Charmerende og underholdende. Det er nok ikke de første ord, der falder en ind, hvis man tænker på havregrød og leverpostej. Ikke desto mindre præsterer brødrene Magnus og Emil Milang at levere et forfriskende positivt syn på netop havregrøds- og leverpostejfasen i livet med deres spritnye serie ‘De bedste år’.
TV 2-serien er baseret på virkelige hændelser. Altså ikke af den slags, der genererer prisregn og en opfølgningsdokumentar. Mere som de der hverdagsbegivenheder, som det højst er ens mor, der gider at høre om.
Magnus Millang og Stephania Potalivo spiller Mathias og Louise, der bor sammen med deres små sønner Svend og Finn i, hvad der ligner en typisk treværelses andelslejlighed i københavnsområdet. De har hver deres job i lidt ubestemmelige hjørner af kommunikationsbranchen og en hverdag, der kører, som den slags nu gør – på søvnunderskud og tilgivelse.
Mathias længes efter mere intimitet i forholdet, en bytur i ny og næ og måske endda engang at bruge sit talent for madlavning til andet end at overgøre traktementet til en fem-års fødselsdag.
Louise kæmper til gengæld med at forsikre sig selv om, at hun ikke ville bytte liv med nogen i verden – og da slet ikke sin lillesøster (Roberta Hilarius Reichhardt), der er nyudsprungen Insta-feministisk forfatter og forlovet med en stinkende rig blærerøv ved navn Claes.
Spild af Lars
Det ville være synd at sige, at Stephania Potalivo og Magnus Millang er kendte for naturalistisk skuespil, men de føles ikke desto mindre begge ret naturlige i den hverdagslige trummerum. Deres udmattede, men kærlige udvekslinger om alt fra Aula-beskeder til knuste drømme binder serien sammen, og det er især godt for Millang at spille den modne part, som Potalivos lettere hektiske lystløgner kan støtte sig op ad.
Hvor kunne det egentlig have været fedt, hvis man også havde bedt resten af castet om at skrue lidt ned for folkekomedien. For Søs Egelind som farmor, Ditte Hansen som mormor og Roberta Hilarius Reichardt som søster er tre dygtige damer, der får meget lidt at arbejde med udover nogle flade stereotyper, som det i øvrigt føles, som om de har spillet før.
Lars Brygmann som morfar spiller også stort set den samme mand, som han gjorde i DR’s ‘NamaStay’ for nylig – påståelig, stædig og uden situationsfornemmelse. Det er altså lidt spild af god Lars, hvis man spørger mig.
Generelt får den fuld goddav på castet, der tæller den ene stjerne efter den anden. De fleste er som sagt kriminelt underbrugte. Det største scoop er nok Nikolaj Lie Kaas, der dukker op til sidst i en rolle, som man kun tolererer, fordi den spilles af Nikolaj Lie Kaas.
Så er det heller ikke sværere at gå på Facebook
Der kommer mange gode og morsomme scener fra børneforældrelivets absurditeter, herunder fem-årige Svends frygt for alt, to-årige Finns evne til altid at få spredt havregryn alle steder og Louises moderlige mindreværd, der får hende til at lyve om de mærkeligste ting.
Mindre glat går det, når serien bliver for ‘Klovn’-pinlig eller bare generelt, når komikken stikker for meget af. Og så skal vi simpelthen have en karantæne til de der jokes, der bygges op omkring, at gennemdigitaliserede danskere under 50 år ikke kan finde ud af at bruge telefonapps.
Adskillige gange er setuppet for jokes, at Magnus Millangs karakter går kold på al teknologi, der ikke er Aulas app. Det selvom han arbejder i reklamebranchen. Come on!
I scenerne i det rodede hjem er kameraet altid for tæt på, så man som seer også får den der let klaustrofobiske følelse af at være i en bolig med et værelse for lidt. Desuden består overgangene mellem scenerne af indstillinger med de små tableauer af vasketøj, børneragelse og brugte vådservietter, der konstant samles på alle flader, når man har afkom i institutionsalderen derhjemme. Der er kort sagt tænkt over tingene, uden at det bliver for anmassende kunstnerisk.
En hyldest til hamsterhjulet
Det klæder virkelig serien, at den undgår at blive en jammerdal med lortebleer. Den hedder heldigvis ikke ‘De bedste år’ ironisk, men tør stå ved de mange glæder, som livet med små børn rummer.
Det manifesterer sig især ved, at vores hovedkarakterer altid lander på benene: På sin egen måde redder farmor en fødselsdagsfest ved at drikke sig stiv i hoppeborgen. Det styrker Mathias og Louise som par, at de succesfuldt får bildt en landbrugslobbyist ind, at Louises far har demens. Og på forunderlig vis løser det også en del problemer, at mormor vælger at skide for åben dør.
Magnus og Emil Millangs nye serie bumper lidt uelegant ind i flere komedieklichéer og kunne sagtens have givet store dele af sit stjernespækkede cast lidt mere at arbejde med i deres stereotype karakterer. Men deres forfriskende positive syn på havregrøds- og leverpostejfasen i livet er både charmerende og underholdende.
Hvor Thomas Vinterbergs ‘Druk’ handlede om at mangle en promille eller to, rammer ‘De bedste år’ mere end noget den der fornemmelse, som småbørnsforældre har af altid at have drukket mindst én kop kaffe for lidt til at håndtere hverdagens næste minikatastrofe.
LÆS OGSÅ
