Thomas Brunstrøm Søren Baastrup

Bedst & Værst: Superligaen

Der er altid to sider af en sag: Den bedste og den værste. Ud fra denne devise analyserer Heartbeats’ to klummeskribenter hver uge et fænomen, og denne gang er turen kommet til dansk fodbolds legendariske stadionmad, ‘stadionplatten’ – og, nå ja, kapitalismens invasion af danske stadionnavne.

DET BEDSTE:

Stadion-platten!

VM er veloverstået, og nu ruller bolden igen på de danske stadions. Det er uden vuvuzelaer og eksotiske damer på sidelinjen, men til gengæld med rigtige fadøl (der var ingen alkohol i dem i Rusland, hvilket muligvis kan forklare, at de danske fans kastede med dem) og med rig mulighed for at spise sig mæt i kongerigets fremmeste ret: stadionplatten.

En ægte stadionplatte består af en eller to tykke, ristede pølser med et eller to brød til. Hertil serveres typisk passende (store) mængder ketchup og sennep, man selv skydes ud på papbakken – og tøjet – fra gigantiske, hængende dunke. Ældre fodboldfans vil hævde, at de bedste fås på Lyngby Stadion eller i Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager holder til. Hverken amagerkanerne eller Lyngby spiller længere med i den bedste række, men det gør heldigvis ikke så meget. Der er nemlig masser af anbefalelsesværdige variationer af pølsen med brød spredt over de 14 nuværende superligahjemmebaner.

AaB og Aalborg udmærker sig ved, at man først i de seneste år er begyndt at servere andet end sennep til maden. Til gengæld er det efter sigende muligt nu og da at få en såkaldt ’dims’ ved siden af sin pølse – en nordjyske specialitet, bestående af et pølsebrød med flæskesteg og rødkål.

Længere sydpå, i Midtjylland, kan du få en ’farlig frankfurter’ på MCH Arena, opkaldt efter klubbens legendariske angriber Frank Kristensen. Hos SønderjyskE i Haderslev kan du i sommermånederne få en ægte ringridderpølse, mens du i Esbjerg kan få … tæsk. Og ikke så meget andet, faktisk. De er mere til fisk på de kanter.

AGF’erne spiser til gengæld også godt (”gode pølser, rådden løbebane”, hedder den første anmeldelse af Aarhus Stadion på Tripadvisor) og hvor Nordsjællands menu ligesom holdet selv næppe vinder nogen priser, så udmærker køerne foran grillen sig til gengæld ved at være Danmarks korteste.

Verdens Bedste Pølse
Foto: Pølseligaen.dk

Dansk fodbolds typiske flagskib, FC København, har valgt at satse på burgere og franske hotdogs, så dem forbigår vi i stilhed (men vi HAR bedt DBU fratrække dem et par point eller tre).

Den allerbedste stadionplatte? Den skal muligvis findes i Randers, hvor folk år tilbage kom rejsende til helt fra Hobro bare for at spise pølser. I hvert fald, hvis man skal tro Jonas Kristensen fra pølseligaen.dk. Han henter i øvrigt altid sin stadionplatte i det 38. minut – hvor pølsen har fået den perfekte tid på grillen, og køen er mindst, siger han.

Tippet er hermed givet videre.

DET VÆRSTE:

Stadionnavne!

Unge mennesker tror det næppe, men i de gode gamle dage spillede OB på Odense Stadion, AaB på Aalborg Stadion og så videre. Landsholdet spillede i Københavns Idrætspark, og lyserøde støvler og hårbånd var i øvrigt noget, piger gik med. Det var dengang.

I dag har snart sagt enhver fodboldklub – også i de lavere rækker – bukket sig forover, mens en hær af sponsorer smurte kapitalismens knytnæve nødtørftigt ind i vaseline, hvorfor vi, nu Superligaen netop er gået i gang, skal på tur til CASA Arena, Ceres Park, Blue Water Arena, Telia Parken, MCH Arena, DS Arena, EWII Park, BioNutria Park Randers, Sydbank Park, Nord Energi Arena, Aalborg Portland Park og – og her peaker vanviddet – FC Nordsjællands hjemmebane Right To Dream Park.

En af de få undtagelser er Brøndby, der bare spiller på Brøndby Stadion. Hvilket jo også kan være pinligt nok i sig selv.

For slet ikke at tale om…

Det store E i SønderjyskE!

Hvorfor er det der? Skal man lægge særligt meget tryk på E’et, når man siger SønderjyskE? Og skal man udtale E’et som E i Elitesport eller som E i sønderjyske? Der er et eller andet marketingsbureau i Sønderjylland, der har fortjent en røvfuld…

Footer graphics