Tilbage til naturen: For 100 millioner løvskov, hede og græsningslandskaber
Radio & podcast
menu-close

Tilbage til naturen: For 100 millioner løvskov, hede og græsningslandskaber

25. maj 2018 |

Nyt projekt skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter i den danske natur, og samtidig skabe storslåede naturoplevelser.

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.

Foto: Den Danske Naturfond

Et kæmpe nyt naturgenopretningsprojekt, der går i gang 1. juli, blev præsenteret i går.

Cirka halvdelen af området Hammer Bakker ved Aalborg, der i dag blandt andet består af mørk nåleskov bliver omdannet til en sammenhængende mosaik af lyse løvskove og tidligere tiders heder, overdrev og græsningslandskaber. Projektet skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter i den danske natur, og samtidig skabe storslåede naturoplevelser for besøgende.

Bag projektet står Den Danske Naturfond, A. P. Møller Fonden, Aalborg Kommune, Miljø- og Fødevareministeriet og Dansk Botanisk Forening. Den samlede investering er 100 millioner kroner.

Det er målet at udvikle 1.000 ha natur i særklasse. Projektet skal have væsentlig værdi for landskab, natur og sjældne dyr og planter. Det er samtidig målet at udvikle et område med stor rekreativ og formidlingsmæssig værdi.

Foto: Den Danske Naturfond

I løbet af de næste par år vil de første 715 ha natur blive udviklet. Det er målet, at de sidste ca. 300 ha skal følge herefter. Det glæder formanden for Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen:

”Hammer Bakker var en ø i Stenalderhavet, hvor naturen i dag er presset tilbage af moderne skovdrift og tilplantning af de gamle græsningslandskaber. Med dette enestående naturgenopretningsprojekt skal der igen skabes plads til stor, dansk natur,” siger han ifølge Den Danske Naturfonds hjemmeside, hvor du kan læse mere om dette og andre lignende projekter.

LÆS ARTIKEL ESBJERG VENDER ANSIGTET MOD NATUREN – OG ARKITEKTUREN FLYTTER MED

Natur for flere

Hammer Bakker har ifølge projektejerne ikke alene potentiale til at blive et meget værdifuldt naturområde. Området kan også blive et unikt område for naturoplevelser og formidling af den nordjyske natur- og kulturhistorie.

”Hammer Bakker er allerede i dag et populært udflugtsmål for friluftsmennesker, motionister og beboere i de nærliggende byer. Men faciliteterne for de besøgende og formidling af naturen, landskabet og kulturhistorien kan gøres meget bedre”, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen.

Hammer Bakker skal åbnes mere op for offentlig adgang, og der skal investeres i langt bedre faciliteter for besøgende.

LÆS ARTIKEL DANSK SKOVEJER VIL BYGGE HOTELLEJLIGHEDER I TRÆTOPPENE

Foto: Den Danske Naturfond

Fakta

Hammer Bakker er på i alt ca. 2.000 hektar, og ligger ca. 10 km nordøst for Aalborg og Nørresundby. Bakkerne kan ses langvejs fra som en ø i det flade limfjordslandskab. Selve området er kuperet med mange højdedrag, bakker og stejle skrænter. I dag er meget af området bevokset med tætte nåletræsplantager, men her findes også rester af tidligere tiders naturlige løvskove, hede og overdrev.

Hammer Bakker er levested for en række sjældne arter. Det gælder bl.a. sommerfugle som brun pletvinge, forskellige arter af perlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl og engblåfugl.

Området rummer mange fortidsminder og kulturspor – bl.a. gravhøje, gamle hulveje, rester af Kongevejene og tingsteder. Hærvejen går tværs gennem området. Området er et kendt udflugtsmål i Nordjylland.

Partnere:

  • Den Danske Naturfond: Ejer af arealer / projektudvikling / 25 mio. kr.
  • A.P. Møller Fonden: Medfinansiering op til 25 mio. kr.
  • Aalborg Kommune: Ejer af arealer / projektudvikling / arealdrift og tilsyn
  • Dansk Botanisk Forening: Ejer af arealer / projektudvikling / arealdrift
  • Miljø- og Fødevareministeriet: Medfinansiering på ca. 12 mio. kr.

Til udvikling af områdets infrastruktur, publikumsfaciliteter og formidling afsøges mulighederne for yderligere medfinansiering fra private fonde m.fl.

Martin Finnedal

Uddannet journalist i 1998 og har siden arbejdet for blandt andet Fyns Amts Avis, DR TV, Politiken, Roskilde Festival og i Forsvaret.