Du har sikkert hørt skrønen om, at Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland i 1219. Den med det røde flag med et hvidt kors, der dalede ned midt under et slag og vendte nederlag til sejr og sidenhen blev Danmarks nationalflag.
Men var det egentlig sådan, at Dannebrog kom til verden?
Næppe – og dog. For som kulturhistoriker Sophus Helle og journalist Lauge Hendriksen udtaler i tredje afsnit af ‘Mythos’, så ved vi “overraskende meget” om det, der skete dengang Dannebrog angiveligt faldt ned fra himlen. Og det er netop begivenhederne lige op til slaget i Estland og efterfølgende, vi skal blive klogere på i tredje afsnit.
For det er da en besynderlig historie: At den mest danske af alle myter ikke foregår i Danmark, men i det nuværende Estland, hvor kong Valdemar Sejr og den danske magtelite i 1219 drog på korstog mod de hedenske estere.
– Det underlige er jo ikke, at Dannebrog faldt ned fra himlen, bemærker Lauge Hendriksen.
– Det underlige er, at det skete i Estland.
Afsnittet begynder med den version af fortællingen, de fleste af os kender, men hurtigt melder tvivlen sig. For når Sophus Helle graver i kilderne, viser det sig, at der findes en øjenvidneberetning fra slaget ved Lyndanisse, skrevet af en præst, der var til stede. Og her er der ingen mirakuløse flag, der daler ned fra himlen på filmisk vis.
– Hvis der var et korsformet flag, der var kommet dalende ned fra himlen, midt i et slag mellem kristne og hedenske soldater, så ville den her præst helt sikkert have haft en bemærkning om det med i sin historie, understreger han.
Vi ved dog med sikkerhed, at det famøse slag med al sandsynlighed var meget brutalt, og at den danske hær var faretruende tæt på at blive totaludslettet, både militært såvel som af den bidende kulde, der herskede omkring Baltikum. Det var så koldt, at flere soldater mistede lemmer og oplevede, at hud faldt af. Flere døde også.
At det virker lettere usandsynligt, at et flot, rødt flag skulle være dalet ned fra himlen understøttes af, at der åbenbart findes en hel genre af krigsmyter, hvor konger får himmelske tegn i kampens hede.
– Vi har bare lavet en dansk adoption af en blockbuster-banger, som er kommet et andet sted fra, siger Lauge Hendriksen.
Helt hen i vejret er det dog ikke. Den dag i dag kan man stadig se klare fodspor fra danskernes tilstedeværelse i Estland. Der er en trods alt en grund til, at Tallins våbenskjold ligner Dannebrog en hel del, forklarer værterne.
Lyt til tredje afsnit af ‘Mythos’ og bliv klogere på myten om Dannebrogs fødsel, og hvorfor vi vedbliver at holde liv i den sejlivede skrøne i dag.
Værter: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Tilrettelæggelse: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Klip og lyddesign: Lauge Hendriksen
Musik: Frej Levin
I rollen som Arrild Hvidtfeldt: Henrik Hartvig Jørgensen
I rollen som Henrik af Livonien: Troels Thorsen
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
Podcasten er støttet af Carlsbergfonden.
