Ulrich Thomsen
Ulrich Thomsen er veganer. Alligevel spiller pølser en stor rolle i hans nye film. Foto: Sara Gerlach

Ulrich Thomsen: “Efter at have lavet to af mine egne film, skal jeg da hilse at sige, at det er noget nemmere at være skuespiller”

Ulrich Thomsen har skabt sin anden film som instruktør, og i den engelsksprogede ‘Gutterbee’ flyder det med blæksort satire og bidende kommentarer til USA.

Der er et problem med Ulrich Thomsens nye, engelsksprogede film ‘Gutterbee’. Man kan ikke regne den ud. Det gør bestemt ikke latterbrølene mindre, og den danske skuespiller og filmmager fremhæver da også uforudsigeligheden som en kvalitet.

“Nogle vil sikkert tænke: ”Hvad fanden sker der” og skal nok se den flere gange, før alt falder på plads. Det er lidt ligesom en plade, der måske ikke rigtig er din smag første gang, men du bliver alligevel ved med at høre den. Eller et billede, du bliver ved med at kigge på og udforske, fordi det er lidt skævt og provokerende, men stadig fanger dig,” forklarer Ulrich Thomsen, da vi møder ham til en af de mange internationale filmfestivaller, som ‘Gutterbee’ er blevet udtaget til.

Gutterbee
Til venstre ‘Trainspotting’-stjernen Ewen Bremner og til højre Antony Starr, der sammen spiller det umage vennepar med pølse-ambitioner.

Pølsesnak og fællesskab

Han optræder ikke selv i filmen, men har skrevet og instrueret fortællingen om venskabet mellem en tysk pølsemager spillet af den skotske stjerne fra ‘Trainspotting’,  Ewen Bremner, og en småkriminel lurendrejeri skikkelse af Antony Starr.

Det umage par finder hinanden i forhåbningen om at skabe en restaurant, der i bedste bierstube-stil kan få indbyggerne i den lille western-by, ‘Gutterbee’, til at samles om kærligheden til øl og godt selskab – og ikke mindst pølser.

Men det er svært for de to venner at bryde de barrierer af vanetænkning, religion, homofobi og racisme, der gennemsyrer den støvede, amerikanske udørk, hvor en selvbestaltet sheriff-type kæmper med alle midler, inklusiv vold og magt for at bevare kontrollen og holde fremmede på sikker afstand.

”Based on facts”

“En stor pointe med den her film var, at den skulle være ægte. Det er altså ikke noget, jeg har fundet på bare for at gøre grin med folk”, forklarer Ulrich Thomsen, der i de indledende rulletekster understreger, at ”this is based on facts”. Men hvordan kan en fiktionsfilm, fyldt med pølser og tunge temaer som fordomme og fremmedfrygt, være bygget på virkeligheden?

“Jeg har skrevet manuskriptet ud fra ting, jeg har hørt, læst eller set. Det kan være dokumentarer, artikler eller tweets og youtube-videoer med alt lige fra gay conversion therapy til tv-præster. Af hensyn til copyright har jeg måske ændret et ord her og der, men der er mange ting, jeg har kopieret, fordi det er sjovt eller vanvittigt langt ude. Blandt andet er der en replik, hvor en af karaktererne siger: ”There’s a lot of hatred out there. Way more than I’ve ever seen and I’m doing my best to keep it down”. Det er næsten ordret et gammelt Trump-tweet, og det er jo helt paradoksalt, for han er i mine øjne et af de mennesker, der spreder mest had.

Farlige one-liners

Ulrich Thomsen er i det hele taget fascineret af tidens tilspidsede udmeldinger og one-liners.

“Den her sentens-retorik kan være sindssygt effektivt, hvis man skal sælge en vare eller promovere en film, men det kan også være sindssygt farligt. Facebook flyder over med ting, vi liker og deler, selvom vi kun har læst overskriften. Vi æder det bare uden at reflektere – jeg gør jeg det også selv. Det er jeg bestemt ikke stolt af. Men når det er alvorlige emner som krigen i Syrien eller politiske budskaber, så nytter det ikke noget, at vi sluger alt råt eller tror på termer som ”alternative facts”, som Trump-lejren kommer med”.

Ulrich Thomsen smågriner lidt, imens han igen smager på de to små ord tilsat fuldfed amerikanerudtale.

“”Alternative facts”… Jeg må give dem, at det nærmest er et genialt udtryk”, gnækker han.

Jeg ville elske at kunne lave noget overfladisk, men jeg kan ikke finde ud af at lave ligegyldigt falde-på-halen

Takket være sin internationale karriere og et par år i udlandet har Fynsk-fødte Ulrich Thomsen, der til daglig har base i Danmark, godt styr på det engelske ordforråd. Alligevel var det en udfordring at ramme de rette nuancer og udtryk, da han besluttede sig for, at filmen skulle finde sted i USA og derfor skulle skrives på engelsk.

“Det sjove og interessante ved at skrive på et andet sprog er, at man dykker ned i det på en anden måde, end hvis det er ens modersmål. Jeg ved, at Samuel Beckett skrev på fransk netop af samme årsag. Han ville udfordre sproget og være sikker på, at replikkerne indeholdte det, de skulle. Den oplevelse har jeg også, når jeg leder efter de helt rigtige ord, som jeg ikke altid kender på forhånd. Så enkelte ting har jeg måtte slå op eller vende med andre engelsktalende”.

Gutterbee
Det er ikke nemt at skabe bierstube-stemning og fællesfest i den lille westernby, Gutterbee.

Politiske krøller

‘Gutterbee’ er den anden film, Thomsen selv har skrevet og instrueret, og kombination af humor og dybde er afgørende for den 56-årige historiefortæller, når han arbejder på et manuskript.

“Jeg ville elske at kunne lave noget overfladisk, men jeg kan ikke finde ud af at lave ligegyldigt falde-på-halen. Det er der sgu også så meget af. Jeg er nødt til at have nogle af de tunge aspekter med. Noget af det, jeg selv synes er interessant, og som har en politisk krølle på halen eller er lidt skævt”, siger Ulrich Thomsen, der også ser en anden fordel ved mixturen af alvor og satire:

“Folk åbner sig på en anden måde, når de griner af noget. Det er som om, at modpolen til det sjove – det alvorlige – bundfalder sig bedre, og når man går ud af biografen, har man noget med, man måske tænker lidt over”.

Ulrich Thomsen

Født 6. december 1963

Uddannet på Statens Teaterskole 1989-93

Fik sit store gennembrud i Thomas Vinterberg-filmene ‘De Største Helte’ og ‘Festen’ og har siden medvirket i  en lang række danske såvel som internationale produktioner – blandt andet serien ‘Banshee’ og James Bond-filmen ‘The World Is Not Enough’.

Debuterede i 2016 med sin egen første featurefilm ‘In Embryo’.

Er udover ‘Gutterbee’ også aktuel i ‘The New Pope’ (opfølgeren til ‘The Young Pope’), hvor han blandt andet spiller over for Jude Law og John Malkowich. 

Foran og bagved kameraet

Indtil videre har ‘Gutterbee’ kun været vist på festivaller, men planen er, at filmen skal ud i hele verden, og Ulrich Thomsen har tænkt sig, at hans karrierevej fortsat skal være både foran og bag kameraet.

“Efter at have lavet to af mine egne film, skal jeg da hilse at sige, at det er noget nemmere at være skuespiller. Så er der nogen, der har bestemt, hvad du skal have på, og hvad du skal sige, og værsgo sæt dig ned, her er kaffen. Fuck, det er nemmere. Men det er også virkelig tilfredsstillende at komme ud med de historier, der presser sig på. Fra jeg sætter mig ned og og skriver ”der var engang”, til jeg pludselig skal vise det færdige arbejde på en festival på den anden side af jordkloden. Det er ret fantastisk”.

Footer graphics