"Vi er en flok krævende, mistroiske, forkælede, forurettede, kværulerende, bedrevidende mødre og fædre"
Radio & podcast
menu-close

Generation Forældrebrok: “Vi er en flok krævende, mistroiske, forkælede, forurettede, kværulerende, bedrevidende mødre og fædre”

18. juni 2019 |

På næste fredag begynder sommerferien for landets skolebørn. Klummeskribent Trine Lundager drømmer om, at deres forældre bruger ferien til at beslutte sig for at droppe brokkeriet og investere i fællesskabet.

Forfatter, journalist og redaktør for Forlaget Storyhouse. Er særligt interesseret i at identificere og undersøge sociale tendenser og forstå sam- og modspillet mellem mennesker. Forfatter til 'Vorherres lille vidne' og skriver på sin første roman.

Siden min ældste datter begyndte i skole for syv år siden, har den klumme, du nu skal læse, rumsteret i mig. Indimellem har den buldret i mig som spilkogende vand under låg, andre gange har den simret sagte. Men den har været med mig hele vejen, og nu må den ud.

Sagen er, at jeg er træt ind i marven over min egen generations forvaltning af rollen som forældre til skolebørn. Vi er en flok krævende, mistroiske, forkælede, forurettede, kværulerende, bedrevidende mødre og fædre, som øjeblikkeligt reagerer på selv den mindste dissonans i skolen med negative diskursspiraler, skoleskift eller trusler om samme.

Og hold nu kæft, hvor er det bare ødelæggende for fællesskabet og for et frugtbart læringsmiljø – for vores børn og deres lærere – at der over en skole konstant hænger en sky af dårlige vibrationer, fjer, der er blevet til 10 høns og mistillid til, at børnene lærer det, de skal.

Skolen til konstant diskussion

Mine børn går i (folke)skole på Frederiksberg, hvor vi bor. De privilegeredes højborg eller i hvert fald én af dem. Og jeg skal love for, at man får det at føle, det privilegerede arvegods. For alt, hvad skolen foretager sig, er konstant til diskussion blandt os forældre i de flygtige, tilfældige møder i garderoben, inden vi iler tilbage til vores professioner som journalister, designere, sygeplejersker, kunstnere, økonomer, reklamefolk og alt derimellem.

Vi er virkelig kloge. På undervisningsmetoder, på klassedynamikker, på skoleledelse og på håndtering af konflikter mellem børn. Ja, faktisk anser vi os selv – ikke lærerne eller skolens ledelse – som de egentlige eksperter. Og det på trods af, at de – ikke vi – har taget en mellemlang videregående uddannelse i netop det. Vorherre bevares.

Og fordi vi hele tiden ved bedst, ulmer utilfredsheden. Nogle reagerer prompte ved at melde deres børn ud og ind i et privat tilbud eller en anden folkeskole, som de har overbevist sig selv og alle andre om, er den bedste i byen. Andre bliver af forskellige grunde hængende, men benytter enhver lejlighed til at brokke sig, hvilket skaber utryghed selv hos dem, der egentlig var glade og tilfredse. Og så kører spiralen.

LÆS OGSÅ: Debat: Vi kan ikke være bekendt at sende børn for tidligt i skole

Insisterer man på den positive fortælling og på at stå fast på den afsindige påstand om, at lærerne er uddannede til det, de gør, og vil det bedste for vores børn, har man nok at se til, skulle jeg hilse at sige.

Det her er ikke isoleret til mine børns i øvrigt helt fantastiske skole, for jeg kan høre på mine venner og bekendte, at det samme rører sig i deres ende af verden. Men det er muligvis et storbyfænomen. For med det frie skolevalg er det logistisk set ingen sag at skifte til en anden skole få hundrede meter fra den gamle, og mange her har i øvrigt råd til at sende deres børn i privatskoler. Vi kan med andre ord shoppe skoletilbud, som vi shopper brød hos ‘Hart’ og ‘Juno The Bakery’.

Skoleskift skidt for fællesskabet

I august 2017 offentliggjorde Undervisningsministeriet en undersøgelse foretaget af Epinion om det frie skolevalg. I undersøgelsen, som er baseret på 5.547 forældre til børn født 2001 til 2011, har 25% af respondenterne angivet, at deres barn har skiftet skole. Af dem har 58% skiftet skole af såkaldt ikke-naturlige årsager – det vil sige andre årsager end naturlige som for eksempel flytning eller lukning af skole. Bag de, lad os for nemheds skyld kalde dem ikke-naturlige skoleskift ligger først og fremmest utilfredshed med den tidligere skole; mistrivsel, dårligt undervisningsmiljø, uro/støj og lærernes faglighed er de fire faktorer, som flest forældre peger på som årsag til skiftet.

Og her bliver det allerede lidt svært. For hvilken ret har man som udenforstående til at vurdere, om utilfredsheden er berettiget, og hvor grænsen går for andre folk og deres børn? Kan man overhovedet tillade sig at mene noget om det?

Jeg vil driste mig til at mene højt, at ja, det kan man. I hvert fald sådan generelt. For hvis fællesskabet hele tiden er til diskussion og noget, man bare kan skride fra, hvis ikke det retter ind, så bliver det et utrygt sted at være for alle. Og så er det egentlig slet ikke noget rigtigt fællesskab – det er bare en sum af individer, som alle venter på noget bedre.

Tør op og gå i dialog

Nogle vil måske argumentere, at det er godt at lære at sige fra. Det kan man næsten dårligt være uenig i. Og der er selvfølgelig pis, man ikke skal finde sig i. Men som minimum skylder man sig selv, fællesskabet og ikke mindst sit barn at forsøge at tørre det op – ved at gå i dialog med lærere og ledelse om en urolig klasse, en læsekode, der endnu ikke er knækket eller lidt for mange vikarer i dansk. Ikke ved at luske rundt i garderoben og hviske-tiske forurettet med de andre utilfredse forældre eller ved at plante idéen om skoleskift hos sit barn.

For ord er også magtfulde i børnehøjde. Har et barn først hørt sine forældre nævne, at han/hun ’bare kan skifte skole’, er barnet ofte allerede på vej væk i sin egen og i sine kammeraters bevidsthed. Og det er sgu ikke et særlig optimalt fundament at bygge noget som helst på.

LÆS OGSÅ: Den feminine opofrelsesmyte, kontroltabet og tranformationen ind i moderskabet

Skal man slå det lange lys til, er problemerne med en sådan opdragelse af vores børn også til at få øje på. Jeg ser i hvert fald for mig en kommende ungdomsgeneration, siden voksne, der aldrig har lært at indrette sig, aldrig lært at holde ved og holde fast, aldrig lært at kæmpe for fællesskabet og den gode, positive fælles fortælling. For det er ikke deres ansvar – der er ingen bånd, der binder dem.

Det er sørgeligt at tænke på. Ikke mindst, at det er min generation, der skabte dem – hvis det altså går så galt. For måske er der faktisk håb.

Tag lige en slapper

Ingen ønsker at gamble med deres egne børn, det er både indlysende og forståeligt, og hvis man vitterligt er utilfreds eller decideret bekymret, har børn, der mistrives eller ikke lærer en pind, så må man naturligvis handle på det.

Men rigtig mange af os andre, der har glade børn med en stigende læringskurve, kunne prøve lige at tage en slapper. Droppe at optimere på marginalerne (og nej, jeg snakker ikke om, at man skal slække på ambitionerne, men man kunne måske godt nedprioritere finjusteringen), fremhæve det gode (det smitter, surprise!), stabilisere fællesskabet og stole på, at dem, der underviser vores børn, gør det med børnenes positive udvikling for øje, og fordi de sætter en ære i deres job og i deres faglighed. Præcis ligesom du og jeg gør i vores.

Foto: JumpStory

Trine Lundager

Forfatter, journalist og redaktør for Forlaget Storyhouse. Er særligt interesseret i at identificere og undersøge sociale tendenser og forstå sam- og modspillet mellem mennesker. Forfatter til 'Vorherres lille vidne' og skriver på sin første roman.