Det er fire år siden, at Finney (Mason Thames) overlevede mødet med den bestialske kidnapper og morder, kendt som the Grabber (Ethan Hawke) i ’The Black Phone’.
Selvom han dræbte den vederstyggelige seriemorder, og man dermed skulle tro, at der ikke kunne komme en efterfølger, er vi her ikke desto mindre igen med ’Black Phone 2’.
Præcis som i etteren er det dét overnaturlige element, der muliggør en fortsættelse, og det bliver endda taget til nye spektakulære højder i toeren.
Finney er gået fra at være en underkuet gnalling, der blev mobbet og tævet, til at være ham, der starter og afslutter slagsmålene i skolen. Man fornemmer PTSD’en hængende tungt over ham, mens han forsøger at selvmedicinere med et solidt hashforbrug.
Ånderne ringer nemlig stadig til ham på telefoner, der ellers ikke virker, og søsteren Gwen (Madeleine McGraw) plages af morderiske mareridt, som bliver mere og mere livagtige.
Som etableret i den første film har Gwen samme evne for drømmesyn som deres afdøde mor, Hope (Anna Lore), og da drømmene udvikler sig til at handle om børn, der bliver myrdet på en lejrskole, sætter hun sig for at finde ud af, hvor det er foregået.
Sporene fører hende og Finney til Alpine Lake-lejrskolen, hvor tre drenge forsvandt i 1957. Deres mor var ungdomsleder på stedet, og kort tid efter ankomsten – under en hård snestorm og sammen med Gwens beundrer Ernesto (Miguel Mora) – begynder telefonen at ringe til Finney.
Det er the Grabber, og derefter begynder fortid og nutid at smelte sammen i en forrygende blodig og underholdende efterfølger til en af de mest effektive gyserfilm i de seneste 10 år.
En gedigen Halloweenfilm
Det er igen instruktøren bag verdens mest uhyggelige film, ’Sinister’, Scott Derrickson, der står bag kameraet, og som igen har skrevet manuskript sammen med C. Robert Cargill. Historien til ’Black Phone 2’ er modsat den første film ikke baseret på en historie af Joe Hill (Stephen Kings søn), men det er gyserforfatteren, som har fundet på ideen, og som Derrickson og Cargill så har forløst.
Og det kan mærkes på godt og ondt. For præcis som i ’The Black Phone’ er ’Black Phone 2’ en virkelig stemningsfyldt oplevelse, hvor uhyggen driver ned ad lærredet.
Ved at hensætte handlingen til en uvejrslukket lejrskole beliggende ved siden af en frossen sø, får filmen en god, gammeldags 80’er-gyservibe. Kombineret med the Grabbers evne til at udføre vold i drømme står ’Black Phone 2’ som en veloplagt krydsning af ’Fredag d. 13.’ og ’A Nightmare on Elm Street’.
Der er flere små visuelle referencer til begge film og deres respektive efterfølgere, og det gør også, at denne film ikke fremstår lige så original som den første film.
Underholdningsværdien kan der dog ikke pilles ved, og ’Black Phone 2’ har både masser af gode snigende ubehagelige øjeblikke og gruopvækkende splat. Et rigtigt godt bud på en film med klassikerpotentiale til kommende Halloween-fejringer.
Overnaturlig slasherperle
Det skyldes ikke mindst nogle ret gode skuespilpræstationer.
Mason Thames, der tidligere på året imponerede i live-action-udgaven af ’Sådan træner du din drage’, har fået en ældre og mere bister fremtoning, som perfekt passer til den plagede Finney. Man fornemmer vreden og frygten over det, han har været udsat for i the Grabbers varetægt. En solid præstation, der lover godt for fremtiden.
Stjernen i ’Black Phone 2’ er uden tvivl Madeleine McGraw, der leverer en stærk og medrivende præstation som filmens røvsparkende, final girl-lignende heltinde. Der er en sårbarhed, frygt og power i alt, hvad skuespilleren foretager sig, og det er en præstation, som giver gode løfter for fremtiden.
Filmens store stjerne Ethan Hawke er også denne gang isnende uhyggelig som seriemorderen med den skræmmende djævlemaske. Den ellers normalt sympatiske skuespiller gør det fermt som skræmmende skurk og har tydeligvis haft det skægt med at give den gas i den, for ham, atypiske rolle.
Den svenske fotograf Pär M. Ekberg bringer is-helvedet visuelt til live, og bevæbnet med et grynet filter sørger han for, at vi aldrig er i tvivl om, hvornår vi er i drømmeverdenen, og hvornår vi befinder os i virkeligheden.
Selvom ’Black Phone 2’ ikke når forgængerens skræmmende højder, er den svære toer ikke desto mindre en voldsomt underholdende oplevelse, hvor især den første del af filmen er neglebiddende god. Selvom inspirationen fra andre gyserklassikere er åbenlys, formår Scott Derrickson og kompagni at skabe deres eget lille overnaturlige slasher-perle som nok skal få et godt efterliv.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
