Der er intet mere frustrerende, end når manuskriptforfattere og instruktører med vilje gør karakterer dummere, end de er, fordi det enten skubber plottet frem, eller det skal bidrage med noget komik.
Og det er måske det største frustrationspunkt ved den franske Netflix-film ‘Varulv’.
Som titlen slet skjult antyder, er udgangspunktet det verdensberømte spil af samme navn. Både i spil og film handler det om at finde ud af, hvem der er varulve.
Denne specifikke version af dog baseret på spillet ’The Werewolves of Millers Hollow’, der er skabt af franskmændene Phillippe des Palliéres og Hervé Marly, frit efter Dimitry Davidoffs originale spil og Andrew Plotkins bearbejdning.
En sammenbragt familie sidder og skal spille varulv.
Der er dog tilpas med latente konflikter i familien, så det ender med, at de fleste bliver uvenner. Men i bedste ‘Jumanji’-stil bliver familien transporteret ind i spillet. Eller er det tilbage i tiden? Der er noget med en slægtning, som ikke helt giver mening, men det skal man ikke tænke for meget over.
Den eneste vej ud er ved at finde ud af, hvem der er varulve og vinde spillet. For at det skal lykkes, kræver det, at de får sat alle deres problemer til side og arbejder sammen som familie.
En helt igennem ligefrem familiefilm, der er lige så ufarlig som candyfloss og næsten lige så sukkersød. Er ‘Varulv’ så god? Svaret er ikke så ligetil, som man umiddelbart skulle tro.
Minder om noget bedre
‘Varulv’ lander på Netflix med instruktør og medmanuskriptforfatter François Uzan som den primære afsender. Franskmanden har også haft en finger med i seriesuccessen ‘Lupin’, og tæften for medrivende actionsekvenser fornægter sig da heller ikke.
Effekterne, som bliver brugt til varulvene, er heller ikke helt ringe og overgår faktisk forventningerne til filmen. Bevares, det er ikke den ypperste topklasse, men med tanke på, at det er en forholdsvis ubetydelig familiefilm fra streamingtitanen, er det alligevel okay.
Dog er det grotesk utroværdigt, at hovedrolleindehaver Franck Dubusc skal forestille at være søn til den franske stjerneskuespiller Jean Reno. Selv om det teknisk set kan lade sig gøre med en aldersforskel på 14 år, holder ikonet sig så godt, at han ser 20 år yngre ud end filmsønnen.
Det er en af den slags generende detaljer, der er mange af i ‘Varulv’, og når først man bider mærke i dem, er de ikke til at slippe udenom.
Familiedelen er ellers rimelig fin i filmen. Moralen med at holde sammen og passe på hinanden klinger fint, og diverse små nedslag i politiske temaer (race, ligestilling, homoseksualitet etc.) bliver formidlet med tilpas punch i satiren til, at voksne også kan værdsætte det.
Varulv er dog milevidt fra forbillederne i ‘Jumanji’ og senest ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’. Især sidstnævnte sprudlede af originalitet og medrivende eventyr, der var fuldstændig uimodståelig.Der er vi ikke med denne Netflix-film.
Fuld knald på
Et af de største problemer er, at der forfaldes til det, der bedst kan beskrives som plat fransk humor.
Det er den slags tøhø-onkel-/far-/storebrorjokes, hvor man griner af dumhed eller karikaturer. Ganske vist er der noget af et kulturclash mellem familien fra nutiden og borgerne i 1492, men der er alligevel også grænser for, hvor langt man kan komme på underholdningskontoen ved at grine af dem, der var fra en anden tid.
Det er en ucharmerende småelitær tilgang, hvilket passer meget fint med den franske selvforståelse af at være bedre end alle andre.
Om det er derfor, at man fra de kreative kræfters side har valgt at gøre næsten alle personer i fortiden til en flok bøvede idioter, er ikke til at sige. Men det er træls i længden at se en film, der forsøger at være klogere, end den egentlig er.
Slår man hjernen fra, er det heldigvis anderledes.
I sin lige knap halvanden times varighed har ‘Varulv’ et tempo, der bedst kan beskrives som fuld knald på fra start til slut. Man keder sig kun, hvis man begynder at tænke over, om filmen rent faktisk hænger sammen – og nej, det gør den ikke.
Jean Reno har stadig en scenetilstedeværelse udover det sædvanlige, og ‘Emily in Paris’-skuespilleren Bruno Gouery er et charmerende bekendtskab som en lettere distræt homoseksuel italiensk opfinder. Kan man sin historie, ryger alt troværdighed for karakterens tilstedeværelse i Frankrig på det tidspunkt, men igen, tænker man over Varulv, ryger pointen med filmen.
Det handler nemlig om at underholde, og det gør ‘Varulv’, uden dog at gøre noget varigt eller mindeværdigt indtryk. Man kan med fordel se ‘Jumanji’-filmene eller ‘Dungeons & Dragons’, medmindre ens frankofile tendenser forbyder det.
