Ytringsfrihed gælder ikke i ligestillingsdebatten
Radio & podcast
menu-close

Iben Maria Zeuthen: Ytringsfrihed gælder ikke i ligestillingsdebatten

19. maj 2015 |

Mette Høeg må ikke kritisere kvindelige forfattere i flok, men alle andre må gerne kritisere muslimer og islam. Så måske er der alligevel grænser for ytringsfriheden?

Radiovært og journalist.

Alle ved, at vi i Danmark har været svært optagede af den ubegrænsede frihed til at ytre os, når vi vil, og om præcis hvad vi vil. Især når det kommer til spørgsmål om religion, og endnu mere, hvis religionen tilfældigvis skulle vise sig at være Islam.

Kritik af Islam bliver, nærmest uanset hvordan den bliver imødegået, forsvaret gennem argumentationer, der i sidste ende altid omhandler ytringsfrihed. Ytringsfriheden er et stop-ord, et bagtæppe der falder, når filmen er slut, et punktum. Når ytringsfrihedskortet smides på bordet, er det svært at fortsætte diskussionen om en eventuel kritik, for så går man jo nærmest ind for censur. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes, og hvis man først har besluttet sig for at have ytringsfrihed, så skal den være uindskrænket. Ellers giver den ingen mening.

Sådan er ’reglerne’ i Danmark. Men der er noget, der har undret mig den seneste tid, og det er manglen på ytringsfrihed, når det kommer til at kritisere eller stille spørgsmålstegn ved dele af ligestillingsdebatten, eller blande sig frit i køns- og feministiske spørgsmål.

Hvis Muhammed var en kvinde….

I sidste uge i Weekendavisen skrev Mette Høeg, der er ph.d. studerende ved Københavns Universitet, en kritik af moderne dansk litteratur, skrevet af kvinder. Hun delte den pågældende litteratur op i to tendenser: den navlebeskuende indadvendte ungpige-litteratur og den vredt insisterende udadvendte litteratur, som man bare får hovedpine af.

Man kan være enig eller uenig i kritikken. Men det der efterfølgende har været helt vildt at følge, er hvor mange ellers oplyste og reflekterede mennesker, der nu mener, at artiklen aldrig skulle have været trykt i avisen, at skribenten er sexistisk, at artiklen er for dum til at fortjene at blive læst, og at den er skadelig for Weekendavisens omdømme, såvel som for læserens intellekt.

Der har endda været tråde på Facebook, fulgt og kommenteret af litteraturanmeldere og forfattere, der opfordrer Weekendavisens redaktør til at stoppe fremtidige publiceringer af lignende kritik. Så i dette tilfælde må man altså gerne opfordre til en begrænsning af ytringsfriheden.

Hvorfor må Mette Høegs indspark som noget af det eneste i dagens debat offentligt ønskes upubliceret? Når ytringsfriheden ellers altid står som noget af det eneste, vi alle kan blive enige om at værne om? Jeg formoder, at det har noget at gøre med, at Mette Høeg tillader sig at udtale sig kritisk om kvinder i flok. Kvinder i flok må man nemlig ikke kritisere, ja man må knap nævne, at de er i flok. For så er det sexisme, eftersom disse kvinder har så meget andet tilfælles end deres kvindelighed og ikke skal kategoriseres ud fra et spørgsmål om køn. Muslimer og Islam, derimod…

Man må gerne kritisere Muhammed, men ikke kritisere damer.

Må Mette sige, hvad hun tænker?

Jeg synes, at Mette Høegs kritik er unuanceret og dybt personlig og dermed ikke særlig faglig, men hvilke anmeldelser er egentlig det? At kritisere hendes artikel ud fra en mangel på faglighed virker på mig en smule til grin, for man kan da ikke i ramme alvor hævde, at litteraturanmeldelser er neutrale. Men ja, Mette er bestemt meget farverig i sin anmeldelse, og gør, med et skønt udtryk, ”regning uden vært”, når hun skriver, at litteraturen ”lider under vægten af kvinder”.

Her sigter hun efter Forfatterskolen, som hun mener favoriserer kvinder, når de optager nye elever. For det første ved Mette Høeg jo ikke, hvilke kriterier der optages efter, og hvem der ansøger. For det andet har litteraturen vel altid lidt under et eller andet. Censur, mandsdominans, sindssyge, forfatterens dårlige økonomi eller forlagenes afslag. Alligevel er den udkommet, på trods. Som mælkebøtter der skyder op af asfalt. Og det er god litteraturs DNA: Den kan ikke lade være.

Høeg skriver desuden, at de kvindelige forfattere skriver om deres ”trivielle barndomsminder”. Selv HVIS det skulle være tilfældet, så er trivialitet vel en vigtig del af litteraturen, idet den bidrager med genkendelighed, så vi kan spejle os i værkerne?

Til gengæld er Mette Høeg modig. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der er mere politisk ukorrekt end at kritisere kvinder og gøre os til ofre for fordomsfuldhed. Og jeg kan ikke lade være at mærke et forfriskende pust efter at have læst hendes artikel. Men det er de færreste enige i. Og det er her, at jeg synes, at de kunstnere, der ellers har travlt med at værne om ytringsfriheden, forekommer en smule hykleriske.

For må denne Mette Høeg ikke mene, hvad hun vil om nutidig dansk litteratur? Må avisen ikke trykke præcis den type artikler, som avisen mener er væsentlige, eller som avisen mener sparker gang i en vigtig debat? Og hvordan ville diskussionen på de sociale medier tage sig ud, hvis man erstattede kritikken af moderne kvindelitteratur med en kritik af Islam? Ville alle pingerne så flokkes om at udbede sig tavshed indenfor lignende felter de kommende år?

Jeg ved det ikke. Men mit gæt er nej.

Kvindefjendsk

Endnu mere hyklerisk er det først at kritisere Mette Høegs artikel for at være usaglig og fordummende, for dernæst at gå ind på artiklens præmisser og forsvare de angrebne punkter med samme retorik. Mette beskyldes også for at være kvindefjendsk, hvorefter hun, af andre kvinder, pilles ned til sokkeholderne. Mette beskyldes for at påpege uvedkommende punkter, som f.eks. kvindernes dominans i litteraturen, hvorefter man begynder at diskutere, om ikke det egentlig er fair nok, at kvinderne, efter århundreder med mandedominans, får lov at dominere lidt. Det er en af de ting der typisk præger ligestillingsdebatten: først skabes der røre over, at der i dette eller hint fokuseres på køn og kvinder som gruppering, dernæst diskuterer man, om ikke at kvinder som gruppe egentlig har ret til at fremstå/gøre/performe på en given måde. Hvis man kræver at få fjernet fokus fra køn for at føle sig ligestillet, er man nødt til at følge trop i sin egen argumentation.

Alt for mange emner forvandles til ligestillingsspørgsmål

Jeg mener, at alt for mange spørgsmål tages til gidsel i ligestillingsdebatten. Jeg er ikke erklæret feminist, men absolut heller ikke erklæret ikke-feminist. Jeg forsøger at tage stilling til de spørgsmål der opstår, når de opstår, og jeg øver mig i at gebærde mig ud fra en ikke-principiel tilgang. Jeg mener, at ligestillingsdebatten ville have virkelig godt af at blive sluppet fri.

Hver enkel problemstilling bør behandles som særskilte lovforslag eller debatemner. Diskussion om øremærket barsel ville få en sundere kulør, hvis vi talte om det som et spørgsmål om barnets ret til begge forældre (og undlod fokus på køn og på den skæve fordeling som husarbejdet gennem tiden har været underlagt). Debatter om sexisme vil få en mere relevant udgang, hvis vi i stedet for mandens overgreb på kvinden, fokuserede på det enkelte individs ret til altid at bestemme over sin egen krop.

Ligestillingsdebatten bliver lynhurtigt et slagsmål mellem to køn, og hvis ikke man interesserer sig for kønsspørgsmål, forlader man debatten om end den vedrører én. Og det er synd – for til sidst er det de samme få indviede, der diskuterer ting der vedrører os alle. Sådan er det med ligestillingsdebatten, og sådan er det egentlig også med litteraturkritikken, så der er dobbelt op på indspisthed i kritikken af Mette Høegs artikel.

Jeg er angst for at ytre mig

Jeg er optaget af de problemer der opstår rundt om os, men mindre optaget af, om de nødvendigvis tilhører debatten om ligestilling, og jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor så mange samfundsrelevante spørgsmål skal underrubriceres som tilhørende ligestilling. Jeg tror ikke, det gavner ligestillingen i Danmark, måske endda tværtimod.

Nå. Men sagen er, at det tør jeg egentlig ikke sige. Jeg tør nærmest ikke ytre mig, når det handler om kønsspørgsmål, HVIS jeg en sjælden gang imellem bliver træt af ligestillingsdebatten. Eller hvis jeg er uenig i et synspunkt, der lægger retten på kvindernes side. Hvis jeg for eksempel (skriver jeg med rystende hænder) skulle tænkes at være imod kvindekvotiering. Hvis jeg mener, at retorikken omkring det, der bliver set som systematisk uligestilling, bliver for skinger. Eller hvis jeg synes, at kønsdebatten er spaltet i alt for mange kritikpunkter, som kan mudre fokus og retmæssig bekymring for kønnenes ligestilling. Eller hvis jeg som nævnt tidligere, en sjælden gang imellem synes, at ellers vigtige spørgsmål umotiveret havner i kønsspørgsmålskassen. Så tør jeg ikke sige det. For ytringsfrihed gælder åbenbart ikke, når det kommer til kritik af feministiske dagsordner. Så uindskrænket er vores ytringsfrihed nemlig alligevel ikke. Og skulle jeg et kort øjeblik føle mig fristet til i et letsindsigt øjeblik at benytte min lovpriste ytringsfrihed til at udtale mig spontant om for eksempel den type feminisme, som min generation er vokset op med, ja så kan jeg jo bare følge receptionen af Mette Høegs artikel. Eller hvad med dengang stakkels Camilla på 23 kom til at sige, at feminister fik hende til at skamme sig? Eller dengang Christiane Schaumburg-Müller formastede sig til at skrive en lettere ubehjælpsom blog om feminisme? Offentlig lynchning. Latterliggørelse.

Ytringslyst

At Mette Høegs artikel efter nogens mening burde være bremset, er jo på kant med ideen om ytringsfrihed. Men det giver ikke mening kun at tale om retten til at ytre sig. Vi er nødt til også at tale om lysten til at ytre sig. For teknisk set, ja, så har jeg ytringsfrihed, også når det kommer til kønsspørgsmål. Men hvad er ytringsfrihed egentlig? Hvor hård en straf skal det indebære at bryde den, før man vil sige, at ens ytringsfrihed er knægtet? Hvis man offentligt bliver hængt til tørre for sine udmeldinger, er det så ikke også en form for konsekvens af at have benyttet sig af sin ytringsfrihed? Vi mener, at selve demokratiet trues, hvis vi mister vores ytringsfrihed. Jeg er bekymret for, at den her type debatter ødelægger noget ligeså vigtigt. Og det er vores ytringslyst.

Ytringsfrihed- også når det kommer til spørgsmål om ligestilling

Sidst men ikke mindst, en simpel opfordring; lad hovne, fordomsfulde, sexistiske udtalelser falde og argumentér imod i en saglig rolig tone. Lad Mette skrive sin artikel, og skriv et brev eller et modsvar tilbage. Et svar der forklarer alle, hvorfor ny dansk litteratur skrevet af kvinder ikke kan rubriceres, som Mette Høeg gjorde det.

Lad idealet om ytringsfrihed gælde, også når det kommer til kønsdebatten.

Iben Maria Zeuthen

Radiovært og journalist.