Kan vi ikke bare blive ved?
Det var redaktionens første tanke, da vi lørdag morgen måtte sande, at Spot Festival i Aarhus nu var slut.
Vi har fået et hav af skønne musikalske oplevelser og generelt været imponeret over i hvor høj grad, den danske musikscene lever, efter at have været presset helt i bund på grund af… du ved hvad.
Skrevet med Spot-blues på størrelse med den velkendte Roskilde-blues kommer her redaktionens højdepunkter fra festivalen.
Ditte Offersen Lynge anbefaler
PATINA
PATINA var nærmest kun lige gået på scenen, da teknikken satte ud, og lyden røg. Der var slukket, men mens alle kiggede tilbage mod lydmanden, fortsatte forsanger Søren Bastrup Bojsen med at synge. Og det er det, der adskiller de fremragende bands fra de.. knap så fremragende. For i stedet for at blive nervøse eller padle akavet rundt på scenen, fik lydproblemerne – og bandets måde at håndtere dem på – publikum til at gå all in på at synge med og gå endnu mere amok. Lyden kom tilbage, og de øvrige 30 minutter var en fest uden lige. Ved siden af mig stod 40-årige rockfans og gymnasiepiger og dansede løs. Selv skyndte jeg mig ind for at se, hvornår jeg næste gang kan høre bandet live.
Mekdes
Da Mekdes som 16-årig blev kontaktet af et pladeselskab, der tilbød hende en pladekontrakt, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Troede hun. Men pladeselskabet ville ikke lade Mekdes skrive hverken musik eller tekster selv, så den unge koldingenser fulgte sin mavefornemmelse og sagde nej. Siden er det kun gået én vej. Frem. Jeg hørte for første gang Mekdes’ overlegne stemme live på Tomorrow Festival for nylig, hvor den i dag 21-årige sangerinde ejede scenen, som kun få kan. Det samme gjorde hun på SPOT Festival, hvor Mekdes var ydmyg, stolt og blæst bagover af at høre så mange mennesker synge med på ‘Hanging Upside Down’ og ‘In Favor of You’.
Tobias Rahim
SPOT er ét langt motionsløb, hvor man sprinter fra Amfiscenen til Foyeren til Ridehuset og tibage til Lille sal for at høre så meget musik som muligt. Krydserne i programmet er mange, og derfor må man ofte smutte, før koncerterne er færdige for at nå den næste og håbe på at komme ind. Det var ikke tilfældet, da Tobias Rahim lukkede festivalen fredag nat. Allerede en time før koncerten var der godt fyldt i Ridehuset, og da sangeren indtog scenen, var der proppet med festhungrende koncertgæster, som slugte koncerten råt. Der blev danset, svedt og råbt så højt på et ekstra nummer, at bandet måtte tilbage og spille ‘STOR MAND’ endnu engang for hjemmebanepublikummet.
Rita Kuhlmann anbefaler
Ydegirl
I programmet blev Ydegirl kaldt barok-pop, og det var super rammende. Det var den mest magiske oplevelse at se hende optræde med mudder i håret og dragende intens indlevelse i Musikhusets allermindste sal (som var HELT fyldt med en lang kø udenfor). Hun spillede mange nye, meget lovende numre og var trådt lidt væk fra sit keyboard og mere ud på scenekanten, siden jeg så hende optræde sidst, og det klædte hende virkelig.
Athletic Progression
Kæmpe WOW-oplevelse. Da bassisten i den århusianske hiphopjazz-trio præsenterede trommeslageren Jonathan Ludvigsen som ‘årets musiker’, tænkte jeg: Enig! Det var mildest talt imponerende, hvordan han smeltede sammen med sit trommesæt, og jeg tog mig selv i at sidde med hænderne for munden i ren ‘disbelief’ over, hvor godt han spillede.
Barbro
Der var klassisk SPOT-programtrængsel fredag ved 17-tiden, hvor både Guldimund, Barbro og Uden Ord skulle spille i Musikhuset på én gang. Heldigvis var der også mulighed for at opleve Barbro spille sammen med sit hold af dygtige musikere til Lugers Dayparty tidligere på dagen, og det var så utroligt fin, velspillet og rørende en optræden. Jeg glemte helt, at jeg stod i regnvejr og ser meget frem til at høre en kommende ep eller album!
Emil Sørensen anbefaler
Angående Mig
Det føltes som at stå på Roskilde Festival, da Angående Mig spillede på Park Scenen fredag aften. Dels fordi de mange fremmødte foran scenen kunne synge med på sangene, men også fordi showet var så gennemført og dragende, som det var. Laura Lilholt Andersen, der gemmer sig bag kunstnernavnet Angående Mig, er en naturkraft på en scene. Hendes performance var både voldsom, uforudsigelig og insisterende smuk. Jeg gik fra koncerten med fornemmelsen af, at der ikke er andre kunstnere i Danmark, der tør at gøre det, som Angående Mig gør.
Guldimund
Guldimund har med albummet ‘Dem, Vi Plejede At Være’ skabt et værk, som er kendetegnet ved en helt særlig og kunstnerisk ambitiøs folkelighed. Live blev sangene forløst på smukkeste vis af det velspillende band. Da hele Store Sal i Musikhuset sang med på nummeret ‘Brænder Stadig’ var det et øjeblik, som ville få Philip Faber til at blive grøn af misundelse, og da sangerinden Lucky Lo kom på scenen for at synge med på nummeret ‘En Sang Om Engle’ kunne både publikum og forsanger Asger Nordtorp ikke holde følelserne tilbage. På vej ud af salen skulle de fleste lige tørre øjnene eller holde ekstra godt fast i hånden på deres sidemand. En skøn, samlende oplevelse, som kun understregede, hvor fantastisk det er, at vi må se musik live igen.
Mads Koch
I forberedelsen til Spot Festival har vi lyttet til utrolig meget musik, men da Mads Koch ikke har noget musik ude på streamingtjenesterne endnu, var det svært at vide, hvad man skulle forvente på Park Scenen lørdag eftermiddag. Men med en fortid som sangskriver for Vera, Jada, Mø og Lord Siva samt som frontfigur i gruppen Kiss Kiss Kiss, skulle det nok blive en god oplevelse, tænkte jeg. Heldivis overraskede Mads Koch positivt med sine intime folk- og countryinspirerede sange akkompagneret af både stenge, bas og lap-steel guitar. Det lød som en både nordisk og moderne fortolkning af Leonard Cohen og Neil Young. Park Scenen i dagslys var et smule utaknemligt sted for Mads Kochs musik, så jeg glæder mig til at kunne se det i en mørk sal på et større spillested i fremtiden.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
