Hun er ikke bange for sex, vold eller ‘hvad det ellers skulle være’: Men hun synes moderskabet kan gøre folk sindssyge

Constance Debré skriver mails, som hun skriver bøger. Kort og kontant. Aftalen om dette interview er således kommet i stand med enstavelsesord. Og ud fra den korrespondance at dømme kunne man måske have bange anelser om, at der ventede en kontrær, måske endda mut, og i hvert fald ikke snakkesalig person i den anden ende. 

Det skal vise sig at være en enormt forkert antagelse. 

Da hun toner frem på videoopkaldet, bliver Constance Debrés ansigt flækket midt over af hendes store tandsæt, der i dette nu vender op ad i et smil. Den sprøde hvide skjorte er casually knappet op, og frisuren er ren Sinéad O’Connor. 

Vil du gerne have sendt interviewet bagefter, så du kan tjekke citaterne? 

“Vi må se, hvad for et humør jeg er i, når vi er færdige,” siger hun med et skælmsk smil. 

Constance Debré er tidligere forsvarsadvokat og så er hun forfatter til blandt andre ‘Love me tender’, og for nylig er ‘Playboy’ også blevet oversat til dansk. Den handler om forvandlingen fra at leve i en kernefamilie til at være alene med nyfunden seksualitet og afsavn til sit barn. Om at forlade et trygt lukusliv i overklassen for at springe ud som både lesbisk og forfatter. 

Fortælleren skriver om, hvordan hun ser verden med nye øjne, og hvordan reaktionerne er fra hendes søn, eksmand og sin far. I bogen undersøger Debré både køn, egoisme, ægteskab, penge, selvopofrelse. 

Hendes skrivestil er kontant og kompromisløs, og i sine bøger har hun stillet spørgsmålet, om kærligheden til ens eget barn kan fordufte, ligeså vel som den kan det til en ven eller en kæreste. Og det har vakt opsigt. For mange læser Debrés bøger, der er skrevet i en førstepersons jeg-fortælling, som memoirs.

Anmelder Bo Heiman skrev blandt andet i sin anmeldelse af ‘Playboy’ i Jyllands-Posten, at hun skaber “fandenivoldsk litteratur” med en “fuck you-energi”, der kan sammenlignes med Virginie Despentes og Michel Houellebecq.

Heiman skriver i samme anmeldelse: “Havde forfatteren været en mand, var han blevet dømt ude som en bøvet boomer, der lever i forældede kønsstereotyper. For fortælleren fremstår lige præcis så sexfikseret, egoistisk, vulgær og kynisk, som mænd alle dage er blevet kritiseret for at være.”  

Men er Debrés bøger nu også memoirs ifølge hende selv? 

“Jeg skriver mine bøger som helt konventionelle romaner. Der er karakterer, og der er begivenheder. Gennem ens skrivestil prøver man at skabe en effekt på ens læsere. Og for mig er lige præcis dét meget vigtigt, for vi keder os alle sammen virkelig meget, og med ‘Playboy’ har jeg forsøgt at skrive en bog, der gør noget ved læseren,” siger Constance Debré. 

“For mig handler litteratur ikke om, hvad der bliver sagt og skrevet, det handler ikke om historien. For mig handler det om, hvordan vi modtager historien. Den følelse, som den skaber i os.”

Og ja, der er et sammenfald mellem hovedkarakteren i hendes bøger og Constance Debré selv, der  tidligere har arbejdet som forsvarsadvokat, som er fraskilt, har en søn, og som er sprunget ud som lesbisk. Men det interesserer hende ikke den mindste smule at tale om de ting. Jeg gav ellers spørgsmålet et stilfærdigt forsøg.  

“Det er uinteressant,” siger hun og nærmest spytter ordene ud i et fnys, mens det ene øjenbryn løfter sig.  

Der hersker ingen tvivl om, hvad Constance Debré har lyst til at tale om, og hvad hun absolut ikke har lyst til at tale om. Og det er sådan set ret befriende. Fyldet bliver omgående skåret fra samtalen, og vi kan bevæge os hen til de emner, hvor der rent faktisk er noget kød. 

Sprog skal være effektivt

Da hun var i gang med at skrive ‘Playboy’, arbejdede Constance Debré stadigvæk som forsvarsadvokat. Og hendes skrivestil er noget, hun har taget med sig derfra nærmest en til en. 

“Jeg brugte sproget enormt meget, når jeg skulle forsvare en klient. Jeg stod der og skulle overbevise dommeren og juryen, jeg skulle ændre deres mening om min klient og den straf, de syntes, vedkommende skulle have, ved hjælp af sproget – og stilheden. Når du skal det, skal du være simpel – enkel – i dit sprog. Hvis du er for sofistikeret, gider de ikke lytte til dig mere. Du er nødt til at skære ind til benet, bruge din hjerne, være mere intelligent end det. Jeg ville gerne gøre det samme i mine bøger,” siger Constance Debré, der giver indtryk af, at hun også må have mestret sit arbejde som advokat.  

For hun er en energiudladning. Bombastisk, energisk, karismatisk. Hun taler højt og tydeligt. Men i den sammenhæng er stemmen bare én faktor. Hun knytter næverne, knipser, og armene flyver rundt i luften, når hun vil understrege sine pointer.  

Hendes mission med hendes forfatterskab har ifølge hende selv ikke noget med emnerne, som mange læser ind i hendes bøger, at gøre – homoseksualitet, moderskab, patriarkatet, et opgør med familiekonventionerne – for hende handler det at skrive om at få læseren til at føle og tænke. Hun har ingen ambition om at blive LGBTQ+-personers talerør. 

“Sprog skal være effektivt,” siger hun og henviser igen til den lige linje, hun mener, der er fra hendes tidligere job og hendes nuværende job som forfatter.

Det er de samme mekanismer, hun benytter sig af. Når hun skriver, skriver hun ligeledes for at ruske op i læserne, omend hun virkelig ikke vil bestemme, hvad de skal synes om noget som helst. 

Der må da alligevel være en forskel på dit arbejde fra dengang og til i dag? 

“Jamen, det er da rigtigt, at jeg ikke møder ind på Palais de Justice hver dag,” griner hun, men insisterer stædigt på, at det vitterligt er det samme. Udover at hun nu er sin egen dommer. 

“Jeg tror på forfatterens frihed, men jeg tror også på læsernes frihed. Det handler ikke om selve historien. Jeg er ligeglad med historien. Who cares? Min hovedkarakter bliver lesbisk – og hvad så? Det er læsernes ‘reception’ af bogen, der er det egentligt interessante.” 

Frygter ikke mørket

I Frankring er Debrés ‘slap in the face’-romaner blevet anset for at være ret kontroversielle – for eksempel har den franske forfatter Yann Moix kritiseret hende for at være plat og vulgær. Andre mere positive kritiske røster har sagt, at hun har rusket op i den franske litteratur, fordi hun skriver råt for usødet og ikke går ned i detaljerede og navlepillende psykologiske analyser. Men det har forfatteren – surprise – ikke rigtig noget tilovers for. Hverken det ene eller det andet. 

“Det er deres problem,” gør hun det klart, og lader en hånd løbe over sin isse. Når hun drejer hovedet, kan man se hendes halstatovering, der med, hvad der ligner maskinskrevne bogstaver, danner ordene: plutôt crêver (hellere dø, red.). 

Selv er hun født og opvokset i Paris, faktisk har hun boet der hele sit liv, og det har hun tænkt sig at blive ved med. Af den simple årsag, at det er der, hvor hendes søn bor. Hun erklærer sig ‘completely french’, og at hun i øvrigt elsker Paris. Der er bare et men. 

“Franskmændene kan være så bourgeois og klassiske. Sommetider føler jeg mig mere komfortabel i andre lande. De fleste af mine venner er ikke franskmænd. Derfor er jeg virkelig glad for, at mine bøger er blevet oversat,” siger hun.  

“Nu generaliserer jeg selvfølgelig, men fransk litteratur kan være så kedelig. De kender ikke samtidskunsten eller moderne musik.”  

Noget af det mest kontroversielle for læserne af Debrés bøger har været, at det i ‘Love me tender’ er en mor, der mister forældremyndigheden og samværet med sin søn. Virkeligheden er ofte med omvendt fortegn.

Da jeg konfronterer hende med det faktum, smiler hun atter et af sine skælmske smil. Det var et bevidst valg at skrive historien på den måde – det andet havde været kedeligt. 

“Den her ting kaldet ‘moderskab’ bliver en slags delirium i folks hoveder. Jeg ved, hvilken slags mor jeg er – eller, hvilken slags mor jeg prøver at være – og det rørende er, at det jo kan være det samme med hvilket som helst forhold. Mine venner, mine elskere, moderskabet. Selvfølgelig kan det være intimiderende, men det er jo, fordi kærlighed er en kompleks størrelse. Sådan er livet.” 

Hvad for en mor prøver du så at være? 

Hun udstøder et kort grin og holder en pause. 

“Det er mit personlige liv. Det har intet med mine bøger at gøre – og du skulle nok hellere stille min søn det spørgsmål i stedet for mig.” 

Litteraturen er i live

Det morer tydeligt Constance Debré, at folk i dag stadigvæk synes, at litteraturen kan være kontroversiel. At en lang liste af bøger eksempelvis bliver forbudte på amerikanske skolebiblioteker, såsom James Baldwins ‘Another Country’ og ‘Go Tell it on the Mountain’. 

Hun løfter en bog op foran kameraet og bladrer i dens sider, så de knitrer. “Det viser jo bare, at den her stadigvæk har sin berettigelse,” siger hun. 

“Litteraturen er i live, og de her små ting kan stadigvæk skræmme folk,” siger hun og klapper bogen sammen igen. 

“Jeg er så interesseret i USA. Deres børn tager stoffer og ser den værste porno på internettet, man kan forestille sig. Men James Baldwin… oh my god,” siger hun med ironien skarpt malet i ansigtet.  

Og hvem er hun så egentlig selv inspireret af? Til det spørgsmål namedropper hun forfattere fra Homer til Shakespeare, Kafka og Dostojevskij. Altså, nogle af de største forfattere gennem historien. Fordi de skriver om livet. Om det at være et menneske, og det på godt, men virkelig også på ondt.  

“Jeg er ikke bange for mørket,” siger hun og blotter igen sine tænder i et smil. 

Der hviler en let intimiderende ‘no bullshit’-aura over hende. Efter en kunstpause bedyrer hun, at hun heller ikke er bange for sex, vold eller ‘hvad det ellers skulle være’. For litteratur handler netop om grænser ifølge forfatteren. 

“Litteratur er alt det, du ikke kan sige, eller ikke kan deale med i det virkelige liv. Man er nødt til at putte det et sted hen. Og det sted er bøger. For de ting er nødt til at være et sted. Det er nødt til at blive sagt eller skrevet, for vi ved jo alle sammen godt, at det findes. Der er nødt til at være en risiko i et eventyr.”

“Jeg taler meget. Har du nået at stille mig alle dine spørgsmål?” Hun griner. 

Det har jeg helt sikkert ikke. I hvert fald ikke de spørgsmål, jeg havde regnet med. For det fungerer ikke rigtig sådan med Constance Debré, fornemmer jeg. At man bare stikker en skabelon eller en præmis, som hun så skal følge. Og heldigvis. Vi har brug for dem, der maler udenfor stregerne. 

Vi siger farvel. Hun vil ikke have interviewet til godkendelse.

LÆS OGSÅ