Det er svært at overvurdere tv-serien ’Rigets’ betydning for dansk tv og seriefortællinger. Spørger man mennesker under 40 år, så har de ikke set serien, selvom den vel på en eller anden måde er forløber for hele opblomstringen af dramaserie-formatet i Danmark. Men for folk over 40 var ’Riget’ en kæmpe ting fra flow-tv-tiden, hvor folk gik rundt og sagde replikker fra serien som ”det er u-hyg-ge-ligt” og ”danskjävlar”. Siden er serie-formatet som bekendt blevet en genre, vi som nation er blevet ganske ferme til og har høstet masser af internationale roser for, tænk bare ’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’.
Lars von Trier har selv udtalt, at han havde et behov for at sætte et punktum for ’Riget’, hvis to første sæsoner, på kun otte afsnit tilsammen, kørte i 1994 og i 1997. De to første sæsoner af ’Riget’ endte meget mystisk og uafklaret, og historien lyder, at der ikke kom den planlagte tredje sæson, fordi en del af skuespillerne nåede at dø, og Trier fik travlt med at lave film.
28 år efter premieren landede der så her i efteråret 2022 fem afsnit ‘Riget Exodus’ på Viaplay, de første tre afsnit er tilgængelige og er dem denne anmeldelse er baseret på. Udgangspunktet for ’Riget Exodus’ (Exodus kan både henvise til Anden Mosebog og hebræernes udvandring fra Egypten eller et Bob Marley-album, jeg gætter på det første) er stadig en blanding af grin og gys forklædt som satire over et håbløst hospitalsvæsen bemandet med dovne og konfliktsky ledere, ucharmerende stjernekirurger og kvinder med varme hænder og hjerter.
Så langt så godt. Guderne skal vide, at det danske hospitalsvæsen med Sundhedsplatform, saftevandsspareplaner og andet girafsprog har nok af materiale at gøre grin med! Problemet er bare, at de nye ’Riget’-afsnit ikke er særlig sjove. De er derimod bygget på en skattekiste af 90’er-onkelhumor og virker gammeldags. Som en hospitalsdirektør der sidder bag afskærmede vinduer og spiller 7-kabale på barneniveau dagen lang. Eller læger, der synger ”Molak Molak Mak Mak Mak” til morgenkonferencen og en hemmelig opiumshule for afdankede emeritusser i kælderen. Det er ikke haha-sjovt, det er højst fjollet nostalgi-humør.
Næste problem er, at ’Riget Exodus’ heller ikke er uhyggelig. For det var de gamle afsnit med døde børn i patentglas, kampen mellem videnskab og det overnaturlige, spøgelsespiger i elevatorskakten og en horrorfødsel af en voksen mand.
Men her tre afsnit inde er der stadig intet uhyggeligt over den nye Fru Drusse – søvngængeren Karens (Bodil Jørgensen) detektivjagt på det overnaturlige i gange og gemmer på Rigshospitalet. Spøgelsesambulancen er forvandlet til en spøgelseshelikopter. Lillebror er forvandlet til Storebror (stadig Udo Kier) og har blodårer overalt i Rigets undergrunds blegedam. Willem Dafoe spiller djævlen, der taler et mærkeligt diabolsk sprog og kan forvandle sig til en ugle. Ret Twin Peaksk egentlig.
Men det er ikke uhyggeligt. Og det er heller ikke sjovt. Så hvad er det? Mikael Persbrandt i rollen som svenske Helmer Jr. gør det glimrende med at opretholde det drille-hadske forhold mellem Sverige og Danmark og en dans på kanten af MeToo-katastrofer som en kommentar til den skandinaviske kønsdebat. Den benamputerede Rigmor Mortensen (Ghita Nørby) som elevatornisse er også en kreativ tilføjelse, ligesom at den grundrasende kirurg Naver (Nikolaj Lie Kaas) er herligt farlig.
Men det er som om, at systemkritikken af magtens ledelse og arrogance skal bankes ind med syvtommersøm denne gang, og dermed bliver for uraffineret. Operation Morgenluft er erstattet af De Åbne Døres Politik, og en af opvaskerne er erstattet af en robot, og vi skal forstå, at der er tale om et meget meget umenneskeligt og småligt system på Rigshospitalet, som hellere vil konkurrere med Skejby end koncentrere sig om sine patienters velbefindende.
Seriens gulsot-agtige knidrede billeder virker som forældet gentagelse, og det er som om, at ’Riget’ med Exit-sæsonen har mistet sin folkelighed og i stedet er blevet straight up sær. I øvrigt ikke helt ulig, da David Lynch lavede sin tredje sæson af ‘Twin Peaks’ for nogle år siden.
Der er ingen tvivl om, at Lars von Trier er landets største filmskaber, og at ‘Riget’ på mange måder var en forløber for hele den gyldne tv-tidsalder, som vi har fået med streaming de seneste 20 år. Derfor er dette også et ærgerligt punktum for en så god serie og en så stor instruktør. Begge dele (og alle os andre) har fortjent bedre.
