DET BEDSTE:
Holdnavnene!
Mens både slipsedyr, tøjgrossister og gale oliemilliardærer fra København til Herning og Manchester til Barcelona sjældent har fantasi til at kalde deres fodboldklubber andet end noget med FC (eller, hvis det skal være helt loco, City eller United), så er der mere ramasjang over cykelsporten. Her er der både mulighed for at få et smil på læben – og for at lære noget, mens man alligevel ligger på sofaen og venter på, at der skal komme et udbrud.
Helt ærligt, var det ikke for Leth og Mader og de mange timer, du indirekte har tilbragt på de franske landeveje, anede du næppe, at den landsdækkende blindeforening i Spanien kaldes ONCE. At det tyske svar på TDC hedder Telekom. Eller at størstedelen af hollandske bønder, der drømmer om en ny længe på gården, låner deres penge hos landets foretrukne landbrugssparekasse, Rabobank.
Ingen af de tre eksempler er repræsenteret ved årets udgave af Touren, der begynder på lørdag. Det er til gengæld holdet med det for sporten så passende navn Quick Step (opkaldt efter sin belgiske hovedsponsor, der laver gulve), Bora-Hansgrohe (en småfesen forening mellem køkkengrej og vandhaner), Katusha-Alpesin (mundret alliance mellem en russisk tøjfabrikant og en tysk shampoo-fabrik. Ja, man kan levende se det for sig) og ikke mindst vores yndling: Team EF Education first-Drapac p/b Cannondale. Jo, det hedder de.
Vi er ved at skrive en slagsang til dem, men det kniber lidt at få navnet til at passe på versefødderne.
Nå ja, og så har vi ikke engang nævnt vores alltime-favoritter: Det danske Team Chicky World, hvor rytterne konsumerede enorme mængder Danpo-kylling. Og deres modsætning, Linda McCartney Racing Team (ja, ejet af Pauls ekskone), hvor rytterne måtte tage al det epo, de havde lyst til, men til gengæld ikke måtte røre kød.
Nej, de vandt aldrig noget.
DET VÆRSTE:
De uskrevne regler!
De uskrevne regler i Tour de France er efterhånden så velbeskrevne, at man lige så godt kunne skrive dem ned: Man angriber ikke, når den gule trøje har en defekt. Puha, det er dårlig stil. Man angriber selvfølgelig heller ikke, når den gule trøje holder tissepause. Og man angriber naturligvis heller ikke, når den gule trøje er ved at spise. Vi antyder ikke, at man kan vinde Tour de France med en tilpas svag blære og tilstrækkelig stor appetit, men siger bare, at så burde man heller ikke måtte tyre og lave højdere i professionel fodbold. Så ville Tyskland også have en chance for at komme lidt længere end gruppespillet i VM…
Helt pjattet bliver det under sidste etape, hvor alle ligesom er enige om, at så er løbet faktisk afgjort – rytterne gider ikke engang lade som om og kører rundt med hinanden om skuldrene, gør sig til for fotograferne og drikker champagne. Ja, champagne. Så tror da i øvrigt pokker, at de skal tisse hele tiden. I stedet for det symbolske udbrud på Champs-Élysées, der alligevel altid bliver indhentet inden målstregen, vil vi juble som gale, hvis der bare én gang var en hjælperytter fra et af de perifere hold med et så kompliceret holdnavn, at ikke engang rytterne kan huske det, der lå og lurede, lige indtil ham i den gule trøje fik champagne skænket op og så spurtede som en vanvittig.
For slet ikke at tale om…
De flade etaper!
Fællesbetegnelse for den første uges tid af Tour De France, hvor der er ikke er nogen bjerge, og som alle er enige om, er helt ligegyldige i forhold til den samlede stilling, men som man dog insisterer på at vise i fjernsynet. Lidt ligesom hvis man viste hele Caroline Wozniackis opvarmning inden en tenniskamp, eller hvis transmissioner fra fodboldkampe startede, når bolden skulle til at blive pumpet, og der blev lagt pølser på grillen.
