Min veninde døde af kræft. Lad os tale mere om vennesorg
Radio & podcast
menu-close

Iben Maria Zeuthen: Min veninde døde af kræft. Lad os tale mere om vennesorg

4. maj 2017 |

Da jeg var 24, døde min veninde af kræft.

Radiovært og journalist.

Følgende tekst er udtryk for et opråb, en lille bøn om øget fokus på en bestemt type sorg: Sorgen over at miste en ven på sin egen alder og det chok, og de reaktioner der følger med.

Da jeg var 24, døde min veninde af kræft.

Hun havde haft en cyste i maven, som viste sig at indeholde cancer. Men den fik hun heldigvis bare fjernet. Videre, tænkte vi.

Hun var stærk og beslutsom og god til at håndtere at være syg og havde et overjordisk overblik som egentlig ikke bør være den syges. Hun uddelegerede opgaver til sine venner, så ingen af os blev ‘overbebyrdede’ (et udtryk hun selv brugte). En venindes opgave var at sørge for is. En anden venindes opgave var at finde bøger og podcast. Vi holdt hendes fødselsdag i et dejligt sommerhus, og alle lå på tæpper omkring hende. Der var en intens og hyggelig, men også alvorlig stemning omkring hende.

”Jeg dør ikke af det her, det er vi enige om, ikke”? Jeg blev så forskrækket over spørgsmålet, jeg havde slet ikke sat hendes sygdom i forbindelse med død. Du kan sagtens sige, at jeg var naiv, vidste jeg ikke at kræft potentielt er livsfarligt? Jo. Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke sætte det faktum sammen med vores alder. Og jeg fik et chok, da hun gjorde det. Jeg afviste pure, at hun ikke ville overleve og affejede det som drama.

Cysten kom igen. Og igen. Og reagerede ikke på kemo. Det blev en rimelig kort proces.

Hun døde med persiennerne nede, i sine forældres hus. 28 år gammel, mens jeg var på rustur med mit studie. Jeg var klædt ud som batman og kyssede i forvirring, med en der bed mig i læberne, og tog hjem efter bare en nat.

Det er otte år siden, og det er først nu at jeg kan se, hvad der skete, og først nu at jeg har opfattet, hvilken kæmpe betydning det har haft. Jeg var ked af det og gik til begravelsen og savnede hende som veninde. Alt det. Al den primære sorg, selvfølgelig. Men den er åbenlys, så den vil jeg ikke gå nærmere ind i. Den sekundære sorg som egentlig ikke handler så meget om det mistede menneske, er den sorg som jeg vil skrive om. Den sorg som handler om, at man bliver bevidst om at éns eget liv også en dag mistes. Der er så stor identifikation i et venskab med en jævnaldrende af samme køn, så den stærkeste tanke når alt har lagt sig er: hvis det er sket for hende, sker det også for mig. Det er en frygt så stærk, at den føles som vished. Og jeg tror, at det er når en jævnaldrende dør, at man for alvor forstår, at det kan ske for én selv.

Hos mig kom den sekundære og, kan man kalde det for den egoistiske sorg? til udtryk på en meget kringlet måde, som jeg først nu, så mange år efter, har kunnet forstå. Jeg satte mig ikke ned, og blev ulykkelig over at jeg skulle dø.

Jeg satte mig ned og blev 1) hypokonder og 2) kontrolfreak.

Jeg gik til lægen i tide og utide. Jeg synes at min mave bulede ud. Hele tiden. Derudover begyndte jeg at kontrollere alt. Mad-indtag, søvn, manuskripter til mine interviews, osv. Jeg kan love dig for, de interview jeg lavede i den periode var koreograferet og researchet ned i mindste detalje. Intet overladt til tilfældighederne. Festerne sluttede altid på samme tidspunkt for mit vedkommende, ikke for meget alkohol og aldrig overnatte ude. Masser motion og minutiøs planlægning. Det varede i mange år. Jeg blev en bedre journalist, bevares, for jeg nåede helt ind til kernen af al forberedelse og blev så sindssygt bevidst om alle greb og scenarier. Og jeg kom op tidligt i weekenden og ”fik noget ud af dagen”. Jeg fattede bare ikke, at jeg ikke bare var fornuftig, men at det hele faktisk var et udtryk for angst, et udtryk for frygten for at dø. Og når man agerer på baggrund af frygt og føjer den, så tager den til. Sådan er reglen. Sådan er frygtens natur. Den æder liv, der hvor ædes kan. Hver gang man føjer den, giver man den mere plads.

Denne her reaktion har jeg sidenhen kunnet iagttage hos andre folk, der for første gang oplever at miste en jævnaldrende til døden. Det er en sorg, der ligger udover det egentlig tab. Det er en krise, som man ikke undgår, idet den jævnaldrendes død er første påmindelse om at ”fra nu af kan det ske”. Jeg har hørt mange fortælle om det chok det var, om det så var en fra landsbyen, hvor de boede, da de var 11, eller om det først sker, når man er 56 og en fra arbejdet falder om af en blodprop. Denne her type sorg er en overset form for sorg, det er et varigt chok af en størrelse, som kan være meget omsiggribende, og jeg ville ønske, at jeg tidligere i mit liv havde fået færten af hvad de underlige mønstre, der dominerede mine tyvere, egentlig var gjort af: Chokket over at opdage, så konkret, at man skal dø. At fra nu af kan alt ske.

Så del gerne denne tekst, så vi kan blive bedre til at forstå vores reaktioner på en jævnaldrendes død. For jeg tror at den erkendelse, der følger med, er lidt undervurderet. Og hvad nu hvis nu der sidder en ung Iben derude og ikke fatter at hendes ”fornuftige valg” egentlig er en reaktion, og et forsøg på at skabe forudsigelighed i en ekstremt uforudsigelig verden. Eller hvis der sidder en mand på 62 og ikke forstår, hvorfor han gik sådan ned, efter hans kollega kradsede af. Det er et chok. Den dag man for alvor opdager at livet kan slutte, også for én selv.

Iben Maria Zeuthen

Radiovært og journalist.