– Hvad er en helt for dig, Lauge?
– Jamen, det er jo en, der kommer og redder det hele i sidste ende!
Men sådan er græske Odysseus slet ikke, afslører kulturhistoriker og selverklæret ‘historisk skralder’ Sophus Helle overfor sin medvært, journalist Lauge Hendriksen i første afsnit af ‘Mythos’: en helt ny podcast, der både dykker ned i de historier, vi aldrig har hørt, og dem, vi kender. Eller rettere: dem vi tror, vi kender. En podcast, der er et samarbejde mellem Heartbeats og Saga Egmont, støttet af Carlsbergfondet.
– Mange af de store myter er nemlig slet ikke, som vi husker dem, fortæller Sophus Helle.
Med det er der lagt i kakkelovnen til et åbningsafsnit, hvor overraskelserne står i kø. Vi skal med værterne på en rejse flere tusind år tilbage i tiden til myten om Odysseus og sirenernes sang. Ganske rigtigt viser det sig, at historien ikke er helt, som Lauge Hendriksen husker — eller som populærkulturen siden har fremstillet den.
For hvad er det egentlig, sirenerne forsøger at lokke Odysseus med? Og hvornår blev de lige til de havfruer, vi kender fra ‘Pirates of the Caribbean’? Sophus Helle har sin egen teori, hvor både fugl, fisk og fortidige forbindelser til England spiller en rolle.

Og som afsnittet skrider frem, bliver én ting klart: Den verdenskendte myte er langt mere kompleks, end vi går og tror. Der bliver talt triumf, tillid og traume — og hvad angår dagens hovedperson, Odysseus, kan vi næsten høre Lauge Henriksens kæbe ramme gulvet, mens heltebilledet langsomt krakelerer.
– Datidens mellemledere havde heller ikke rent mel i posen, fnyser han, og værterne drager paralleller til moderne mediestrategi og spinddoktorer, mens Odysseus’ løgne toner frem mellem linjerne.
– Odysseus er verdens største show-off, siger Sophus Helle. Den græske helt er besat af sit eget ry — så meget, at han risikerer livet for at høre, hvordan hans egen historie bliver genfortalt.
Og netop derfor begynder ‘Mythos’ her, forklarer Sophus Helle: ved fortællingen, der handler om faren ved fortællinger i sig selv. Ægte meta-mode, som Lauge Hendriksen kalder det.
Og ved episodens afslutning er det ikke kun Odysseus, der er blevet afsløret. Det er også vores egen trang til at ignorere alle advarsler og tro på de historier, vi helst vil høre. Hvis første afsnit er en advarsel, er det kun begyndelsen. Så spids ører og hold fast — hvem ved hvilke overraskelser, der venter næste gang?
Podcasten er tilgængelig på Heartbeats.dk og alle podcastplatforme. Den er støttet af Carlsbergfondet.
Værter: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Tilrettelæggelse: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Klip og lyddesign: Lauge Hendriksen
Musik: Frej Levin
I rollen som Odysseus: Lars Mikkelsen
I rollerne som Kirke og sirenerne: Anne Blomsgård
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
