Rane Willerslev boede i en sibirisk ødemark med minus 65 grader, men var ikke utryg: “Tro mig, efter et halvt år er det dit hjem”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Kristina Pedersen

Rane Willerslev boede i en sibirisk ødemark med minus 65 grader, men var ikke utryg: “Tro mig, efter et halvt år er det dit hjem”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Rane Willerslev ved om nogen, hvad det har betydet for os mennesker at rejse os op og gå på vores to ben. I dag tager han Mikael Kamber med på en gåtur i det indre København, der fører dem omkring en helt særlig udstilling på Nationalmuseet.

Sponsoreret af:
Sponsoreret En del af serien:

Min Gåtur Gennem Livet

Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Hjerteforeningen og TrygFonden.

De fleste mennesker vil kunne pege på en rute, der har haft stor betydning for deres liv. I denne podcast inviterer vært Mikael Kamber en række kendte danskere med ned ad mindernes allé. Vi skal rundt i landet og høre deres historier og nyde naturen. De bedste tanker og samtaler kan opstå på en gåtur, og gang har en positiv indvirkning på både krop og sind. Derfor opfordrer vi også dig, der lytter, til at tage podcasten i ørene og gå med – enten på gæstens rute eller din egen.

Podcasten er en del af Hjerteforeningen og Trygfondens indsats GÅ MED. Du kan finde meget mere om alle gæsternes ruter og få inspiration til selv at komme mere ud at gå på gaamed.dk.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Lydlogo og musik: Asger Bosendal

Når Rane Willerslev tager sin daglige tur fra Amager til Nationalmuseet, hvor han arbejder som museumsdirektør, står han af bussen på Amagerbro for at gå resten af vejen. Det er cirka en halv times gåtur, og han gør det samme, når han skal hjem den anden vej. På den måde får han vækket musklerne på en rolig og behagelig måde. Og når vinden rammer ham i ansigtet, især når han går over broerne, åbner sindet og tankerne sig også.

“Jeg elsker virkelig at gå, og det er helt klart den transportform, jeg foretrækker. Jeg vil så sige, at igennem mit liv har jeg gået på mange forskellige måder. Jeg har også gået med en rygsæk med 32 kilo på ryggen. Og det var som 13-årig, og det er fandme hårdt at gå med så mange kilo på ryggen. Når du ligesom bevæger dig igennem ødemark, kan det være en ret hård form for transport,” siger Rane Willerslev.

I dagens episode af ‘Min Gåtur Gennem Livet’ har Rane Willerslev inviteret Mikael Kamber med på en gåtur i det indre København, hvor de både kommer omkring Christiansborgs ridebane, Bibliotekshaven og en helt særlig udstilling på Nationalmuseet.

Rane Willerslev er uddannet antropolog og ved om nogen, hvad det har betydet for os mennesker at rejse os op og gå på vores to ben. For det at gå har en enorm betydning for fortællingen om hele menneskehedens udvikling.

“Vores art har gået på to ben i umådelige tider. Og det er også på de to ben, at Homo erectus lavede den første udvandring ud af Afrika. Så kommer der en anden udvandring, hvor det er Homo sapiens, som også vandrer ud af Afrika. Men det er altså foregået på to ben. Og hele vejen til Australien, og hele vejen op i Arktis, når det gælder os, og hele vejen over til Amerika. Altså, vi er skabt til at bevæge os hele tiden,” siger Rane Willerslev.

Foto: Kristina Pedersen

Et hjem i ødemarken

Rane Willerslev har selv prøvet at gå i nogle af de vildeste forhold, når han har været på ekspeditioner i blandt andet Sibirien. Her har han ad flere omgange levet med forskellige oprindelige folk og lært af deres måde at være i pagt med naturen.

Det har sat dybe spor i ham og påvirker stadig hans måde at være i verden på. Særligt hans natursyn er blevet udvidet, så han for eksempel opfatter varsler fra træerne og dyrene, når han går en tur i skoven. Det handler om at være modtagelig, og det har givet ham en ny dimension til sin ellers meget videnskabelige tilgang til livet.

“Det er jo ikke sådan, jeg har lagt en videnskabelig tankegang fra mig, men det har udvidet mit univers at tænke på de måder, som de har lært mig,” siger Rane Willerslev.

På Nationalmuseet har de for tiden udstillingen ‘Ranes Sibirien’ som en del af den etnografiske samling, og her tager Rane Willerslev også Mikael Kamber med forbi på deres gåtur. Samlingen byder på mange fund og indsamlinger, og man kan blandt andet se to dragter, som Rane Willerslev har haft på på sine ekspeditioner. De er begge lavet af rensdyrpels og -skind. Den ene er beregnet til slædekørsel og er så varm, at man kan lægge sig ned og sove i sneen, men den anden er beregnet til at gå. For det gør de lokale. De kender ikke til andet.

“De fleste danskere vil nok tænke, at hvis jeg befandt mig i en sibirisk ødemark med minus 65 grader, så ville jeg føle mig utrolig utryg. Men tro mig, efter et halvt år, så er det dit hjem,” siger Rane Willerslev.

Lyt til hele episoden for at høre Rane Willerslev fortælle mere om, hvordan det var at bo i Sibirien, og hvilken særlig genstand fra samlingen, der minder ham om, hvad der er vigtigt for ham i livet. Find episoden øverst her på siden eller der hvor du lytter til podcasts.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Lydlogo og musik: Asger Bosendal

Footer graphics