79-årige Kenn André Stilling lavede Københavns første café og fik engang stjålet 70 malerier i Hirtshals: Det hele har været ganske fornøjeligt

Han har ikke nøglen til det gode liv, siger han, men Kenn André Stilling har som kunstner, forlægger og caféskaber oplevet lidt af hvert. Og han fortryder ingenting. Alligevel kunne verden have været 10 gange bedre – og sjovere – hvis bare folk var med på hans idéer. Det er han overbevist om.

^{Tekst: Thomas Balslev
Foto: Kristina Pedersen}

Da Kenn André Stilling var en lille skoledreng på Nørrebro, var der en anden dreng ovre fra Jægersborggade, der hed Dickson, og han var altid efter ham. Heldigvis blev Kenn beskyttet af en anden, lidt større, dreng, der hed Hanseman, men en dag sagde Hanseman, at han ikke kunne gå og passe på Kenn hver eneste dag, så nu måtte der gøres noget.

Derfor meldte Kenn André Stilling sig ind i en bokseklub, der hed Hermod, og så boksede han dér for at blive stor og stærk. Kenn havde bare den udfordring, at han ikke kunne koncentrere sig. Han var faktisk mere interesseret i piger end i boksning, og derfor tog det tid at komme i bokseform. På et tidspunkt skete det dog alligevel, og så fik Dickson med Kenns egne ord ”noget af en røvfuld.”

Man må formode, at det var en stor tilfredsstillelse dengang, og spørger man i dag den nu 79-årige Kenn André Stilling, kunstmaler, fungerende magasinredaktør og manden bag Danmarks første café, svarer han da også prompte:

– Det var meget fornøjeligt.

Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvad det er med den historie, der gør den så sigende for Kenn André Stillings liv. Men det indrammer på fin vis hans livslange evne til at gøre det, der skal til – gerne med fuld smæk på – og så komme videre med det samme.

Derudover, og det er nok så vigtigt, så er den et temmelig godt billede på, at langt det meste i Kenn André Stillings liv faktisk har været ganske fornøjeligt, og at det præcis som her består af så mange røverhistorier, at man kunne fylde den ene bog efter den anden med dem.

Måske har man hørt om Kenn André Stilling, måske har man endda set noget, han har lavet, måske har man ikke. Og spørgsmålet bliver da: Hvem er han?

En lurendrejer er det første, der falder mig ind. Men slår man op i et leksikon under hans navn, vil man dog se, at Kenn André Stilling ret beset er kunstmaler, forfatter, forlægger og manden bag Danmarks første café, nemlig Café Sommersko (siden også Café Dan Turèll og Café Victor), som åbnede i 1976. Selv er han mest til den første af titlerne, altså kunstmaler, hvilket han for øvrigt også har papirer på, eftersom han gik på Kunstakademiet fra 1970-74.

Grunden til, at du nu sidder og læser om Kenn André Stilling er imidlertid, at vi her på Heartbeats elsker at tale med de originale personligheder, der sætter farve på tilværelsen ved at gøre noget andet end alle os andre, og da vi ringede til ham og spurgte, om han ville lade sig interviewe af den grund, var han simpelthen på.

Egentlig gør det ham slet ikke noget at være en original, når nu man bare siger det i god mening.

Faktisk ville han ønske, at der var flere her i verden, der ville være med til at gøre tingene på hans måde – for eksempel ville han gerne pakke Sct. Andreas Kirke på hjørnet af Øster Farimagsgade og Gothersgade ind i plastik ”og gemme den til bedre tider”, fordi han havde hørt om en amerikansk general i radioen, som pakkede fly og slagskibe ind med dén begrundelse; “til bedre tider”. Engang ville han også have Lars Larsen, grundlægger af JYSK, til at lave en turistattraktion i Åbenrå i form af en kæmpepude i bronze, som der så kunne ligge et egetræ på, og så ville han gerne sende sild op til de danske måger med en ballon som tak til Fanny Garde, skaberen af mågestellet.

Udover det sidste, som faktisk lykkedes Kenn André Stilling at arrangere en dag for flere år siden i Kulturministeriets gård (efter sigende til mågernes store begejstring), så har samfundet som bekendt sine regler og retningslinjer, og dem må man sommetider føje. Lige meget hvor god idéen end måtte være.

Det havde bare været sjovere, hvis folk var med på noget, som Kenn André Stilling siger.

– Gør nu noget morsomt! Jeg er sikker på, at verden kunne have været 10 gange bedre og sjovere, hvis folk havde været med på den. Men det er folk altså ikke så tit.

Myreflittig maler

Vi møder Kenn André Stilling i hans hjem, et byhus i Helsingør, hvor han har boet de sidste par år. Det er hans kone, Helle, der åbner døren og viser os ind i stuen, hvor Kenn André Stilling så sidder klar, lidt som – uden at vide det selvfølgelig – var man i audiens hos en af de royale. Egentlig har Kenn André Stilling mere tilfælles med julemanden visuelt set, ganske enkelt på grund af sit flotte hvide skæg og hår. På overkroppen bærer han en blå lærredsskjorte af maritim, fransk oprindelse og i halsen sidder et Burberry-ternet halstørklæde, selvom han er indenfor.

Han gider ikke være syg. Det har han lige været i over en måned. Og det endte endda med, at han måtte købe sig en stok. Det er noget lort, men sådan er det, mener han.

– Jeg mødte engang en japansk mand, som sagde til mig, at 86 år er en god alder at have, når man træffer en beslutning. Så jeg tænkte, at jeg godt kunne købe mig en stok nu.

På stuegulvet står der vel i omegnen af hundrede forskellige malerier. De står ligesom bare midt i det hele, op ad hinanden og danner på den måde en slags firkant i midten af rummet. Det er dem, Kenn André Stilling arbejder på i øjeblikket. Han er stadig myreflittig, når det kommer til den kunstneriske udfoldelse, og det er der en meget enkel grund til, forklarer han.

– For det første kan man ikke bare stoppe. Det må være forfærdeligt at være ansat og være maskinarbejder, hvor man er afhængig af en bestemt maskine. Maleriet, det kører jo i fingrene på mig hver dag.

Og for det andet?

Det svarer Kenn André Stilling ikke på i den her omgang, han kommer i stedet i tanke om, at Jens Birkemose, der nu er død, faktisk var en skidegod maler. Efter sigende fuld af løgn altid, men en skidegod maler, og det er en skam, at der aldrig kommer flere malerier fra ham nu.

Det er sådan, Kenn André Stillings hoved fungerer, skal det vise sig i løbet af det her interview. Alting minder ham om noget eller nogen, han engang har mødt, og på den måde må man bevæge sig fremad via en betydelig mængde krumspring og sære anekdoter for at kortlægge hans liv nogenlunde.

Et liv, der for øvrigt er gået meget godt indtil videre.

– Det er jo lykkedes mig at holde mig fri af arbejdsmarkedet siden sommeren 1965, hvor jeg som 20-årig blev udlært møbelsnedker, fortæller han.  

Er du stolt af det?

– Ja, men det er jo ikke noget, man selv bestemmer. Sådan er det bare.

Kenn André Stilling voksede op på Nørrebro i København som det femte barn i en flok på fem. De boede i en lille toværelses lejlighed på Nivågade sammen med en anden familie, som også havde fire børn selv.

– Så kan man jo forestille sig det. To kvinder, et køkken, et lokum, to mænd, der var berusede altid, og fire børn hver i hvert værelse. Hvordan fanden det kunne lade sig gøre, ved jeg ikke. Køkkentrappen var helt slidt ned, det var ligesom Rundetårn, husker han.

– Min mor, hun sprang jo ned fra køkkenbordet konstant hele tiden.

Okay…?

– Ja, for få abort ikke, siger han så med formodning om, at det jo siger sig selv. På så få kvadratmeter var der ingen grund til at få flere børn.

Kenn André Stillings mor arbejdede, og faren, som kom ud af en meget velhavende familie, drak og sloges hele tiden. Han var bomstærk, det husker Kenn tydeligt, fordi han engang ville forsvare sin mor, da han var omkring 16 år gammel.

– Og så stod vi sådan her, siger han og tager begge arme over hovedet.

– Jeg kunne se i hans øjne, at han tænkte: ”Skal jeg stikke ham en skalle?” Det gjorde han så heldigvis ikke, men for helvede, han var stærk, selvom han var over 70 på det tidspunkt.

Du fortæller det med et stort smil…

– Ja, jeg synes, det var meget morsomt. Altså, jeg er glad for, at der ikke skete noget.

Har du nogensinde været i slagsmål ellers?

– Nej. Men jeg har truet nogen.

Hvad kan få dig til at true et andet menneske?

– Jamen, det kan man jo ikke lade være med. Sådan er det jo bare. Det var sådan, det var med ham Dickson ovre fra Jægersborggade…

Jamen okay så. I Kenn André Stillings verden siger det meste sig selv. Lige meget hvor grove løjerne er, så fortæller han alt, som om han lige har været nede at pante flasker.

På Statens Museum for Kunst

Kenn André Stillings barndomshjem var ikke udpræget kulturelt, og så alligevel, for hans ældre storebror Herman Stilling studerede til maler på Akademiet, og det var gennem ham, at Kenn selv fattede interesse for kunsten. Eller det vil sige, det var lige så meget på grund af de smukke, kvindelige kunststuderende, som Herman tog med hjem en gang imellem i sin studiegruppe.

– De så anderledes ud i forhold til dem, der boede i ejendommen, som ikke havde nogle tænder i munden og aldrig gik i bad og sådan nogle ting, husker Kenn André Stilling, der ofte sad i sine korte bukser og prøvede at følge med i deres vilde samtaler om kunst og maleri.

– De råbte og skreg og grinede og talte hele tiden om en blå farve, som Matisse brugte, og jeg forstod ikke, hvad de talte om. Men det var meget spændende.

En dag udbrød en af storebrorens kammerater, at Kenn jo slet ikke anede, hvad de sad og fablede om, og derfor begyndte han at komme forbi om søndagen og tage Kenn med på Statens Museum For Kunst, så han kunne se, hvem Matisse var. Også dét var ganske fornøjeligt, husker han.

Allerede som 17-årig udstillede Kenn André Stilling selv på Den Frie Udstilling med nogle sømbilleder af metal, men det var først senere, at han selv kom ind på Kunstakademiet, nemlig i 1969, hvor han blev elev af den danske maler Dan Sterup-Hansen.

I modsætning til den efterhånden normaliserede selvopfattelse, at man ikke duer til noget som helst, og at det blot er et spørgsmål om tid, før alle andre opdager det (det såkaldte imposter syndrome), har Kenn André Stilling altid vidst, at han var god.

– Jeg er slet ikke i tvivl om det, siger han med et udtryk, der sjovt nok rummer en vis selvtilfredshed.

Hvad er nøglen til at have et godt humør?

– Det ved jeg ikke. Sådan er det bare. Men jeg fik engang at vide, – og det, synes jeg, var meget sjovt – at en glad maler aldrig får et legat.

Har du da aldrig fået et legat?

– Jo, jeg har fået nogle legater og Statens Kunstfond har købt et stort relief engang, og så havde jeg lige pludselig vanvittigt mange penge.

I begyndelsen af 70’erne købte Kenn André Stilling så en bondegård i Bjergby, der ligger helt oppe i Vendsyssel. Det var nemlig også dengang billigere end at leje et atelier i København. Så indtil 1980 boede han og arbejdede i Nordjylland sammen med sin tidligere kone og deres to børn, Victor og Oliver. 

I forbindelse med et projekt med kunstfonden og Hjørring Kommune skulle Kenn André Stilling hugge et 250 kvadratmeter trærelief ud, men så skete der det, der ikke må ske. Han fik drillet de lokale, og så blev han bestjålet. Alt hans værktøj plus 70 færdige malerier blev stjålet og kørt gennem Hirtshals by på en gummiged, og det er sidenhen blevet lidt af en lokalt folkesagn blandt vendelboerne.

Kenn André Stilling ved selvfølgelig ikke, hvem der gjorde det. Men det skete alt sammen kort tid efter, han havde malet et billede på en af Hirtshals Kommunes strandrensningsbiler, som muligvis forestillede en lokal politiker fra Fremskridtspartiet ved navn Agnete Jepsen.

Som svar på tiltale udtalte han i lokalavisen, at han bare havde gjort hende lidt kønnere (”for hun var fandme ikke køn, hende der!”) – og det skulle han nok aldrig have gjort.

– Jeg fik jo hele byen efter mig der. Og det tog mig mere end en uge at få mine malerier igen.

Den slags episoder er der er del af i Kenn André Stillings liv. Det er heller ikke den eneste gang, han er kommet på kant med en politiker. Selv vores nuværende statsminister, Mette Frederiksen, har krydset klinger med Kenn André Stilling engang på grund af nogle flag, som han mente, der skulle hænge i Albertslund som symbol på alle borgernes forskellige baggrunde. Men dem, mente Mette Frederiksen, altså ikke skulle op nogen som helst steder, og det er jo en skam, for sådan en by som Albertslund kunne godt trænge til lidt kulør.

– Folk er ikke rigtig kloge, siger han.

Café Sommersko

Til gengæld vil man nok snildt kunne finde en byrådspolitiker eller to, som kunne finde på at give Kenn André Stilling en hæderspris for hans store indflydelse på den københavnske cafékultur. Som idémand til landets første café, Café Sommersko, der dengang lå på Kronprinsensgade i Indre By, bærer han en del af æren for, at Københavns byliv i dag minder mere om Paris end om Struer.

Ikke at Kenn André Stilling selv opfatter det som noget særligt. Det der med at lave caféer, det er jo lige ud af landevejen ifølge ham.

– Det handler jo bare om at skaffe nogle penge. Det, jeg synes, der var interessant ved at lave caféer, var, at det for mig ikke var caféer, men en skulptur med personale på. En form for egnsteater. Man giver 16 kroner for en bajer – eller det gjorde man dengang – og for de penge kan man så se nogen kysse hinanden, nogen blive skilt, nogen kaste op eller komme op og skændes. Alt sammen for 16 kroner. Det er kraftedme billigt. Det er billigere end en teaterbillet.

Ideen til at lave Café Sommersko kom oprindeligt ud af et behov for at have et hjemsted for byens spirende kunstnere i 70’erne. Kenn André Stilling var træt af at ringe rundt, hver gang der skulle laves en udstilling, så med inspiration fra cafélivet i Paris og alle historierne om Picasso og Hemingway ville han lave sit eget sted, hvor de kunne gøre, som det passede dem.

Derfor tog han til Paris med en tommestok i lommen, og så besøgte han ellers de franske caféer for at tage mål. Hvor høj skulle baren være? Hvor dyb skulle sofaen være? Og mellemrummet mellem disken og flaskerne? Alting blev noteret, så konceptet kunne overføres direkte til København, og så blev der selvfølgelig også smagt på varerne undervejs.

– Vi var fulde i 14 dage, siger Kenn André Stilling med henvisning til, at han jo ikke var alene om det.

Han havde forinden allieret sig med to businesspartnere, et brødrepar fra Ringkjøbing, som for øvrigt var nogle banditter, for ”sådan skal det jo være”.

Det gik godt. De franske caféejere var venlige og hjalp til med at skaffe leverandører og det helt rigtige fadølsanlæg og den rigtige espressomaskine. Ting, man slet ikke kunne få i Danmark i 70’erne. Konceptet fortovscafé var så nyt, at politiet afslog muligheden for at have stole og borde på gaden med den begrundelse, at folk ville begynde at kaste med dem.

Sådan gik det nu langt fra. Café Sommersko blev bare den første af en række caféer fra Kenn André Stillings hånd; sidenhen kom Café Victor (opkaldt efter hans søn) og Café Dan Turèll, og folk sidder som bekendt stadig pænt på stolene ude foran den dag i dag.

– Vi lykkedes med at skabe et egnsteater i byen. Det var jo ikke bare en café, det var også byfornyelse. Hele gaden, som tidligere havde været mørk og skummel, blev pludselig lavet om, og det endte jo med at gå så godt, at vi ikke kunne være der selv.

Efter en håndfuld år trak Kenn André Stilling sig ud af caféerne, fordi han syntes, der gik for meget forretning i den – og for lidt poesi – og det var aldrig hans drøm at drifte og administrere nogen af stederne.

Måske har man allerede fornemmet det, men Kenn André Stilling er det, man vil kalde for et meget lystbetonet menneske. Alligevel har han aldrig drukket spiritus (øl til gengæld!) eller holdt en cigaret i hånden, medmindre han skulle bruge gløden til at tænde en lynkineser. Faktisk har han ifølge sig selv slet ikke nogen laster. Han gør kun ting, han har lyst til at gøre, og sådan har det altid været.

Hvordan kan det være?

– Det ved jeg ikke. Men sådan er det bare.

Hvad skal der til for at gøre dig glad?

-At der ikke er nogen, der står i vejen. Jeg er altid gået udenom, og jeg har ikke spurgt nogen om noget som helst.

Har du nogensinde prøvet at stå i vejen for dig selv – eller bøvlet med selvtilliden?

-Nej. Aldrig. Og jeg kan simpelthen ikke få ind i mit hoved, at folk kan finde på at sige nej til en god idé.

Penge måske…

-Ja, men det har aldrig interesseret mig. Jeg er fuldstændig ligeglad.

Maskinfabrikken

Siden 1975 har Kenn André Stilling også været ankermand og redaktør på kunsttidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik. Det er en meget mærkelig titel til sådan et tidsskrift, men for de fleste vil det også være et meget mærkeligt tidsskrift i sig selv. Spørger man ind til foretagendet, er det også meget tvivlsomt, at man får et svar, der er præget af almindelig logik.

– Vi siger nogle sandheder og slår engang imellem en bedstefarskid, der stimulerer erindringen hos den enkelte læser, sagde Kenn André Stilling engang om tidsskriftet, og selvom det ikke umiddelbart giver meget mening, er det egentlig meget rammende.

At bladre i Victor B. Andersens Maskinfabrik er lidt som at træde ind i en drøm, hvor poesi og billedkunst bindes sammen af en uudgrundelig tråd af sort humor. Hver side er en kollage i sig selv, altid i sort/hvid og ofte ornamenteret med sort tusch og kommentarer fra redaktøren selv.    

– Oprindeligt inviterede jeg Dan Turèll og maleren Jens Birkemose med i redaktionen, så vi var to malere og én digter. Havde det været to digtere, ville det ikke gå. De er ikke til at holde ud vel. Men jeg kan sgu godt lide dem, og jeg vil gerne have digtere på forsiden, siger Kenn André Stilling, der gennem tiden har haft navne som Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger og Lars Von Trier på forsiden, foruden dronning Margrethe og Kong Frederik, dengang han var kronprins.

I dag redigerer han tidsskriftet sammen med sin kone, Helle Marie Rafn, som faktisk kommer til at overtage arbejdet fra nu af, fortæller han.

– Nu har jeg lavet det her i 50 år, og så er det på tide, at der kommer nogle nye kræfter og tager over, så jeg kan bruge min tid på at male.

Selvom det passer ham fint at give stafetten videre, huer det generelt ikke Kenn André Stilling at blive ældre. Han mener, at ingenting bliver bedre med alderen. Omvendt mener han heller ikke, at han her på sit 79. år mangler at opnå noget som helst.

– Det er jo gået meget godt. Jeg klager ikke, og jeg mangler ikke noget. Jeg kan køre med tog og flyve, hvis jeg vil.

Hvad drømmer du om?

– Ikke noget. Det drejer sig om at være i live, alt andet er fuldstændig ligegyldigt. Når jeg sidder til en begravelse, tænker jeg, hold da kæft, du er til forpremiere. En dag skal du selv ligge deroppe…

Hvad tænker du om det?

– Jeg synes, det er noget lort. Det er det sjoveste at være i livet.

Kenn André Stilling er imidlertid ikke spor nostalgisk anlagt, siger han. Selvom han ser tilbage på sit liv med begejstring og ikke fortryder noget som helst, har han ikke lyst til at genopleve noget af det, hvis han da på magisk vis skulle få den mulighed.

I morgen vil han igen stå op og gå en tur med hunden, som han gør hver dag sammen med Helle, og med god sandsynlighed vil han kaste sig over et maleri efterfølgende. Dagene ligner lidt hinanden i Helsingør for tiden, selvom Kenn André Stilling egentlig ikke betragter sig selv som et rutinepræget menneske. Men hunden skal jo ud og skide, som han siger, og den skal også hilse på nogle andre hunde, og det har han formentlig ret i.

På det her tidspunkt er interviewet ved at være slut, og der er ikke flere spørgsmål tilbage på blokken. Der er bare én ting, som virker påtrængende at spørge om. Når man taler med Kenn André Stilling, kan man godt ofte blive lidt i tvivl om, hvor røverhistorien starter og virkeligheden slutter, og som journalist ville det under normale omstændigheder være kutyme at faktatjekke modstridende oplysninger fra ende til anden – det er ikke lige til med Kenn André Stilling, der med alt, hvad han siger og gør, opererer i de åbne og paradoksale rum. Derfor må man jo bare spørge ligeud.

Hvornår er det okay at lyve?

-Det er det altid. Man skal sørge for at historien passer. Men man skal aldrig være bange for at lyve.

Er det ikke lidt selvmodsigende?

-Det kan da godt være. Men det er jo ligegyldigt.