For paraatlet Emilie Aaen er det ikke en selvfølge, at hun kan invitere Mikael Kamber med på en gåtur i dagens podcast. Men det kan hun heldigvis. Hun kan også løbe og springe længdespring, selvom hun i en alder af 19 år fik amputeret sit venstre ben midt på låret.

På bare tre år har hun kæmpet sig tilbage til elitesport på så højt plan, at hun i sommer deltog ved de Paralympiske Lege som længdespringer.

I dag tager hun os med på en gåtur i Greve, hvor vi blandt andet kommer forbi Idrætscenteret, hvor hun dyrkede gymnastik, og hendes forældres hus. Begge steder, der har været med til at forme hende som både atlet og menneske. Selv fortæller hun, at hun gennem sine forældre og træningen som elitegymnast har fået fyldt “sin usynlige rygsæk” med læringer, som hun i den grad kom til at få brug for, da hun i januar 2021 var ude for en alvorlig træningsulykke.

For i løbet af få dage gik Emilie Aaen fra at være en almindelig 19-årig gymnasieelev til at få amputeret sit ben. Men når hun fortæller om de intense dage fra ulykken skete til benet blev amputeret, så virker amputeringen faktisk som det eneste rigtige valg. For med en benprotese var Emilie Aaen sikker på, at hun ville kunne komme til at løbe igen. Uden amputering derimod, stod hun til at få et såkaldt standben, som er et ben, du kun kan stå på men ikke kan gå med.

“Jeg vidste intet om det. Jeg vidste bare, jeg havde set en benprotese, og jeg vidste bare, at man kunne løbe fucking hurtigt på den,” siger Emilie Aaen.

Til hendes store overraskelse gik der kun 12 timer efter operationen, før en fysioterapeut spurgte hende, om hun ville over i en rullestol. Det kom bag på Emilie Aaen, der troede, at hun skulle lægge fladt ned i mange dage, måske uger, og vente på at hele. Men så forklarede fysioterapeuten hende, at nu måtte hun gøre alt, hvad hun ville, i det omfang der kunne lade sig gøre med et venstre ben, der nu stoppede midt på låret.

“Og det skal man passe på med at sige til mig, for det skulle testes. Og der gik ikke meget mere end fire dage, så stod jeg på hænder for første gang,” siger Emilie Aaen.

Efterfølgende satte hun sig et mål om, at hun et lille halvt år senere ville kunne gå uden krykker ind og få sin studenterhue på. Men det var en sej kamp at blive fortrolig med sin nye protese. Først så hun den som noget fremmed. Og det skulle tage lang tid før hun opfattede den som en del af sig selv.

Men her tre år senere er Emilie Aaen både blevet fortrolig med sin gåprotese og sin løbeprotese, og hun har kæmpet sig tilbage til elitesporten. Og selvom det i dag er atletik og særligt længdespring, hun dyrker, så har hun stadig kontakt til gymnastikken gennem sit job som hjælpetræner og efterskolelærer.

”Det kan godt være, jeg ikke kan lave gymnastik mere, og jeg aldrig kom på det rigtige landshold eller til EM. Men alle dem, der står der lige nu, har ikke været til Paralympiske Lege.”

Lyt til episoden for at høre om Emilie Aaens kamp tilbage til elitesport, hvordan fantomsmerterne har påvirket hende, og om det lykkedes at gå ind og få studenterhuen på. Episoden kan findes øverst på siden eller der, hvor du lytter til podcasts.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Lydlogo og musik: Asger Bosendal