Simon og Sofie har sat sig sammen for at optage et helt særligt podcastafsnit til juleaftensdag. For Simon har fået en idé, som måske kan blive starten på en ny dansk juletradition.
De vil nemlig optage ‘Hvad skal der ske med os’-Juleshow’. En kort julespecial, som udkommer hvert år den 24. december. Afsnittet vil være det samme år efter år, bortset fra slutningen, som altid vil indeholde en ny og frisk optaget bid fra det seneste år. En idé, der er inspireret af Disneys klassiske juleshow, som generationer har samlet sig om juleaften.
Men kan man skabe en juleklassiker i podcastform?
Lyt med til det første år af ‘Hvad skal der ske med os’ Juleshow’, hvor Sofie, som tidligere drømte om at blive præst, har forberedt en juleprædiken, Simon fortæller om begrebet “Mens vi venter…”, og hvor der bliver talt om juletraditioner, forventninger og den særlige ro, som julen kan bringe.
Et afsnit om nærvær, gentagelser og håbet om at skabe noget, man vender tilbage til år efter år.
Glædelig jul.
