Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at der er kommet en ny revolutionerende slankemedicin på markedet. Wegovy hedder den herhjemme, og Ozempic i udlandet, opfundet og markedsført af Novo Nordisk. Alene i januar måned gik 16.593 danskere i gang med behandlingen.
Wegovy er det første seriøse bud på en medicin mod overvægt, et kæmpe problem i hele den vestlige verden. Medicinen er godkendt til personer med et BMI over 30, og der er cirka 900.000 svært overvægtige danskere, så den potentielle patientgruppe er stor.
Wegovy er et problematisk lægemiddel på mange måder, først og fremmest så er prisen absurd og ikke mindst perspektivet med, at man skal være på behandlingen hele sit liv for ikke at tage de op mod 17 procents vægttab på igen. Og så er der hele debatten omkring, om at overvægt ikke er en sygdom, så hvorfor kræver den medicin? Ønsker du grundig lægelig gennemgang af medicinen, så lyt til denne podcast.
Lægemiddelstyrelsen har afvist at yde offentligt tilskud til behandlingen, og nu overvejer Sygesikringen Danmark også at fjerne deres tilskud på 25-50 procent medicintilskud til behandlingen, fordi de mener, at den er for dyr til den solidariske privatforsikring.
Dermed vil en af landets mest udskammede og isolerede befolkningsgrupper blive ladt i stikken – som så mange gange før. For mens staten gerne hjælper med alle mulige andre livstilsygdomme og sygdomme som rygning, alkoholmisbrug, stofafhængighed, fertilitetsproblemer, type2-diabetes, knogleskørhed, anoreksi, KOL, søvnapnø og så videre, så forventes man som overvægtig at holde sin kæft og gå hjem og spise en gulerod.
LYT TIL:
Der er ingen hjælp at hente til borgere med overvægt, hvor vi endda ved, at det fortrinsvist er mennesker fra de laveste socialklasser, altså dem med færrest penge, der kæmper med vægten. Men vi er nødt til at tage overvægt seriøst nu, og ikke som et selvforskyldt gameshow på tv, hvor tykke mennesker skal sulte sig til vægttab, for det virker ikke. Kroppen er biologisk indrettet således, at den vil tilkæmpe sig sin høje vægt igen. Der er så mange faktorer ved overvægt, andet end “hold op med at æde”, og det er et svigt af dimensioner ikke at hjælpe tykke borgere.
Jeg har selv været tyk siden fødslen. Der er altså ting på spil i min overvægt, som er sket helt på fosterstadiet. Det er biologi. Jeg kom ud og vejede over fem kilo, en kæmpe baby med en sund appetit, med en helt tynd mor. Jeg har gennem mit liv været på alle slankekure, alle træningsforløb, bootcamps, piller og pulver. Jeg har fastet. Jeg har været på de siden forbudte Letigen-piller (to måneder, hvor jeg manisk ikke sov, men rensede stuk ned med en tandbørste om natten). Jeg har slugt epsom salt og skidt grønt. Jeg har prøvet alle varianter af slankepiller, som altid ender samme sted: Diarré og intet vægttab.
Jeg har haft personlige trænere. Jeg har spillet basket, badminton, svømmet, styrketrænet og så videre. Siddet i infrarøde saunaer. Vinterbadet. Talt med psykologer, blevet hypnotiseret, spist low carb, gået ugentligt hos vægtvogterne, talt kalorier, indtastet al føde i apps, spist kål dagen lang, været på yogarejser med detox og udrensning, levet efter tallerkenmodellen. Jeg ender det samme sted hver gang: Jeg er tyk. Og jeg bliver tykkere, jo ældre jeg er, på trods af at jeg spiser mindre og mindre. Og hvis jeg ved en overmenneskelig restriktiv indsats får tabt mig, tager jeg det på igen straks.
Der er med andre ord ting på spil, som er ude af mine hænder, og det er sådan, det er at være overvægtig. Jeg har fået hånlige beskeder fra læger som: ”Der var jo ingen overvægtige i koncentrationslejrene”, eller ”du er sgu da meget flot med former”. Jeg har fået at vide, at hvis jeg tog 15-20 kilo på, kunne jeg blive indstillet til en gastric bypass, hvor man kirurgisk indsnævrer mavesækken, hvilket jeg på ingen måde er interesseret i. For mig handler det med vægten i øvrigt ikke så meget om æstetik, for jeg synes selv, jeg er fin, det handler primært om mit helbred, og at vægten er tung at bære.
Overvægtige betaler også skat
Og jeg bærer den alene. For der er ingen hjælp at hente som overvægtig. Derfor er vi mange, der gerne vil have Wegovy, hvis det virker. Og det bør være en statslig opgave at hjælpe os og støtte os med tilskud. Vi betaler sgu også skat! Og det kan ikke være rigtigt, at man skal vente på at få diabetes, eller at knæene bryder sammen, før der er hjælp at hente i det offentlige.
Jeg vil gerne på Wegovy, men har, ligesom mange andre, desværre ikke råd til medicinen. Jeg har simpelthen ikke 2.500 kroner om måneden til overvægtsmedicin, og selvom jeg har været medlem af Sygesikringen Danmark hele mit voksne liv, så vil de jo nok fjerne tilskuddet til Wegovy. Jeg ved, der er folk, der tager til Tyskland for at købe medicinen billigere, men det har jeg heller ikke mulighed for. Så ingen Wegovy her.
Men hvad er alternativet, som en ven, der netop er begyndt på Wegovy, spurgte mig, da vi talte om den dyre, livsvarige behandling? ”At blive ved med at tage fem kilo på årligt, indtil jeg ikke kan gå eller dør af det,” sagde han. Skal vi vente på, at alle har diabetes? Skal vi vente på, at de privilegerede og slanke mennesker, der bestemmer i det her land, fatter, at vi lever i et fedmefremmede samfund, og at det kun går en vej – den gale?
I en tid, hvor landet diskuterer privilegier og socialklasser som aldrig før, så er der en ting, som I har glemt: De tykke medborgere, som altid rangerer lavest på den sociale rangstige, og ingen hjælp kan få.
