Dine værter og weekendsveninder, Nikkie Niyibigira og Laila Aden Hjortshøj, starter som altid med at tage temperaturen på livet lige nu – hvad der fylder, hvad der frustrerer, og hvad der får dem til at grine.
– Jeg føler, at marts er lidt en spurgt måned, like nobody asked for this, lidt ligesom november, griner Nikkie Niyibigira.
Heldigvis så er der faktisk sket noget lidt spændende. Manden med det umulige efternavn som de to damer før har diskuteret i podcasten, har rørt på sig igen. Alex Vanopslagh har nemlig både indrømmet, at han har prøvet det der kokain, og så har han været ude og møde den danske befolkning.
– Jeg var ude og køre forleden, og der var en kæmpe kø hele vejen fra Konges Nytorv til Magasin, og de ventede allesammen på Alex Vanopslagh – altså, som om han var Danmarks Jay Z eller Kanye, fortæller Laila Aden Hjortshøj.
Men ud over drama på den politiske scene, er der også sket ting i realityverdenen. Hele danmarks diva, Irina Olsen, lukker folk helt ind i den intime sfære med sin nye dokumentar ‘Irina I Stykker’. Den må Nikkie og Laila selvfølgelig diskutere, for hvor går grænsen mellem ærlighed og rentabel timing?
– Irina is meant to be a reality star, altså hun er 10 ud af 10! Jeg elsker sådan nogle typer som hende, du ved, oplever en krise og med det samme ringer til kamaraholdet og siger “kom og følg mig gennem det her”, udbryder Nikkie Niyibigira.
Den altoverskyggende sorg har dog ikke varet længe, for allerede i anden episode, bliver man introduceret for Irinas nye kærlighed – som dine to weekendveninder faktisk kender.
– Hvis Irina skulle være sammen med nogen nu, så ville jeg også sige go for Carl, han er sød og en rolig sjæl, siger Laila Aden Hjortshøj.
– Ja ja, han er sød, og jeg kan godt li’, at hun holder sig til musikere, tilføjer Nikkie Niyibigira.
Hvilken Carl der er tale om, kan du høre i denne uges episode, hvor et vanvittigt jubilæum, simpelthen også lige må vendes. Der er nemlig seks års siden, at den første COVID-19 lockdown ramte Danmark.
– Jeg er altså ret begejstret for, at jeg har været en del af en epidemi, det er jo noget, jeg kan fortælle mine fremtidige børn om. Jeg har været en del af verdenshistorien, fortæller Laila Aden Hjortshøj begejstret.
Inden de to damer runder af, kommer de også et smut forbi influencerland, hvor de vender sagen om Casper Drømme. For Caspers burgerdrøm er nemlig blevet til lidt af et mareridt.
– Han er jo ikke engang kok, jeg tror faktisk, han er pædagog, så hvordan man går fra dét til madanmelder? Hvis han kan være madanmelder, kan vi da også, skraldgriner Laila Aden Hjortshøj.
Der er som altid plads til både grin, skarpe holdninger og personlige historier, når Nikkie og Laila folder nogle af ugens sjoveste historier ud. Det er ærligt, underholdende og kan hjælpe på selv de ondeste tømmermænd.
