Historierne om vores forfædres fuldstændigt sindssyge kampgejst har altid pumpet os danskere med styrke. Uha, det var tider dengang, vi var usårlige vilddyr, der kunne besejre vores fjender uden en trevl på kroppen og uden at mærke smerte. Mhmm ja, dengang vikingerne gik bersærkergang (bar særk = nøgen). Og vandt. Altid.
Vikingernes krigstogter har altid været omgærdet af mystik, men det har været en udbredt antagelse, at bersærkergang skyldtes indtagelsen af giftige fluesvampe.
Nu peger ny forskning på en anden forklaring, nemlig at den danske bulmeurt skulle være årsagen til vikingernes sagnomspundne voldstrancer. Det skriver tech-sitet Ars Technica.
Det er den slovenske etnobotaniker Karsten Fatur, der står bag forskningen og denne videnskablige artikel, hvor han fremsætter en række argumenter for, at urten med det latinske navn hyuscyamus niger med stor sandsynlighed er årsagen til bersærkergang.
Blandt andet fordi bulmeurten er langt mere almindelig – og historisk også har været det – i Danmarks skove end den rød/hvide fluesvamp. Men også fordi teorien om fluesvampen har manglet et naturvidenskabligt belæg for den aggressive og rasende adfærd, der er kendtegnende for bersærkergangen.
Men den 25-80 cm høje og giftige bulmeurt kan udover en lang række ubehageligheder som hukommelsestab og hovedpine faktisk føre til vrede og aggression.
“Denne vredeeffekt kan variere fra angstlignende adfærd til totalt raseri og stridslyst afhængigt af doseringen og individets mentale tilstand”, skriver Karsten Fatur.
Derudover er der ved bulmeurten og fluesvampen en række fællesnævnere som f.eks. øget fysisk styrke, bevidsthedsændringer og kropsspasmer – og fremfor alt en meget rød farve i ansigtet.
Det gamle hønsetrick
Ifølge Karsten Fatur virker bulmeurten også smertestillende, samtidig med at den kan sænke blodtrykket markant. Dermed finder han en mulig forklaring på, at bersærkerne efter sigende ikke mistede blod, når de (sikkert sjældent) blev nedhugget og skadet af sværd og økser.
Bulmeurtens engelske navn ‘henbane’ henviser til et gammelt hønsetyvstrick (direkte oversat har vi at gøre med ‘hønseplage’). Historisk set skulle hønsetyve nemlig have draget nytte af, at urtens røg havde en bedøvende effekt, og derfor hurtigt kunne sætte en hønsegård ud af spil.
Også arabiske hospitaler skulle efter sigende have benyttet bulmeurten som bedøvelsesmiddel.
Der er imidlertid stadig ikke noget i den nye forskning, der forklarer, hvorfor bersærkerne skulle have bidt i deres skjolde, eller hvordan deres tænder egentlig kunne rasle højt. Derfor påpeger Karsten Fatur også, at meget af dette er spekulativt, fordi der simpelthen ikke er tilstrækkelige arkæologiske og historiske beviser til at bekræfte eller afkræfte hans tese.
