Mange i faget mener, at han blev snydt for dets fornemste pris, da han afslørede den største videnskabelige svindel herhjemme med Penkowa-sagen. Men måske var det fordi, han ikke er, som journalister er flest. Nogle kaster en hurtig vurdering på ham på grund af de dyre vine, jaguaren og forkærligheden for danske herregårde. Men Poul Pilgaard Johnsen er mere, så meget mere.
Tekst: Emil Norsker
Foto: Rita Kuhlmann
Poul Pilgaard Johnsen var et sært barn. Langt fra alle de andre børn i den jyske landsby, hvor han voksede op. Det fortæller han, mens vi sætter os til rette i hans små 300 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg, hvor der ligger både et isbjørne- og et løveskind, der med åbent gab tager imod i de imponerende gemakker.
Mens de andre børn havde plakater med fodboldspillere og popstjerner hængende på væggen, havde Poul Pilgaard Johnsen store luftfotos af danske herregårde.
Han kunne læse, før han kom i skole, og han slugte hele Lademanns leksikon fra A til Å (på nær opslag om sport). For næsten alt interesserede ham. Legetøjsbilerne forærede han godt nok til naboens søn, men han kunne godt lide at læse om forbrændingsmotorer. Bare for at forstå hvordan de fungerede. Men på trods af den utrolige mængde viden fik han ikke gode karakterer i folkeskolen. Selve skolearbejdet interesserede ham ikke. Han var urolig og lidt sær.
”Jeg ved ikke, hvad man kalder det, men jeg kunne gå konstant rundt og gnide hænderne sammen, som hvis man er meget begejstret over et eller andet, ikke? Meget irriterende. Jeg kunne også godt finde på at gå og råbe umotiveret ude i skolegården – ukvemsord, frække ord.”
Det hele medførte, at han kom til skolepsykolog, hvilket fik et mærkværdigt udfald. Men lad os første præsentere, hvorfor vi har valgt at tage hjem til Poul Pilgaard Johnsen.
Heartbeats taler med originaler
På Heartbeats vil vi gerne hylde de ægte originaler. Dem, der er med til at gøre tilværelsen mere farverig. Derfor taler vi i denne interviewserie med alle de enere, rebeller og stærke personligheder, vi støder på, og lader dem fortælle deres historie.
Hvis man ved noget om dansk journalistik, ved man, at han er en af fagets sande originaler. Og der er flere, der mener, at han blev snydt for dets fornemmeste pris, Cavlingen, da han fældede hjerneforskeren Milena Penkowa i den største sag om videnskabelig svindel herhjemme. Ja, selv i internationalt perspektiv er det ikke hverdagskost, at en topforsker afsløres i først at have fusket med sine forskningsresultatet og efterfølgende løjet sin mor og søster døde og begået dokumentfalsk for at skjule svindlen. Plus samtidig at udvikle et nært forhold til den daværende forskningsminister, Helge Sander.
Måske blev Poul Pilgaard – trods de store afsløringer – forbigået netop på grund af, at han ikke er den typiske journalist. En, du ikke kan putte i bås. Han skriver (og laver podcast) om vin, herregårde, uge 29 i Skagen og excentriske personligheder, men han breder sig lige så gerne ud over emner som identitetspolitik på Kunstakademiet og PFAS-truslen mod vandkvaliteten i Vestjylland. Siden 1996 har han været ansat på Weekendavisen.
Da Poul Pilgaard Johnsen ikke fik Cavlingprisen, skrev fagbladet Journalisten et portræt af ham, og her udtalte Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet, at dansk presse trænger til flere journalister som Poul Pilgaard Johnsen:
”Der mangler personligheder i den danske medieverden. Poul Pilgaard Johnsen er en strålende stjerne, og det skal vi værdsætte ham for.”
Poul Pilgaard Johnsens enorme appetit på verdens forskellige emner har han beholdt, selvom han nu er i 50’erne. Hver morgen står han op klokken fem eller halv seks, laver en kop neskaffe og pløjer hele Politiken på papir igennem. Han læser alt (på nær sporten).
Der mangler personligheder i den danske medieverden. Poul Pilgaard Johnsen er en strålende stjerne, og det skal vi værdsætte ham for.
Mads Brügger til fagbladet Journalisten
“Der kan også være noget erhvervsstof, der ikke interesserer mig eller måske navnestof. Men jeg læser det alligevel, og hvis jeg ikke gør det, får jeg dårlig samvittighed. Jeg synes, jeg skal læse det hele for at vide noget om alt. Måske er der også en slags kontrolelement i det. Man forsøger at kontrollere tilværelsen ved at føle, at man ved alt om, hvad der sker. Men det er jo en kæmpe fordel, når man er journalist. Og jeg er jo så i den lykkelig situation, at jeg arbejder på Weekendavisen, som ikke er så opdelt i faste områder.”
Tilbage til skolepsykologen. På den tid lavede man stadig hjemmebesøg, og da psykologen skulle komme og vurdere Poul Pilgaard Johnsen, gjorde moren huset hovedrent og bagte kager. Sådan gjorde man i Vestjylland dengang. Psykologen var som taget ud af en gammel dansk film med blød, brun læderjakke, og han så alle Poul Pilgaard Johnsens billeder af herregårde på væggen.
Efter det første besøg var det meningen, at psykologen skulle vende tilbage. Men det gjorde han aldrig. Inden blev han ramt en aggressiv blodkræft og døde kort tid efter.
”Det gjorde, at jeg blev glemt i det system. Jeg kom aldrig til psykolog igen.”
En tidlig forårsdag i ottende klasse var Poul Pilgaard Johnsen duks i klassen og skulle rydde op i spisefrikvarteret. Solen skinnede ind ad de store ruder. Og der slog det ham pludselig: Hvad skal jeg egentlig blive til? Det eneste, han kunne komme på, var advokat, for han havde hørt sin far brokke sig over, at de advokater ”fandme tjente alt for mange penge.” Og Poul Pilgaard Johnsen ville gerne tjene penge.
”Jeg ville gerne tjene mere, end vi havde derhjemme. Vi manglede ikke noget, men vi tjente heller ikke ret meget.”
Forældrene havde et vaskeri, hvor de hentede vasketøj ude hos folk og vaskede det hjemme, men den forretning døde, da de fleste fik vaskemaskine hjemme. Siden blev faren ansat i militæret ved Borrislejren som civil på et snedkerværksted, og moren bliver senere ansat samme sted som rengøringsdame.
Da han så, hvad det krævede for at komme ind på jura-studiet, begyndte han fra den dag at tage sig sammen. Karaktererne rettede sig, og han kom gennem gymnasiet med et overbevisende snit og nok til, at han kom ind på jurastudiet.
Det var også i gymnasiet, at han fik interesse for de gode vine. Mens danskernes smag for druernes dråber så småt var blevet vækket gennem stadig hyppigere ferierejser til syden, var det stadig begrænset med den almene viden.
De drak heller ikke vin derhjemme, og han havde ikke rigtig smagt det, men han havde læst om det. Store tykke bøger. Især de engelske vinskribenter.
Jeg kunne enormt godt lide at sidde der alene og spise. Og iagttage andre mennesker. Jeg har altid været en iagttager.
Poul Pilgaard
Det fik ham til at spare op. I 1.G tog han ind til Herning, 25 kilometer fra hjembyen Sdr. Felding, og købte en halv flaske Bourgogne. Han gemte den i sin bedstemors skab for, at den skulle blive bedre, og da han endelig åbnede den, var det første gang, han smagte vin, som var bedre end de slavevine fra Brugsen, der altid blev serveret til jul.
Hver eneste dag hele ugen gjorde han rent hos den lokale slagter fra fire til seks om eftermiddagen. De penge, han tjente der, brugte han blandt andet på at tage alene på restaurant i de nærliggende større byer.
”Jeg kunne enormt godt lide at sidde der alene og spise. Og iagttage andre mennesker. Jeg har altid været en iagttager.”
Hans smag og viden om vin skulle senere blive et afgørende element i hans karriere, og efter nogle år på jurastudiet i Aarhus begyndte billedet af ham selv som advokat da også at flimre.
”Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv som advokat, dommer eller fuldmægtig i et ministerium. Det blev en livskrise. Og det endte med, at jeg tog hjem til mine forældre og blev der nogle måneder for at finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg har altid været god til dansk stil, så måske skulle jeg blive journalist.”
På det tidspunkt var der kun én journalistuddannelse i Danmark, i Aarhus, hvor den eneste vej ind var en hel dag med forskellige prøver, og hvor knap 10 procent kom igennem nåleøjet. Allerede på det tidspunkt var optagelsesprøven noget, man forberedte sig længe og grundigt til. Da Poul Pilgaard Johnsen mødte op til den afgørende dag, kom han direkte fra byen og var stadig småfuld.
”Det var ikke mit fineste øjeblik. Efter den første prøve begynder jeg at blive virkelig træt og gå kold. Og jeg indser, at min eneste vej gennem det her er at holde den gående. På det tidspunkt er der øl-automater på skolen, så jeg skyller en guldøl ned i hver pause for at holde en funktionspromille og holde mig kørende gennem dagen. Jeg kom igennem, men i dagene efter var jeg virkelig træt af mig selv og den måde, jeg havde sjoflet det på. Jeg plejer at være en, der gør tingene seriøst og ordentligt.”
Til sin store overraskelse kom han ind. Og han fandt hjem. På studiet mødte han ligesindede, der også havde haft sving i tilværelsen, som de færreste kunne forvente. En havde studeret atomfysik, en anden var både advokat og gået konkurs med en restaurant, men i journalistfaget fandt de et nyt udtryk og fællesskab. Poul Pilgaard Johnsen kunne lide pulsen, og kunne her få afløb for sine mange interesserer.
Samtidigt levnede studiets ikke alt for stramme skema ham også mulighed for at komme tættere på restaurationsbranchen og den gode mad og vin. Her mødte han Leif, der havde sin egen restaurant, som hed ’Standart’, og de blev hurtigt bedste venner. Når Leif havde fri om søndagen, holdt han selskaber for sine mange bekendte. Især skuespillere var blandt Leifs venner, og Poul Pilgaard Johnsen sugede det hele til sig. Her forvandlede han sig fra enspænderen til selskabsmand.
Det startede med, at jeg kom med til min første julefrokost på Weekendavisen, og vinen var simpelthen så dårlig, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte stå for vinen næste år. Det fik jeg lov til, og så endte det med, at jeg stod for det hele.
Poul Pilgaard
Siden de formgivende år har det været ham, der er værten. Derfor er det også ham, der de seneste 20 år har holdt Weekendavisens julefrokost og sommerfest (det sidste i hans sommerhus i Tisvilde).
”Det startede med, at jeg kom med til min første julefrokost på Weekendavisen, og vinen var simpelthen så dårlig, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte stå for vinen næste år. Det fik jeg lov til, og så endte det med, at jeg stod for det hele.”
Det betyder, at han tager alle de antikke møbler ud af de store stuer, der ligger i forlængelse af hinanden i Frederiksberglejligheden, og så kan hele redaktionen og de mange freelancere, 70 mennesker i alt, sidde og skåle. Altid først i champagne:
”Ægte champagne giver gæsterne det der lille kick, som stemmer sindet til begejstring og får humøret til straks at stige. Det er et trick, der aldrig fejler, og jeg vil have, at hver eneste fest hos mig skal være den bedste,” siger Poul Pilgaard Johnsen.
Der går en historie om, at han plejede at have en kasse champagne stående i bagagerummet i sin blå vintage Jaguar, som han så parkerede uden for beværtningen, når han og vennerne skulle i byen. Tricket var så, at de i løbet af aftenen og natten kunne snige sig ud til bilen og smugle de dyre dråber ind på baren. Uden at få en regning.
Poul Pilgaard benægter det ikke, men siger, at det kun skete nogle få gange.
“I øvrigt var det ikke et spørgsmål om, at vi ikke ville betale. Nej, problemet var, at på nogle af de bedste barer med de dejligste kvinder kunne man dengang simpelthen ikke få ægte champagne.”
Efter Poul Pilgaard Johnsen havde færdiggjort sin journalistuddannelse med praktik på Horsens Folkeblad, fik han først et vikariat på JydskeVestkysten, inden han blev fastansat som først reporter og siden chef på den kommunalt ejede Radio Gladsaxe. Efter nogle år på lokalradioen nævnte en ven, at der måske var mulighed for et vikariat på Weekendavisen.
Poul Pilgaard Johnsen kom til samtale en fredag eftermiddag, hvor den daværende redaktør, Peter Wivel høvlede ham igennem hele den nyudkomne avis og spurgte til, hvordan han ville have grebet hver eneste historie an. Det fortsatte sådan en time. Lige indtil redaktionschefen Lili Ochsner, der også var til stede, sagde: ”Nu synes jeg, vi skal lade Poul slippe.”
Men Poul Pilgaard Johnsen fik vikariatet. I de kommende måneder flyttede han ind på avisen og var der altid. En af hans første artikler var om fetich-fester, der lige var kommet til København, og selvfølgelig en stor artikel om bevaringsproblemerne på de danske herregårde.
”Jeg vidste, det var min store chance, så jeg knoklede konstant.”
Hver gang det ene vikariat udløb, var han heldig at blive forlænget til det næste, indtil han efter tre år endelig blev fastansat. Han elskede at være der. Her kunne han brede sig ud over sit store interessefelt i selskab med nogle af branchens bedste skribenter.
Selvom han for længst havde forladt drømmen om jura, havde han ikke smidt drømmen om at tjene penge. Det skulle han komme til – selvom det i første omgang ikke var planlagt.
Han ville nemlig skrive en bog om en mærkelig og forlængst afdøde tandlæge, Holger Winther, der havde specialiseret sig i at skabe både livs- og dødsmasker – altså ægte ansigtsafstøbninger – af kendte danskere. Det var lykkes at få midler fra en fond til bogen, men i stedet for at give dem til et forlag, valgte Poul Pilgaard Johnsen at oprette sit eget forlag og udgive den selv.
Bogen blev en uventet succes.
”Det betød, at jeg kunne gå ned og betale min studiegæld. Samtidigt lånte jeg det samme beløb, så jeg kunne købe min første Jaguar. Det havde jeg altid drømt om. Den er en æstetisk nydelse uden lige, både ude og inde.”
Det betød, at jeg kunne gå ned og betale min studiegæld. Samtidigt lånte jeg det samme beløb, så jeg kunne købe min første Jaguar. Det havde jeg altid drømt om.
Poul Pilgaard
Succesen med bogen om tandlægen og hans makabre masker gav Poul Pilgaard Johnsen mod på mere. Han overtalte sin veninde, præsten Kathrine Lilleør, til at udgive bogen ’Kvinde, hvorfor græder du’ på hans lille forlag, og det blev en kæmpe bestseller, der solgte mere end 40.000 eksemplarer.
Inden da havde han også udgivet sin kollega og gode ven – og nuværende chefredaktør på Weekendavisen – Martin Krasniks bog ’Min amerikanske drøm’ på forlaget. Det var ved den lejlighed, at Poul Pilgaard Johnsen kom op med en alternativ markedsføring.
Han havde ikke nået at få købt en stand på BogForum, hvor mange tusinde interesserede boglæsere ellers mødes for at møde forfatterne og købe bøger. I stedet kom Martin og Poul på en idé, hvor de tilbød folk, der ellers skulle til bogmesse, en tur i Pouls Jaguar med ham som chauffør og med Martin på passagersædet. Gæsterne på bagsædet fik et glas champagne og kunne så tale med forfatteren Krasnik om hans nye bog undervejs på køreturen i Københavns gader.
Det fik Politiken til at skrive en stor artikel på forsiden af kultursektionen om, hvad forlagene fandt på af nye frække tiltag for at promovere deres produkter.
“Det var jo fantastisk PR. Det kunne vi ikke have planlagt bedre. Jeg brugte generelt næsten ingen penge på markedsføring af bøgerne, men jeg vidste jo, hvad journalister ville have, og hvad der var en god historie,” fortæller Poul Pilgaard Johnsen.
Poul Pilgaard Johnsen etablerede sig samtidig som en af de kendte skribenter på Weekendavisen og blev senere manden bag podcasten ’Flaskens ånd’ på Radio 24syv (den originale). Mads Brügger og Mikael Bertelsen havde lagt mærke til hans personlige vin-artikler i avisen.
I radioprogrammet inviterede Poul Pilgaard Johnsen kendte og ukendte danskere hjem til lejligheden på Frederiksberg, hvor de i karnappen delte livshistorier og en flaske vin.
”Jeg ville gerne lave et program om vin, men det skulle også indeholde noget mere. Jeg ville gerne have folk til at åbne sig, og her kan man bruge vinen som et slags sandhedsserum. Det synes jeg fungerede. Rigtig gode vine har en euforiserende virkning, som ikke har noget med alkoholen at gøre, mange kender effekten af bare ét glas champagne – og i virkeligheden drak vi højst halvandet eller to glas vin i løbet af hele programmet.”
Men ikke alt var blot champagnebrus, succes og inspirerende samtaler for Poul Pilgaard Johnsen. Hans lillesøster blev ramt af en aggressiv kræftsygdom, og det blev begyndelsen på et langt forløb rundt i hele Europa i kampen for at forlænge hendes liv. I Danmark havde lægerne hurtigt opgivet hende.
Poul Pilgaard Johnsen researchede i bund om, hvad der fandtes af mulig eksperimentel behandling, og når det lykkedes ham at finde det rette, søgte han ihærdigt fonde for at hjælpe med det økonomiske. Det blev et fuldtidsarbejde. Noget, hans chef, Anne Knudsen, havde forståelse for. Hun gav ham mulighed for at arbejde på halv kraft for at dedikere sig selv fuldt ud i kampen for sin søster.
”Hun sagde til mig: Du kan komme herind og bruge tiden, telefonen, faxen, og alt, hvad du ellers skal bruge for at hjælpe din søster, og så skriver du en artikel en gang imellem, når du kan. Jeg glemmer hende aldrig for det.”
Lægen havde givet søsteren maksimalt seks måneder, men på grund af behandlingerne i udlandet levede hun i mere end tre år og havde det tåleligt til det sidste. I dag er nogle af de eksperimentelle behandlinger med immunologisk medicin, som hans søster fik, indført som standardbehandlinger, også i Danmark. Poul Pilgaard Johnsens arbejde og efterhånden gode kontakter med kræftforskere, organisationer som Kræftens Bekæmpelse og politikere medførte også en lovændring, som i dag betyder, at man kan få betalt eksperimentel behandling i udlandet, hvis behandlingen er et godkendt forsøg, og det danske sundhedsvæsen ikke har noget at tilbyde.
”Det var en kamp dengang. For eksempel var det ikke altid let at få de danske sygehuse til at lave dyre scanninger eller tage komplicerede vævsprøver af min søster, for hun var jo opgivet og bare udskrevet til palliativ behandling. Omvendt var det en forudsætning for, at hun kunne deltage i de medicinske forsøg i udlandet, at der løbende var scanninger og vævsprøver. Det lykkedes altid, men mange af de ting, jeg fik igennem, skete på en kombination af bøn og trusler. Jeg lagde ofte heller ikke skjul på, at jeg var journalist på en landsdækkende og velrenommeret avis, hvis jeg mente, at det kunne hjælpe for at få noget igennem.”
Familien vidste godt, at hans søster ikke kunne helbredes, men de kæmpede for at holde sygdommen i skak.
”Til sidst var der ikke mere, vi kunne gøre. Men hun levede i tre år og altså meget længere end det halve år, lægerne havde givet hende. Længe nok til, at hendes børn kan huske hende.” De var syv og fire, da hun døde.
Poul Pilgaard Johnsens store faglige og folkelige gennembrud kom med Penkowa-sagen. Milena Penkowa var en prisbelønnet forsker og lidt af en mediedarling med sin ligefremme facon og lettere excentriske livsstil med rød sportsvogn med en personlig nummerplade.
I løbet af en lang række artikler kunne Poul Pilgaard Johnsen afsløre, hvordan hun havde begået underslæb, frembragt falsk anklage mod en studerende og dokumentfalsk. Hele sagen må betragtes som formentlig den største sag om videnskabelig uredelighed herhjemme. Alligevel blev Poul Pilgaard Johnsen forbigået, da der skulle deles priser ud for årets bedste journalistik.
Den manglende Cavling er ikke noget, han selv bruger lang tid på at snakke om. Hvis han selv skal fremhæve en flig af sit arbejde, er det de langt senere artikler om Kunstakademiet. Her stod studerende og undervisere frem for to år siden og fortalte om en til tider giftig kultur, hvor både lærere og elever var nervøse for, hvad de måtte sige. Ledelsen havde sat plakater op på skolen, der opfordrede til at anmelde krænkelser anonymt under parolen: ’Ingen sag er for lille’.
Der var eksempler på, at en underviser var blevet sendt hjem på orlov, efter at han blandt andet skulle have sagt, at noget kunst var bedre end andet. Der var også et eksempel på en studerende, der var blevet voldsomt kritiseret af de andre medstuderende, da hun i en videoinstallation havde fremstillet, at hun var lam for at illustrere en følelsesmæssig lammelse. Det kunne hun ikke tillade sig, da hun i virkeligheden ikke er lam.
”Opfordringen til, at man kan klage anonymt, og at intet er for småt minder på alle måder om fremgangsmåden i DDR, der var ét stort stikkersamfund. Det er så langt ude. Derfor synes jeg, det var så vigtigt at skrive de artikler. Det er jo et forfærdeligt samfund, hvis det kan foregå på den måde. Det minder meget om marxismen, der prægede universiteterne i 70’erne,” siger han og fortsætter:
”Et universitet eller et kunstakademi burde være et sted, hvor alle tanker og meninger flød frit. Det her er jo det modsatte. En cancel culture, der griber om sig mange steder. Kunstakademiet var bare et af de første. De studerende, der stillede sig frem i artiklen, var virkelig modige, da de gjorde det med store risiko for at blive udskammet af en meget højlydt gruppe.”
Det skrevne ord har det generelt ikke så godt, og det er en stor skam. For mig er det noget af det fineste. Det vil jeg holde fast i.”
Poul Pilgaard
Poul Pilgaard Johnsens nyere artikler handler ofte om kampen for den frie tanke.
”En lærer kan i dag ikke sige, at der er to biologiske køn uden at frygte for sit job. Så synes jeg, at vi er ude på et overdrev.”
Det er nu ikke, fordi hans egen familiekonstellation er helt traditionel. Han har et aftalt delebarn med en veninde, og de var ikke kærester, da de indgik aftalen om at få et barn sammen. Af forskellige årsager havde ingen af dem fået børn, og det var på høje tid for begge. I dag har de en søn på 11 sammen.
”Med den form for familie var jeg lidt af en first mover. Ikke dårligt for et borgerligt røvhul som mig,” siger han og griner.
Familieformen fungerer fint for ham, siger han, og i øvrigt var han – med egne ord – sikkert også blevet lidt for sær til at indgå i en almindelig kernefamilie. På Weekendavisen har han også vide rammer til stadig at lave, hvad der interesserer ham. Og det er stadig meget. Han vil også gerne fortsætte arbejdet med at holde journalistikken og det skrevne sprog i hævd.
”Det er jo kommet flere nyhedsmedier, hvor journalister skal lave fire-fem historier på en vagt, og så er det altså begrænset, hvor original man kan være. På den anden side er der heldigvis også kommet flere medier som Zetland og jeres, hvor der er større frihed til at skrive andre og længere formater. For mig er Weekendavisen dog stadig fyrtårnet inden for feltet. Men det skrevne ord har det generelt ikke så godt, og det er en stor skam. For mig er det noget af det fineste. Det vil jeg holde fast i.”
