De fleste forældre kender alt for godt til den lavmælte desperation, der melder sig, når poderne endnu engang insisterer på at skulle se den samme lortefilm igen og igen og igen. Hører man så også til de virkelig udsatte forældretyper, som troligt ser de uhyrlige mængder af underholdningsaffald sammen med sine børn, så tumler man jo rundt derude på den yderste afgrund – centimeter fra det sorte hul af sjælelig afmagt. Det er de stakkels væsener, denne liste er lavet til. Til dem, som måske har glemt hvilke suveræne børne- og familiemesterværker, der ligger derude og bare venter på at blive skænket til næste generation. Film, som voksne mennesker kan tåle at se i den uendelighed, som barndommen strækker sig over for de syv til 12-årige.
Kære venner, vær så artig. Syv mesterlige børneperler, du sikkert allerede kender, elsker og skatter – men også film, som mangen en forælder desværre har glemt eksistensen af. De transcenderer nemlig børnepublikummet og er skabt til mennesker, der tragter efter skønhed. Her rangordnet fra det forrygende til det decideret guddommelige.
7. ‘Labyrinten til Troldkongens slot’
Vi lægger ud med en film, du sikkert har set, dyrket, elsket og så måske glemt alt om: Jim Hensons dukke-fantasy-musical Labyrinth fra 1986. Stakkels Sarah (Jennifer Connelly) kæmper gennem filmen for at nå ind til centret af en skør og fantastisk labyrint for at redde bortførte lillebror. But why? Fordi hun ønskede den lille satan væk og så kom troldkongen (Goblin King) spillet af David Bowie og nappede den sagesløse størrelse. Ja, filmen er nogle gange ganske uhyggelig, men hallo – det har eventyr jo også alle dage været. Børn elsker, ligeså meget som alle andre mennesker, mørket i fiktionen, for uden strabadser og elendighed intet lys eller kærlighed. Og nå ja, så mimer den også den traditionelle eventyrovergang til voksenlivet komplet med selvfortabelse, egoisme og eskapismeflugt.
6. ‘Kirikou og troldkvinden’
Nu er amerikanske film ikke verden i sin totalitet, og i 1998 kom en skøn fransk-belgisk produktion til live form af vestafrikanske sagn. Den franske instruktør, Michel Ocelot, står bag løjerne, og den film er slet og ret kræs for sjælen. Vi følger her Kirikou, som gentagne gange redder sin landsby fra den nasty heks Karaba. Kirikou er dog bare en lillebitte og skrøbeligt vaklende dreng, som går og står og snakker i en overdreven tidlig alder – det er lidt skørt. Heksen prøver et væld af unoder, men gang på gang brillerer poden og klarer ærterne. Hvad er det særlige her? Produktionsdesignet, musikken, landsbybeboernes syrede fællessang og barnets ukueligt-kære krasbørstighed.
5. ‘The Nightmare Before Christmas’
Ja, ja – vi lagde godt nok også ud med en mørk beretning, men lige én mere før vi dykker endegyldigt ned i cuteness-morskaben. Den amerikanske filminstruktør Tim Burtons musical-mesterværk fra 1993 må og skal fremhæves, hvis man lider af børnefilmskvalme og indholdsforstoppelse. Jack (skeletkongen, som hersker over Halloween Town) er deprimeret, tragter efter variation og går derfor på rov i Christmas Town. Der følger i sagens natur ballade og intriger, men det store ved produktionen her er det udsøgte lydspor og de utallige hjemsøgende og rørende sangkompositioner, som i tæt favntag med det underskønne, visuelle univers bare ikke kan skuffe. Smægtende suk og hengivelse til fantasiens grænseløse indre rum.
4. ‘Prop og Berta’
Nu er der imidlertid også en farverig og fyrig dansk produktion på denne liste – nemlig den danske instruktør Per Flys uforlignelige mesterværk, ‘Prop og Berta’, fra 2000. Baseret på forfatter og pædagog Bent Solhofs skønne og varme univers, følger vi her en lille tyk mand (Prop) og hans søde ko (Berta) i deres barnligt-episke kamp for at imødekomme truslen fra en led heks (som med Lisbet Dahls sprød-onde ryst gnækkende lovpriser sin egen ondskab). Det, som gør filmen ‘Prop og Berta’ til en decideret enestående skabning, er den visuelle stop-motion trolddom, som smelter underskønt sammen med det måske bedste danske ensemble af stemmer til dato (som udover Lisbeth Dahl også består af Otto Brandenburg, Paprika Steen og Axel Strøbye). Er de øvrige film på listen for mørke og et par år væk, så er Per Fly løsningen og redningsplanken for desperate forældre.
3. ‘Babe – den kække gris’
Nu nærmer vi os de højeste tinder og heroppe finder vi et australsk mesterværk, nemlig instruktøren George Millers ‘Babe’ fra 1995 (da. ‘Babe – den kække gris’). Farmeren Arthur vinder den bedårende grisling Babe ved et dyrskue og napper ham med hjem til gården. Her stifter grislingen bekendtskab med alle de andre ualmindeligt kære dyr, og alene det at genkalde sig handlingsgangen er mere end rigeligt til at få en klump i halsen og tårer, som presser sig på. Babe er skrøbelig, sej og elskelig og hans kamp for en plads i verden er noget nær det mest rørende set – ever. På papiret en klassisk børne/familiefilm, men reelt den ubetinget mest skrækindjagende og vilde film til børn.
2. ‘Drengen og Jernkæmpen’
Tættere på ånden i vores egen Pixar-tid kommer vi ikke på denne liste: Instruktøren Brad Bird (som senere stod bag ‘The Incredibles’) frembragte i 1999 med ‘The Iron Giant’ en slemt rørende filmatisering af digteren og børnebogsforfatteren Ted Hughes sci-fi eventyr, ‘The Iron Man’ (1968). En pode finder og bliver venner med en gigantisk metalrobot, som er faldet ned fra himlen. Barnet forsøger at forhindre den elskelige metalskabning i at falde i hænderne på det amerikanske militær, og det går selvfølgelig slet ikke, som det skal. Men robotten med et hjerte af guld redder alt og alle med uhyrlige omkostninger for sig selv til følge.
1. ‘Min nabo Totoro’
Og heroppe, kære læser, gemmer den endegyldigt smukkeste rose sig. I perioden 1985-2000 udgør den japanske auteur Hayao Miyazakis ‘Min nabo Totoro’ fra 1988 den – hands down – mest overlegne spillefilm. Plottet er lige så hulkerørende, som det er smukt: En professor flytter med sine to døtre ind i et gammelt og støvet hus, for på den måde at kunne være tættere på den stakkels og syge mor. Huset er imidlertid hjemsøgt, bare på en ganske nuttet måde og af ånder, som uden yderligere besvær finder sig et andet hjem. Den helt store begivenhed er og bliver dog opdagelsen af det fantastiske væsen, Totoro, og de omvendt ret små begivenheder, som følger i kølvandet på det. Det store er her de flakkende tegninger, stilheden i naturen og den helt uforlignelige ånd af japansk kultur, som emmer langt væk af magisk tænkning og en levende og dirrende åndeverden.
Åh, der er ingen grund til at være en stakkels forælder – børnene kan fodres med det pureste guld herfra og til dommedag.
