene. Også hos sheriffen Joe, der går fra at være en uheldig helt, til en mand på – eller måske ligefrem over – vanviddets rand.
Vanviddets mester
Og til det formål kunne Ari Aster ikke have fundet en bedre mand end Joaquin Phoenix, der også spillede hovedrollen i ’Beau is Afraid’. Han har simpelthen en helt enestående evne til at spille mennesker, der både indeholder det største lys og det største mørke. Der fanger os ind med deres potentiale, og fascinerer med deres vanvid.
Han forlener Joe med en desperat menneskelighed. For man må give ham, at han kæmper for sin (politiske) sag. Til det absolut sidste. Men man fornemmer, at det hele måske i virkeligheden mest af alt handler om en kolossal sorg over ikke at have været mand nok for den kvinde, han elsker over alt andet, som har isoleret sig i soveværelset, hvor hun fabrikerer groteske dukker, som Joe køber i smug. Indtil hun heller ikke vil være der mere.
Til gengæld er Joaquin Phoenix også den eneste af filmens store stjerner, der for alvor har fået muskler at spille med. Allestedsnærværende Pedro Pascal er reduceret til en birolle som Ted Garcia, det samme er Emma Stone som Joes hustru og Austin Butler som konspirationsprædikant. Hvis Joe er byen Eddingtons enmandshær, er filmen ’Eddington’ en enmandsfilm.
Alt for lang
Og det er fascinerende at se en verden synke ned i kaos. At se en mand miste grebet om virkeligheden, så sitrende sårbar og samtidig indebrændt, at man bare sidder og venter på, at han enten eksploderer eller imploderer.
At se en helt nations neuroser kogt ned til en enkelt karakter. Men det, der starter som en både tankevækkende og effektiv fabel om konsekvenserne af en pandemi, der splittede en verden, som aldrig rigtig er helet, bliver desværre til sidst reduceret til en buldrende apokalyptisk kaosfortælling, der med en spilletid på hele 148 minutter ender med at være mere udmattende end oplysende.
Fik jeg i øvrigt nævnt, at Eddington også er en komedie? Det er den. Men en meget sort en af slagsen, med et grin som en djævel, der ser flammerne bryde ud i horisonten.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
