Vil du være på forkant med seriesnakken i 2019? Her er din binge-guide til juleferien
Radio & podcast
menu-close

Fjernsyn for dig: Vil du være på forkant med seriesnakken i 2019? Her er din binge-guide til juleferien

26. december 2018 |

Juleferie er lig med tv-tid, så brug den fornuftigt! 2019 byder nemlig på vældig mange nye sæsoner af bingeværdige-serier, som du muligvis har hørt din omgangskreds sludre om, men måske ikke lige har fået set. I juledagene har du chancen for at indhente noget af det forsømte.

Journalist og radio-dokumentarist. Redaktør og medstifter af Magasinet TOFU. Har desuden en journalistisk mission om at få danskerne til at opdage det kreative Østasien. Kontakt: cecilie@heartbeats.dk

Foto fra ‘Black Mirror’ hvor teknologi er det faste omdrejningspunkt, hvilket næsten altid tager gevaldigt overhånd.

Juledagene er den eneste tid på året, hvor du med uafbrudt god samvittighed kan sidde i nattøj, slåbrok og uldsokker i en blød sofa og se tv dagen lang – helst flere dage i træk! Men hvad skal man se? ‘Love Actually’ er hyggelig, ja, men den har et forældet syn på kvinder – kun de uldne rullekraver og tweetjakker holder stadig. ‘Home Alone’ er fed, men man kender allerede alle Kevins tricks og får lige ondt i kroppen, hver gang de stakkels indbrudstyve glider på glatis eller får noget tungt smidt i kraniet. ‘Nøddebro Præstegård’, så blev det jul! Men det er keeedeligt.

Fik du ikke set alle de kolossalt mange nye tv-serier fra det forgangne år, og vil du gerne være lidt på forkant med 2019, så har vi lavet den ultimative jule-binge-liste her. Det bliver et år med farvel og finalesæsoner som den længeventede ‘Game of Thrones’ og et endeligt farvel til ‘Orange is the new Black’. First-world-problems-seriegenren byder på helt nye sæsoner af ‘Better Things’, ‘SMILF’ og ‘High Maintenance’, og så er der seriemorder-nyt med den hypede ‘Mindhunter’ og et helt nyt spændende cast i ‘True Detective’.

MEN hvad nytter det, hvis man ikke har set de foregående sæsoner?! Vi guider dig.


Black Mirror’ – Gåsehudsfremkaldende fremtidsserie

I starten af december kom Netflix, eftersigende ved en fejl, til at offentliggøre på Twitter, at femte sæson af den dystopiske thrillerserie ’Black Mirror’ allerede kan streames fra 28. december 2018. Hvis du skal indhente noget af den populære og debatterede serie, så start allerede på juleferiens første dag for du har travlt! ‘Black Mirror’ er en antologiserie, hvor hvert afsnit fortæller en afsluttet historie, derfor kan der med fordel hoppes lidt rundt. Serien leger altid med den gense serieform, men tager som hovedregel udgangspunkt i bagsiden af den teknologiske udvikling. Det er derfor heller ikke helt overraskende, at rygterne siger, at den nye sæson kommer til at rumme et interaktivt afsnit, hvor seeren får medbestemmelse over afsnittets udfald.


‘Game of Thrones’ – Finalen over alle finaler

Aldrig har en serie skabt så megen diskussion, så vilde spekulationer og overanalysering ned til hver eneste scene, som fantasiserien ‘Game of Thrones’. Derfor har der selvfølgelig også været spekulationer om premieredatoen for seriens allersidste sæson 8. Hvad vi indtil videre ved er, at sæsonen med al sandsynlighed kan streames på HBO på et tidspunkt i april 2019. Med ’Game of Thornes’ kan man på ingen måde hoppe rundt i afsnittene, men har man set med, men lidt glemt hvad de forskellige familier og halvdøde-karakterer har foretaget sig, så har HBO lavet både ’house recaps’ og ’character recaps’. Læs desuden op på alle fan-teorierne her.


‘Stranger Things’ – Horror-nostalgi med nik til 80’erne

Sommer 2019 byder igen på en tidsreje tilbage til 80’ernes Indiana, hvor mystiske monstre og spejlvendte verdener laver ravage i Forstadsamerika. De fire venner Mike, Will, Lucas og Dustin bliver udsat for alverdens prøvelser, og mon ikke de også bliver det i tredje sæson? Netflix har endnu ikke meldt en premieredato ud, men rygterne siger, at det bliver i første halvdel af 2019. Traileren er ligeledes meget tilbageholdene med information om den kommende sæson, men se den for det stemningsfulde ’Stranger Things’ soundtrack.

Netflix har desuden lige udsendt en julehilsen fra seriens unge bedstevenner:


‘True Detective’ – mordgåder med tråde til det okkulte

Den første sæson blev kaldt en decideret nyklassiker, anden sæson blev til gengæld en gigantisk skuffelse, så det bliver spændende at se, hvad tredje sæson af krimiserien ‘True Detective’ byder på. Ligesom i de forgangne sæsoner, er castet et helt nyt hold. Mahershala Ali, som vandt en Oscar for bedste mandlige birolle i ‘Moonlight’ i 2017, spiller den trætte politibetjent Wayne Hays, der i Missouri i 1980 skal opklare en sag om to forsvundne og muligvis myrdede børn. Tredje sæson af ‘True Detective’ har premiere på HBO allerede 14. januar 2019. Se første sæson med Matthew McConaughey og Woody Harrelson, og spring bare sæson 2 helt over.


‘Mindhunter’ – FBI-historie og verdens første undersøgelse af mordersind

‘Mindhunter’ følger FBI-agenten Holden Ford og hans partner Bill Tench, mens de rejser rundt i 70’ernes USA og interviewer seriemordere for ganske enkelt at forstå dem bedre. Deres opgave er at danne en helt ny afdeling i FBI, som profilerer seriemordere, hvilket dengang aldrig havde været gjort før. Det er derfor også nogle rimelig intense samtaler, som serien drejer sig om. Seriens seriemorderhistorier er desuden taget direkte fra virkelighedens verden, og skuespillerne ligner til forveksling de rigtige mordere. Sæson 2 har endnu ikke fået en præcis premieredato, men Netflix teaser for, at det nok bliver sommeren 2019.


‘SMILF’ – skildringer fra en fattig twentysomethingalenemor

Allerede 20. januar 2019 kan sæson 2 af komedieserien ‘SMILF’ streames på HBO. Alenemor Bridgette, spillet af Frankie Shaw, forsøger at balancere mellem at være sexet, ung kvinde med lyst til sjov og ballade og så med livet som hårdarbejdende mor – og datter. Afsnittene er relativ korte, underholdene og med stærke karakterer. ‘SMILF’ er eftersigende semibiografisk fra skuespilleren Frankie Shaw, som både spiller hovedrollen, har skrevet, instrueret og produceret.


‘Better Things’ – verdens sejeste alenemor

’Better Things’ er altså noget af det bedste, der kan streames lige nu! Kort fortalt så følger serien den rapkæftede skuespiller og alenemor, Sam, og hendes tre døtre, 16-årige Max, præ-teenageren Frankie og cirka 8-årige Duke. På hver deres måde ligner pigerne deres temperamentsfulde, men kærlige mor, og det skaber både smukke og rørende scener fra et punkteret familieliv. ’Better Things’ er eftersigende løst baseret på hovedrolleindehaveren, Pamela Adlons, eget liv i L.A. og så er den produceret i samarbejde med Louis C.K. Sæson tre har ingen premieredato endnu, men det bliver engang i 2019, siger rygterne.


‘High Maintenance’ – et cykelbuds fortællinger

Der er ’total chill’-stemning i ’High Maintenance’, der følger en venlig hashleveringsmand, som cykler rundt til sine hashtrængende klienter i New York og ikke er bleg for at være med på en ryger, hvilket ofte fører til utallige komiske forviklinger og hjertevarme fortællinger om (skæve) menneskeskæbner. Hvert afsnit varer under 30 minutter, længden afhænger af historien om den givne ryger, så det er godt binge-materiale til juleferien. Rygterne siger, at tredje sæson af serien allerede får premiere på HBO 20. januar 2019.


‘Big Little Lies’ – nu med Meryl ‘Fucking’ Streep!

HBO-serien ’Big Little Lies’ var egentlig planlagt som en afsluttet miniserie, men den blev så stor en succes og overdynget med så stor prisregn, at den er blevet forlænget med en sæson to. ’Big Little Lies’ følger en flok (på overfladen) overskudsagtige kvinder i en lille by i Californien, der gennem deres børn vikles ind i hinandens liv og hemmeligheder. Den nye sæson gæstes af ingen ringere end Hollywoods største kvindelige skuespillerinde, Meryl Streep, der ellers aldrig laver serier! Der er desværre ingen premieredato endnu, men det forlyder, at det bliver en gang i 2019.


Hold desuden i 2019 øje med:

‘Downtown Abbey’ biograffilmen – gensyn med familien Crawley og co

Godt nyt til alle ’Downtown Abbey’-fans derude, den britiske dramaserie, vender tilbage næste år. Denne gang som en spillefilm, der får dansk biografpremiere 12. september 2019. Traileren blev fornylig offentliggjort, men den røber nærmest ingenting om, hvad vi kan forvente af filmen.

‘Slutever’ – på sexudflugt med Karley Sciortino

Anden sæson af sexskribenten Karley Sciortino’s onlineserie, som undersøger de yderste afkroge af den lysten til sex og udfordrer, hvordan vi ser på køn, seksualitet og kærlighed, kan ses på Vice.com engang i 2019. Se første sæson her.

‘Bedrag’ – højaktuel bedrageri-fiktion fra DR 

Allerede 1. januar sendes første afsnit af tredje sæson af DR-serien ’Bedrag’, som handler om økonomisk kriminalitet med tråde til gangsterverdenen, banksektoren og andre dramatiske konflikter.

‘Watchmen’ – superhelte-klassiker bliver til HBO-serie

’Watchmen’-tegneserien blev filmatiseret i 2009 og følger en superheltegruppe i en alternativ virkelighed i 1985, hvor den kolde krig raser. Filmen er blevet kultdyrket lige siden, og nu bliver den til en tv-serie på HBO. Serien får premiere engang i 2019.

Cecilie Wortziger

Journalist og radio-dokumentarist. Redaktør og medstifter af Magasinet TOFU. Har desuden en journalistisk mission om at få danskerne til at opdage det kreative Østasien. Kontakt: cecilie@heartbeats.dk