Debat: "Vi vil befri os selv og hinanden fra snærende, stereotype kønsopfattelser og en sexistisk ungdomskultur"
Radio & podcast
menu-close

Debat: “Vi vil befri os selv og hinanden fra snærende, stereotype kønsopfattelser og en sexistisk ungdomskultur”

8. marts 2019 |

I anledning af 8. marts bringer vi her et kampdagsindlæg fra den nye Handletank, Ligefrem, som er en gruppe unge, der er trætte af #MeToo, hævnporno, en sexistisk ungdomskultur og urealistiske kropsidealer. For kampen for ligestilling begynder med os selv, og de vil gerne have dig med.

Foto: Creative Commons/Jumpstory

Mænd, der græder, er vattede. Kvinder der anmelder overgreb lyver. Man er til grin, hvis man synes, at sex kræver et ja fra begge sider. Et klask i røven skal bare tages som et kompliment, og hvis du får et nej, skal du bare prøve igen. Og igen. Det er den virkelighed, vi møder.

Det er tid til forandring.

Det er tid til at gøre op med forestillingen om, at vi har ligestilling i Danmark. Og hvilken bedre dag at starte kampen på end den 8. marts?

Forandringen starter og slutter med os selv. Vi er en gruppe unge fra nær og fjern med et fælles mål. En har måttet kæmpe en kvindekamp i minoritetsmiljøer, en mand har måtte se indad efter #MeToo, en kvinde kender til sportsverdenens stigmatisering af kvindelige præstationer, en fyr oplever barrierer ved at tale om følelser, og en pige er træt af at skulle leve op til urealistiske kropsidealer.

Nogle af de unge fra Handletanken Ligefrem (ikke tænketank) og MF Sofie Carsten Nielsen (R).

Vi vil befri os selv og hinanden fra de snærende bånd, som stereotype kønsopfattelser og en sexistisk ungdomskultur lægger på os. Derfor har vi stiftet en handletank for unge. Den hedder Ligefrem, og i stedet for at blive i et ekkokammer af en diskussionsklub, vil vi ud og møde vores jævnaldrende på sociale medier og i virkeligheden. Sammen kan vi skabe en langt større forandring, end hvis vi står alene med hver vores kamp. Det er ikke en kamp mellem køn, men en kamp for frihed.

Det er egentlig ret simpelt: Det er ikke kvinden, der bliver taget ufrivilligt på røven, der er snerpet, men manden der gør det, som er en idiot. Det kræver mod at sige fra, men hvis vi gør det sammen, kan vi bryde gennem muren og skabe nye normer for, hvordan vi er sammen.

LÆS OGSÅ: Nikita Klæstrup: Derfor er astrologi vildt moderne igen

Vores forældres 70’er-kamp for ligestilling er blevet forsømt alt for længe. Frugterne de høstede, er gået i fordærvelse, og de frø, de såede, blev aldrig til fuldvoksne træer. 50 år senere har vi stadig ikke ligestilling i Danmark. Der bliver stadig gjort forskel på mænd og kvinder. Og vi kan simpelthen ikke vente endnu et halvt århundrede. Derfor skal vi til at sige det højt: Vi har stadig ikke ligestilling!

Vi kan se stolt tilbage på dengang, kvinderne fik stemmeret og senere kom på arbejdsmarkedet. Eller klappe os selv på skulderen over dengang Danmark som det første land frigav porno. Men når så mange af vores jævnaldrende i dag råber op om sexistiske tilnærmelser, seksuelle krænkelser og forskruede kønsidealer, skriger det til himlen, at kampen langt fra er slut. Det er på tide at smøge ærmerne op igen. Vi vil ikke acceptere et samfund præget af forældede forestillinger om køn. Vi er utålmodige, og vi vil have forandring.

Det er ikke nok at parkere ansvaret på Christiansborg. Vi vil ikke bare læne os tilbage og overlade det alene til ligestillingsministeren at løse alle udfordringer. Forskelsbehandling og sexisme i vores samfund bør være en integreret del af alle politikområder. For det er ikke et isoleret problem, vi kan placere i et hjørne. Forskelsbehandling finder sted i alle mulige situationer i vores hverdag: Når vi går i skole, når vi går i byen, når vi logger på sociale medier, når vi dater, når vi går på arbejde, når vi taler om hinanden – og når vi taler med hinanden, når vi går fra hinanden, når vi finder sammen og når vi får børn. Når de vokser op.

Derfor skal vi handle hver især og i fællesskab.

LÆS OGSÅ: I stedet for at nedgøre det traditionelt maskuline skulle feministerne hellere overtage det med kulturel appropriation

I Handletanken Ligefrem vil vi sætte fokus på tabuer, fordomme, oplevelser med køn, krop og seksualitet og sætte fokus på utraditionelle uddannelsesvalg og karrieremuligheder. Vi vil afholde en ligestillingsfestival målrettet unge, der inviterer til debat og til at blande sig. Vi drømmer stort. Og vi vil hjertens gerne have dig med. Og du behøver hverken være kreativ med sociale medier, have mod på at stå i ølteltet til vores festival eller kunne gloserne i den feministiske håndbog.

Faktisk skal du bare opføre dig ordentligt. Sætte foden i jorden og sige fra, når du er vidne til forskelsbehandling og sexistiske fordomme i hverdagen. Til start så anerkend, at den mindste forskel i hverdagen kan gøre den største forskel på landsplan. Sammen kan vi få Danmark tilbage på toppen som foregangsland.

Når du er ude med gutterne, og en fra gruppen spiller smart og gramser på kvinder i nattelivet, så sig fra. Det er ikke cool at overskride grænser. Når du varmer op til gymnasiefest med veninderne, og én går i gang med at slutshame hende fra parallelklassen, der går i push-up-BH og korte kjoler, så sig fra. Hvis du hører om nøgenbilleder, der florerer blandt dine venner, så fortæl dem, at de er nogle idioter, når de deler dem. Det er simpelt, men det gør en større forskel, end du tror.

Hvis du er en af de omkring 5.000 kvinder, der hvert år bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget, så anmeld det og vid, at det ikke var din skyld. Hvis du i din hverdag bærer drømmen om et ligestillet Danmark i baghovedet, vil det afspejle sig i dine handlinger. Det er, hvad vi har brug for nu og her. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Vi kæmper ikke en ensidig kvindekamp. Fra i dag af vil vi kæmpe en fælles kamp, så alle kan have lov til at være dem, de er.

Skrevet af:

Lior Foighel, Freja Grooss Jakobsen, Ilknur Kekec, Soma Mayel, Sabine Dybdahl Christoffersen, Ulrikke Moestrup, Mursal Khosrawi, Sigrid Friis Proschowsky, Anne Frederiksen, Linea Gry Ebbesen, Julie Wessman Eir, Anna Klyhn Nielsen, Lukas Davis Sonne Lunøe, Maria Lindbaum, Chrisoffer Høffding Koudahl Larsen, Johannes Alexander Villaume Stomgaard, Fahim Mohammed Saber.

Handletanken Ligefrem kan findes på Facebook, Twitter og Instagram. 

Redaktionen