Økonomerne vil have de unge hurtigere igennem systemet, så de hurtigere kan bidrage til samfundet og skattesystemet. Men Heartbeats’ chefredaktør Emil Norsker, og en masse andre skæve, forsømte og forvirrede børn fra 90’erne, fandt først fodfæste i fjumreårene. Derfor tog han tilbage til sin efterskole, der i dag er smadret til ukendelighed, for at finde ud af, hvad de retningsløse dage gav hans generation.
Tekst og foto: Emil Norsker
Alt er smadret. Vi drejer nøglen rundt, men det kræver stadig, at man lægger alt vægt bag for at komme ind ad hoveddøren og ind til det, der var spisesalen, hvor over 100 unge indtog alle måltider.
I dag ligner det noget fra en tv-serie, hvor zombier har spist, festet og skredet igen. Der er graffiti på alle åbne flader, flere steder er loftet faldet ned, og hvis vinduerne ikke er barrikaderet med brædder, er glasset smadret.
Jeg er taget ud til det, der engang var Tidens Efterskole. Placeret idyllisk ned mod Sjælsø ved Hørsholm med flere store bygninger og enkelte villaer, der blandt andet fungerede som lærerværelse. Alene den fjernest liggende villa med direkte udsigt over søen hvilende op mod skoven, er indbegrebet af liebhaveri. Men nu er det hele forladt og har været det i mange år.
Engang var det en gammel herregård, indtil Sømandsforbundet overtog det for at drive en kommunistisk høj- og efterskole. De fik ovenikøbet opført en flere meter høj Lenin-statue, der med sit barske blik kiggede ud over alle nye elever, der kom slæbende med deres habengut op ad alléen med marker til begge sider.
Jeg har mange gange undret mig over, at der ikke er nogle, der kan bruge de mange bygninger, der ligger tæt ved skov, sø og København. På nettet kan jeg se, at et ejendomsselskab har store planer med stedet, og da jeg ringer til dem, svarer de, at de gerne vil vise mig det. Jeg kører derop en regnvejrsdag. Her møder jeg Henrik H. Jespersen, der er projektchef i ejendomsselskabet Kongeegen, der har købt alle bygningerne.
Han er faktisk selv flyttet ind i, hvad der dengang var det gamle lærerværelse, og det er i dag den eneste bygning, der er sat i stand. Et af formålene med, at han er flyttet ind, har også været at forhindre den kriminalitet og hærværk, der er opstået på det tomme område i bygningerne.
”Der er virkelig smadret over det hele. Der har været ulovlige fester, folk, der har leget krig med splatterpistoler, og der har været narkohandel. Jeg ved det, for jeg har selv fanget nogle stykker herude. Men siden min familie og jeg er flyttet herud, er det faldet kraftigt,” fortæller Henrik H. Jespersen, mens han viser mig min gamle værelsesgang, hvor der er knust glas på gulvet. Toilettet er totalt smadret, og det er lidt svært at forestille sig, at den øvre middelklasse en dag skal flytte ind.
Der er virkelig smadret over det hele. Der har været ulovlige fester, folk, der har leget krig med splatterpistoler, og der har været narkohandel
Jeg er kommet for at finde ud af, hvordan den dengang flotte skole med den placering har fået lov til at gå i fordærv. Det er et indblik i min fortid, som bogstaveligt er smuldret foran øjnene for mig.
Og måske er hele fænomenet med at gå på efterskole og det at fjumre rundt, inden vi bliver skubbet ud på arbejdsmarkedet som nyttige skatteydere, også ved at glide ud.
For nylig var Reformkommisionen ude og foreslå, at 10. klasse helt bliver strøget, og at efterskolerne bliver lavet markant om. De siger godt nok, at det ikke er for at presse flere igennem hurtigere. I stedet skal 8. og 9. klasserne have bedre mulighed for at komme på efterskole, mens det bliver markant dyrere for 10. klasserne. Men signalerne under alt, hvad diverse regeringer og økonomer har lavet af refomer de seneste år, siger kun én ting til de unge: Arbejd, arbejd, arbejd.
Jo hurtigere, I kan stoppe med at fjumre rundt (og være unge), jo hurtigere kan I bidrage til velfærdssamfundet.
Turen til den gamle efterskole startede som en tur for at stille min egen nysgerrighed efter dette forladte sted, men turen derop og dagene efter har fået mig til at tænke over, hvad den tid gav os. For vi var, for en stor del af os, en forsamling af fuck-ups. Vi brød reglerne, røg masser af hash og spildte generelt tiden i en grad, at det ville give Excel-folket næseblod og få dem til at vride de kolde hænder.
Giv mig lov at forklare, hvorfor det alligevel måske kunne – og kan – bruges til noget. Kom med på en lille tur ned ad den smadrede hukommelsens allé ved Tidens Efterskole.
Jeg kom ind på skolen i sommeren 1992. Danmark havde vundet EM i fodbold, vi havde stemt nej til EU’s Maastricht-aftale, og der var en generel optimisme mange steder i samfundet. Den gruppe unge, jeg tilhørte, gik dog langt fra lalleglade rundt. I min vennekreds hørte man hård rock (Faith No More, Metallica) eller hård hiphop. Især sidstnævnte stormede frem og havde en gylden kreativ periode med navne som Public Enemy, Geto Boys og N.W.A.
Vi var også, som rapperne, børn uden faste rollemodeller, som de første store skilsmisse-generationer, der kom ud af boomernes opgør med kernefamilien
Selvom vi var hvide og meget langt fra Compton, identificerede vi os fuldt ud med gadelivet.
I stedet for South Central i Los Angeles hang vi ud på Strøget, Scala og Rådhuspladsen. Vi købte over-size tøj i genbrugsforretninger, og vi kom ofte i klammerier med andre teenagegrupperinger. Dengang var det ikke helt så organiseret, men man kunne se konturerne til det, der senere skulle blive fuldblods gadebander. Vi var også, som rapperne, børn uden faste rollemodeller, som de første store skilsmisse-generationer, der kom ud af boomernes opgør med kernefamilien. Vores enlige mødre gjorde det så godt, de kunne, men de vidste sjældent, hvor vi var, og slet ikke, hvad vi lavede.
Til en fest ved Sølvgade opstod der et klammeri. Vist over en pige. Og tre af mine venner og jeg blandede os i et slagsmål. Det endte med, at vi alle røg i gulvet, og efter et par spark i hovedet, mens jeg lå ned, voksede min næse til dobbeltstørrelse.
De to ansvarlige kom fra en gruppe, der blev kaldt Bellmannsgade-banden, der udsprang af det almene boligbyggeri, der ligger på gaden af samme navn på Ydre Østerbro. Politiet fangede dem, vi vidnede i retten, og en af dem kom 30 dage i fængsel.
Senere mødte jeg dem på Charlottenlund Strand. De kom kørende op på siden af os i sort sportsvogn og sagde, at jeg skulle gå til politiet og få ændret den dom. Jeg sagde nej. Ikke af heltemod, men fordi jeg ikke troede, det var teknisk muligt.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg det til min mor. Egentlig var jeg ikke selv så bekymret, for på det tidspunkt kendte jeg rødderne fra Lundtoftegade, og de var mere bad ass end Bellmannsgade, men min mor gik i spåner. Hun ville have mig væk fra København. Og derfor kom jeg på efterskole.
På Tidens Efterskole var der plads, og da vi så skolen an, syntes jeg, at det var sejt med den Lenin-statue.
Hvis målet var at få mig væk fra det dårlige selskab, lykkedes det ikke helt. Fra første dag fandt jeg en gruppe af ”hårde” drenge og piger. Vi kom fra vidt forskellige dele af landet, men vi havde noget til fælles. Vi havde alle en grund til at være der, som ikke indebar en særlig lyst til idræt, drama eller sport. Minimum 20 procent af alle eleverne var henvist fra kommunen, som ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op med os.
Vi var en broget flok. Og der gik ikke mange dage, før vi begyndte at ryge hash. Når jeg ser på min datters efterskole i dag, har de flere udlandsture, et pakket program med aktiviteter og en temmelig stram disciplin i det hele taget. Vi fik mere lov til at flyde. Som det havde gjort derhjemme.
Vi var forholdsvis kreative i forsøget på at skaffe euforiserende stoffer og til at skjule det. Bag en stor opslagstavle havde vi fx savet et hul i væggen, så der var plads til vores bon, og den kunne vi behændigt tage ned og op uden at vække mistanke.
Men vi lavede ikke kun ballade. Vi fik tætte venskaber på ingen tid, som var så svære og langsommelige at skabe ude i den virkelige verden. Vi tog madrasser ud på gulvet, lå sammenklumpet alle sammen og hørte Pink Floyd for fulde drøn, som unge har gjort det siden 70’erne.
Det var muligt her at smide de roller, man var blevet tildelt eller selv havde skabt i hjembyen. Mange fik det første kys og knald her, og det var ikke så sjældent, at man sagde til sin ven eller kæreste, at det var for evigt. Og troede på det.
Selvfølgelig endte det med, at de fleste af os blev smidt ud. Også mig. I det hele taget gik det ikke godt for Tidens Efterskole i de følgende år. Sømandsforbundet ville ikke længere putte penge i skolen, og få år efter min årgang måtte skole dreje nøglen om. Tvind overtog og kørte efterskolen videre, indtil de måtte opgive i 2011. Og siden har skolen stået tom.
I skolens storhedstid kom ambassadører fra Kina og Rusland og besøgte Lenin-statuen ved hans fødselsdag. Men da skolen blev lukket, blev også statuen pillet ned og sat op i forgården på Arbejdermuseet til blandt andet Berlingske Tidendens store forargelse, der kørte kampagne mod det. Noget, som avisens skribent Bent Blüdnikow siden har fortrudt, nu når han kan se en større global bevægelse mod fortidens statuer.
Man gør vold mod de unge. Man tvinger dem til at gå hurtigt i gang med deres uddannelse, og det er mange af dem ikke klar til
Det ejendomsselskab, som Henrik H. Jespersen arbejder for, købte hele området med de otte bygninger, der har i alt 5.000 m2 placeret på 45 hektar naturgrund, for lidt mere end 17 millioner kroner. De vil ikke rive de eksisterende bygninger ned. I stedet skal de renoveres og ombygges til 41 ejerboliger med store fællesområder med blandt andet en fodboldbane og en stor græsplæne, hvor swimmingpoolen nu er groet til.
Forskellige tovtrækkerier med myndighederne har resulteret i forsinkelser, men Henrik H. Jespersen håber, at de kan komme i gang i år.
”Folk kommer til at bo tæt sammen og på en ny måde. I det hus jeg bor i, er der fx gjort plads til to familier. Men det er vi sikre på, at rigtig mange vil, og det ligger jo i virkelig flotte omgivelser.”
Da jeg kommer hjem, ringer jeg til min gamle lærer Geert Hansen, der var ansat 10 år på Tidens Efterskole og var med næsten fra start. Efter skolen lukkede, tog han til Glamsdalens idrætsefterskole, indtil han for nylig blev pensioneret.
Vi taler lidt om dengang, og hvordan det egentlig var at være lærer på efterskolen.
Vi taler også om de nye generationer og om skiftende regeringers konstante ønske om, at de unge skal hurtigere gennem systemet. Fra folkeskolen til gymnasiet, universitetet og ud på arbejdsmarkedet. Ingen tid til efterskoler, højskoler, sprogrejser, rygsækturisme, fjumreår og fejltrin. Optimering. Effektivisering.
”Man gør vold mod de unge. Man tvinger dem til at gå hurtigt i gang med deres uddannelse, og det er mange af dem ikke klar til. Det er godt for dem at få et år, der bygger dem op, så de er klar til at klare de mange udfordringer, der kommer,” mener Geert Hansen.
Faktisk er det ikke kun de unge, som måske ville have godt af et fjumreår. Zetland lavede for nogle år siden et interview med præsten Poul Joachim Stender, der mener, at alle bør tage et fjumreår, når de fylder 55 år. Det sagde han i forbindelse med, at man på det tidspunkt satte pensionsalderen op. For de gamle skal også arbejde mere.
Poul Joachim Stender mener, at der løber en åre i vores samfund, som fortæller os, at vores tid på jorden først og fremmest skal være noget værd. Nutidens travlhed er en flugt, ja sågar et narkotikum, og et fjumreår vil bringe os nærmere noget essentielt.
Han siger videre i artiklen, at vi er bange for at give slip på vores karrierer, fordi vi er bange for, at vi vil blive udskiftet.
“Egentlig er det jo en øvelse i også at give slip på livet. Folk, der ikke har levet, er bange for at dø, de klynger sig til livet, fordi de skal nå en hel masse, når det er ved at være slut. Folk, der har levet, de har nemmere ved at give slip. Og hvordan lever man livet? Ved at stoppe op.”
Tilbage til min egen tid på efterskolen og det år, der ikke blev mit eneste fjumreår. I 90’erne måtte man gerne dingle lidt mere rundt, og jeg var både på højskole, og jeg lavede lokalradio i mange år på bistandshjælp.
Det er ikke, fordi jeg eller mine kammerater er lysende eksempler på værdien i fjumreår. For der var flere af os, der røg ned mellem sprækkerne af samfundets gulvbrædder. Nogle blev narkomaner, hjemløse, og nogle døde. Men der var også andre, der klarede sig.
Min kæreste dengang blev selv senere misbrugskonsulent og hjalp unge, indtil hun stoppede med det, og nu har hun en butik på Nørrebro. Min værelseskammerat blev berømt jazzbassist, og min bedste ven blev kok.
Men pointen er ikke, at de fleste af os blev lovlydige borgere, der kom til at bidrage til skattevæsenet, for dette er ikke en jagt på en ny bundlinje. Hverken de, eller den tid, var spildt.
Hver og en, og sammen, vil de blive husket. Og det har også en værdi.
