Vores gymnasietid var gennemsyret af pengespil. For os andre drenge var det spas og løjer, men min gode ven blev ludoman, og det satte ad flere omgange ikke kun vores venskab, men hele Nicolais liv på spil. Det fortæller Johann i denne klumme.
Tekst: Jóhann Thór Haahr Hansen
Hvad skal vi smide en 50’er på i aften?
Sådan lød den daglige vending i langt de fleste spisepauser, hvor os drenge fra klassen diskuterede forskellige kombinationer og opportunistiske odds.
For mit eget vedkommende havde fodbold aldrig betydet det store, men i vores drengegruppe var sportsbetting et socialt samlingspunkt, som jeg også gerne ville være en del af. Selvom vi tabte langt oftere end vi vandt. Det var dumme penge at smide væk, men beløbene var trods alt små. Det var harmløst. Men ikke for min klassekammerat og gode ven Nicolai.
Vores venskab har gennemgået noget af en rutsjebanetur, siden vi første gang mødte hinanden på Varde Gymnasium i 2012.
Efter gymnasiet havde vi to aftalt en rejse til New Zealand. Jeg holdt jul dernede med min familie, og når Nicolai efter planen stødte til, skulle vi købe en bil, plukke frugter som arbejdende backpackere og leve et helt andet liv i et halvt år.
Nytårsaften 2015 stod jeg på en campingplads 18.000 km væk hjemmefra, da Nicolai ringede til mig. Han havde ikke råd til at komme afsted. Han indrømmede, at han var ludoman og havde spillet alle pengene væk.
19-årige Jóhann var rasende, bange og mest af alt skuffet. Turen blev dog trods min uventede solotilværelse fantastisk, og Nicolai og jeg genoptog kontakten, da jeg vendte hjem med det første, men langt fra det sidste brudstykke, i vores venskab.
Knap syv år senere sidder Nicolai, min kæreste og jeg og drikker vin i en lille loftslejlighed på Langenæs. Mens jeg selv og resten af vennekredsen i mellemtiden har færdiggjort vores uddannelser og er klar til at tage hul på et nyt kapitel af livet, har Nicolais liv stået stille. Vi har set lidt til hinanden, men jeg har oftest hørt fra ham, når han manglede penge.
Nicolai har levet en nomadetilværelse på tværs af landet, droppet ud af flere uddannelser og skylder penge til højre og venstre. Over 600.000 kr. Også til mig. Store dele af min omgangskreds hjemmefra har enten et udehavende hos Nicolai eller har afvist hans anmodninger og slået hånden af ham i samme omgang. Men jeg er her stadig.
Store dele af min omgangskreds hjemmefra har enten et udehavende hos Nicolai eller har afvist hans anmodninger og slået hånden af ham i samme omgang. Men jeg er her stadig.
For-jeg-ved-ikke den tyvende gang siger jeg til ham, at han bliver nødt til at søge hjælp for at blive spilfri. I stedet har han planer om en tur til Malta, hvor han har fået tilbudt job som live-casino vært. Det er som at sætte en alkoholiker bag baren.
Selvom vores venskab aldrig gik itu, har det flere gange været tæt på. På campingpladsen nytårsaften i New Zealand er et godt bud.
Da Nicolai i sidste øjeblik aflyste sit stop på vores planlagte tour-de-chambre i Odense, fordi han havde spillet sine roomies lejlighedssindskud op, er et andet.
Eller da det spindelvæv af løgne, falske forklaringer og mine nære venners beretninger om Nicolais løgne, der muliggjorde hans ludomani, åbenbarede sig for mig.
Undervejs i Nicolais ludomaniforløb var jeg uhyre meget i tvivl om, hvordan jeg blev ved med at være den bedste ven for Nicolai. Skulle jeg blive ved med at låne ham penge, når han tydeligvis var i problemer, eller skulle jeg lade være?
En lille håndfuld gange har jeg været én besked fra at cutte kontakten til Nicolai. Store dele af Nicolais netværk har gjort det, men jeg valgte at holde fast. Jeg blevet spurgt hvorfor adskillige gange, også af Nicolai selv under de mange samtaler, vi har haft i udarbejdelsen af den podcast, vi nu har lavet.
Jeg tror, svaret må være, at jeg altid har haft et indædt ønske om at se Nicolai overvinde sine dæmoner. At se ham komme ud på den anden side med alle de karakteristika, der gør ham til en af mine bedste venner – men uden den gæld og den ændrede personlighed, som spillet påførte ham. Koste, hvad det vil.
For Nicolai er meget mere end en ludoman. Han er en loyal og uvurderlig ven, en frivillig ildsjæl som få og en fremragende efterskolelærer in spe. Det er jeg kun blevet bekræftet i over de mange timer, vi har brugt sammen foran mikrofonen.
I dag har Nicolai været spilfri i næsten halvandet år, har vendt sit liv på en tallerken og kan være gældfri om otte år. Og den forvandling gør mig så umådeligt glad, omend jeg stadig har brug for tid, før mit tillidsbånd til ham bliver det samme, som det var i gymnasiet.
Vi ønsker med podcasten at fortælle vores historie i forhåbningen om, at andre grupper af unge mænd (for det er især stadig oftest mænd), der har pengespil som et socialt omdrejningspunkt, kan føle sig inspirererede, genkende sine egne venner og måske endda spejle sig selv i den. Og måske også finde modet og de rette fora, hvor man sammen kan tale åbent om spil og de altødelæggende konsekvenser, som der i værste fald kan følge med, inden det udfolder sig.
For ludomani er ikke bare en afhængighed. Det er en folkesygdom og et enormt samfundsproblem med vidtrækkende og langvarige konsekvenser for de lidende såvel som de pårørende, som jeg frygter, bliver meget større i fremtiden, hvis ikke vi griber ind.
Ludomani er ikke bare en afhængighed. Det er en folkesygdom og et enormt samfundsproblem med vidtrækkende og langvarige konsekvenser for de lidende såvel som de pårørende
Spillemyndighedens prævalensundersøgelse om pengespil fra maj 2022 viser, at antallet af danskere med alvorlige spilleproblemer næsten er fordoblet på blot fem år til næsten 30.000 personer. Gruppen af personer med moderate spilproblemer er tredoblet i samme periode. Og ca. 2.600 børn og unge mellem 12-17 år – langt størstedelen drenge – har alvorlige pengespilsproblemer. Det er skræmmende læsning.
Jeg kan umuligt placere et endegyldigt ansvar eller en fuldkommen løsning for den bekymrende tendens, vi ser udfolde sig. Men noget må gøres. På et oplæg om ludomani på årets Folkemøde hørte jeg Skatteministeren sige, at han er meget lydhør for alle forslag. Her er mine:
Ved liberaliseringen af spilIemarkedet i 2012 rullede cirka 400 spilreklamer ud dagligt i danske medier. I dag er tallet knap 1.200. I mellemtiden er antallet af danskere med pengespilproblemer vokset i samme tempo.
Behøver bannerreklamen for et spilfirma at være den største på Nørreport? Skal vi trækkes med en anden udbyders jingle adskillige gange i timen? Kan vi se at få undersøgt tilbundsgående, om der er en årsagssammenhæng? Spørger man en spilfri ludoman – og den almindelige dansker – er svaret et rungende ja.
Ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke lavede for Jyllands-Posten i 2022, mente 77 pct. af alle danskere, at reklamer for pengespil bør forbydes. Holland gjorde det fra begyndelsen af i år. I fem andre europæiske lande er det allerede forbudt.
Flere spiludbydere fortæller selv, at der er brug for større politisk regulering. Politikerne siger det samme, men handler ikke på det. Kan vi få handling på bordet i stedet for at blive ved med at gå rundt om den varme grød?
Og så skal vi holde fast i den (glædelige!) diskursændring, der er sket i den offentlige debat om ludomani og sørge for at brede kendskabet til ludomani til den generation af børn teenagere, der er vokset op med computerspil gennemsyret af pengespilslignende mekanismer.
Hvor der er vilje, er der vej.
