Fortællingen om min søns misbrug er den vigtigste historie, jeg nogensinde har lavet

Enhver journalist ved, at noget af det værste du kan gøre, er at blive personligt involveret i fortællingen eller de medvirkende. For så mister du overblikket. Og mister du overblikket på grund af dine egne følelser, så taber du det dyrebareste du ejer som journalist. Din troværdighed.

Jeg har nu smidt hele min professionelle troværdighed på gulvet. For jeg har lavet en podcast om ludomani. Det er i sig selv ikke noget problem. Udfordringen er, at podcasten handler om min søn. Om hans misbrug og min insisteren på at prøve at forstå, hvordan det kom så langt ud.

Men det er mit valg. Så allerede nu kan jeg sige, at ord som ”objektivitet” og ”troværdighed” helt bevidst er parkeret på en mental mark langt ude i randområdet af mit professionelle liv. Og det føles godt, det føles helt rigtigt. For jeg ved, at fortællingen har en afgørende positiv betydning for min søn, mit liv og vores liv sammen. Det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har lavet.

Indtil i dag har livet som journalist været bedre end de flestes. Jeg har hentet de fornemste priser, afsløret de største skandaler, hjulpet en masse mennesker til retfærdighed og oprejsning og altid været begunstiget af held, lysten til hårdt arbejde og vanvittigt dygtige kolleger. Altid på jagt efter afsløringer og fortællinger, som kunne sparke taburetten væk under magten eller underholde hundredtusindvis af læsere, seere og lyttere.

Men jeg glemte noget undervejs. Mit mantra har ellers altid været, at jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker min familie og venner, og at de to ting sagtens kan fungere sammen. At en lønmodtager-hverdag aldrig må kaste skygger over festen, at alting hele tiden skal flytte sig, så vi aldrig stopper op. Så var det lige præcis det, jeg glemte. At stoppe op og se mig til siden.

Havde jeg gjort det for bare få år siden, så havde jeg opdaget, at min søn var ved at smadre sit liv. Ikke fra den ene dag til den anden. Men stille og roligt over en periode på seks-syv år, hvor pengene og drømmene bare forsvandt ud af hænderne på ham. Jeg vidste det godt. Jeg så det i alt fald. Og jeg kan den dag i dag sige, at jeg gjorde noget. Men det var bare slet ikke nok. For det gik jo. Godt nok med en helvedes masse op- og nedture. Men, Hey!  Det var jo livet. Vi skal flytte os, vi skal videre. Og det gør ondt en gang imellem. Men vi klarer det! Det gjorde vi bare ikke.

“Min søn forsvandt længere og længere ind i spillet. Og jeg stod og så på, mens jeg stak ham penge til smøger og lånte ham til alt det andet, som livet også koster.”

Jeg betalte mig ikke fra en dårlig samvittighed. For jeg bildte mig selv ind, at Bastian var ved at være voksen, og at voksne selv kan løse deres problemer. Og det kunne han sådan set også. Når han havde penge. Når spilledjævlen havde smilet til ham med ofte meget store gevinster, og han blev den kærligste søn og bror. Så kunne vi hurtigt glemme de mange nedture, hvor han forsvandt.

Jeg vidste altid, at når han var tavs i mere end en uge, så var han fanget ind og på røven. Det var ikke noget liv for ham. Men vi overlevede. Indtil alt forsvandt under fødderne på ham.

I efteråret 2020 sad jeg med i et møde med Danske Spil og talte mulige projekter, vi kunne lave sammen i det kommende år. De fortalte, at et af indsatsområderne var ’ansvarligt spil’. At Oddset Podcast og moderselskabet Danske Spil ville gøre en forskel. At de ville skabe indhold, som også viste de dårlige sider af spil. Men de havde svært ved at finde på en bæredygtig ide.

Så sad vi der. Og journalisten i mig sad og tænkte ”hyklere”. I tjener milliarder på spil og er med til at gøre min søn og mange andre dybt afhængige. I smadrer folks liv. Og nu vil i sminke jer selv op med den gode fortælling, fordi I vil vise mod og moral.

Men i stedet for at dræbe ideen med det samme, spurgte jeg, om de havde mod til at høre min søn og jeg tale sammen om hans afhængighed. På det tidspunkt anede jeg ikke, om Bastian overhovedet ville være med. Men jeg vidste, at jeg havde brug for at finde nogle svar.

Og nu sidder du måske og tænker, at jeg lige der solgte min egen søn og kastede ham på bålet af gode historier. Og at jeg brændte min egen troværdighed og objektivitet ned til grunden. Det må du meget gerne tænke. For det gør jeg stadig selv mere end et år senere.

Men Danske Spil sagde ja. Det ville de meget gerne høre mere om, hvis vi havde mod og lyst til at dele historien.

Kort efter mødet var jeg hjemme i Aarhus og besøge min bedste ven. Bastian var med. Det var rart at have ham tæt på mig, så føltes det som om, at det ikke stak helt af for ham den weekend. Vi gik en tur på kunstmuseet Aros. Undervejs i de lange snoede gange lykkedes det mig at få ham til at stå stille, så jeg kunne se ham i øjnene og spørge, om han og jeg skulle lave en podcast sammen. Jeg havde allerede fundet på en titel, men den turde jeg ikke afsløre den dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men han så kort på mig. Alt for kort til at tænke sig grundigt om. Og så sagde han, at det ville han da meget gerne. Jeg husker ikke, om jeg forsøgte at fortælle ham flere detaljer om projektet. Men det har jeg sandsynligvis ikke gjort. For han var skrøbelig, og jeg ville ikke skræmme ham unødigt med for meget fakta i starten. Som far ville ikke gøre ham mere bange og ked af det. Den erfaring har enhver god journalist, som har arbejdet med skrøbelig kilder. Og det var her, på et kunstmuseum i Aarhus, at alle professionelle og private linjer blev visket ud. Det skal man aldrig gøre. Men det gjorde jeg.

Vi blev overhalet af virkeligheden efter den tur til Aarhus. Jeg nåede lige at fortælle Danske Spil, at min søn havde sagt ja. Nu kunne vi begynde at planlægge, hvad der skulle ske, og hvad vi ville have med i optagelserne. Og så faldt Bastians liv fra hinanden. I november, efter endnu af de truende tavse uger fra min søn, skete det. Han mistede den sidste flig af overblik og overgav sig. Overgav sig til sandheden. En torsdag aften havde han spillet hele sin netop udbetalte løn op. Og han kunne ikke længere betale af på den massive gæld, som han stille og roligt og i al hemmelighed havde bygget op med tre kviklån. Et uoverstigeligt bjerg på over 100.000 kroner. Nu fortalte han alt, hele sandheden. Han var ludoman. Han var misbruger. Han havde brug for hjælp.

Og han tog imod al den hjælp, han kunne få. Og så gik vi i studiet og begyndte at tale sammen. Det er der kommet en podcast ud af. Den hedder ’Min Søn Har En Djævel’. Jeg fortalte ham om titlen efter nogle timers optagelser. Han så længe på mig uden at sige noget. Så sagde han, at det måske lige var hårdt nok. Så så han længe på mig igen og sagde: ”Ok…”

Hvis du har lyst til at kalde mig, min søn eller hele projektet for uansvarligt, så er det ok med mig. Og det gælder, uanset om du lytter eller ej.

Men det gør mig ikke noget. Jeg har fået min søn tilbage. Og han tør drømme, igen.