"Hvis ikke jeg har noget på hjerte, skal jeg ikke udgive noget" » Heartbeats.dk
Radio & podcast
menu-close

Kasper Winding indgik en pagt med sig selv: “Hvis ikke jeg har noget på hjerte, skal jeg ikke udgive noget”

21. juni 2019 |

Den musikalske legende Kasper Winding er aktuel med en ny, politisk single, ’Caught In The Headlights’ og er i gang med at brygge et 'fredshus' i Nordhavnen.

Kasper Winding har et langt liv i musik bag sig, men nu springer han ud som aktivist. For på trods af en udadtil lystig melodi, er Kasper Windings nye sang, ’Caught In The Headlights’, både alvorlig og politisk.

For nogle år siden indgik multimusikeren Kasper Winding nemlig en pagt med sig selv om, at alt skulle give mening. Hvis ikke for Winding selv så i hvert fald for hans børn. Det var ikke længere vigtigt at skabe pophits, derimod skal alt, hvad han foretager sig kunstnerisk indeholde en form for handlekraftig inspiration. Winding vil inspirere folk til at gå ud og gøre et eller andet og tage livet alvorligt.

For hvis ikke han som kunstner har noget på hjertet, så skal han lade være med at udgive noget. Derfor er Kasper Windings nye single ret politisk og handler om, at det hele ifølge Kasper Winding er ved at eksplodere.

Det er dog ikke kun musikken, multikunstneren Kasper Winding har travlt med. Han er også gang i filmprojektet ‘At Peace’. Det er en historie om en jødisk familie, hvor sønnen bliver fundamentalist og ender med sammen med enkelte andre at slå tre palæstinensere ihjel. Moderen bliver småskør af det og kan ikke leve med sønnens handlinger, og det hele går i opløsning.

HØR OGSÅ: Kasper Windings musikopdagelsesrejse ‘Kaspers verden’

Kasper Winding er for øjeblikket også i gang med at skabe et såkaldt fredshus i København, der skal ligge i Nordhavn. Huset hedder HOPE (House of Peace). Her vil gæsterne træde ind i en skyformet bygning, der flyder i havnen. Tanken bag huset er, at hvis vi som mennesker nogensinde skal kunne opnå verdensfred, så er vi nødt til at få fred med os selv først.

På trods af sin lange karriere har Kasper Winding en masse forskellige projekter i gang, og de har alle sammen det til fælles, at han håber, de kan få folk til at tale sammen.

Redaktionen