I et rækkehus tæt på strand og skov i Trede nær Fredericia bor en kvinde, der har oplevet mere end de fleste. En kvinde, der – trods en hård opvækst, modgang, sygdom og død – omfavner alle andre og deres problemer, fordi hun ikke kan lade være.
Anni Jensen er den slags nabo, der fredag aften kommer forbi med hjemmebagt kringle, så de ældre på vejen har noget at hygge sig med til ‘Vild med dans’. De lokale Hus Forbi-sælgere får også gerne en lille gave op til jul, og mindst én landevejsridder er blevet samlet op og inviteret med hjem juleaften.
“Jeg har altid higet efter kærligheden, fordi jeg ikke fik den hjemmefra. Jeg har altid følt, at jeg skulle gøre noget for at opnå den”, siger Anni Jensen, der med egne ord “tiltrækker folk, der gerne vil hjælpes.”
Hinandens et og alt
Allerede som 14-årig møder Anni Jensen den 12 år ældre bilmekaniker Søren. Søren skal ikke bare vise sig at blive hendes bedste ven, ægtefælle og far til hendes to børn, men også en redning væk fra et alkoholiseret hjem.
De er hinandens et og alt i 26 år, indtil Søren får kræft og dør blot tre uger senere. På et øjeblik er Anni Jensens liv vendt op og ned, og hun må i en alder af 40 år stå på egne ben for første gang.
”Jeg kan tydeligt huske, at folk sagde; ”bare vent og se, det kan hun ikke klare”. Men der blev jeg faktisk lidt stædig og tænkte ”jeg skal vise dem,” fortæller hun.
Få måneder efter mandens død falder Anni Jensen pludselig om på sit arbejde. Lægerne finder en tumor i den ene lunge, mens den anden lunge er kollapset. Sygeplejerskerne fortæller hende, at hun skal forberede sig på det værste.
“Jeg tænkte hver dag, “nu dør jeg, nu dør jeg”. Det værste var, da jeg lå oppe på sygehuset og tænkte over tingene, og mine sønner, Mads og Max, kom op og var helt ulykkelige. De havde lige mistet deres far og troede nu, at de også skulle miste deres mor,” fortæller Anni Jensen.
Det går godt. Lægerne får fjernet hele tumoren, og Anni Jensen bliver udskrevet. Men “hjem” er væk. Huset og den store have, hun alle årene har delt med Søren og drengene, er blevet solgt i forbindelse med Sørens død, og intet er som for bare et halvt år forinden.
“Så sad jeg der helt alene i verden i en lejlighed på Vejle Landevej, da boligforeningen ringede og tilbød mig rækkehuset her. Jeg tænkte først, “ej jeg kan da ikke bo helt ude på landet”, men så kom jeg ud og så det og blev forelsket i det,” husker Anni Jensen.
Finder ro i haven
Det er 12 år siden, at Anni Jensen flyttede ind, og i dag kan hun ikke undvære sit lille hus og have, der ligger tæt på gårdbutik, skov og strand, hvor hun ynder at gå tur med hunden, Minnie.
”Bussen går lige ude foran døren, og der er faktisk kun seks kilometer til bygrænsen, men jeg er bare så glad for, at jeg kan gå til stranden og til skoven. Der er en lille gårdbutik heroppe, hvor jeg kan købe æg og grøntsager og vaskede kartofler og blomster, og jeg elsker det bare så meget,” fortæller Anni Jensen.
Hun sidder sjældent stille. Og kommer du spontant på besøg en dag, kan du være sikker på at finde Anni Jensen i gang med at luge ukrudt, slå græs eller vande blomster i det, der må være boligforeningens smukkeste have.
“Jeg har ikke fået bearbejdet alle tingene, så jeg flygter væk i rengøring og havearbejde. Så støvsuger jeg to gange om dagen, tapetserer en væg, og pludselig har jeg haft tre farver på køkkenet indenfor to uger,” fortæller hun med et smil.
Efter at have boet i rækkehuset i nogle år lykkedes det Anni Jensen at få lokket sin søster til at flytte ind i et hus længere nede ad vejen.
“Vores forældre er døde, så da huset blev ledigt, fik jeg hende herned fra Grindsted. Vi har begge store børn og børnebørn, som elsker at komme forbi, og det bedste er, at vi ser hinanden hver dag. Jeg elsker at kunne gå ned og spise hos hende. Hun har en kæreste, der er rigtig god til at lave mad, og så har hun også en rigtig flot have. Det konkurrerer vi måske lidt om, for hun har virkelig også grønne fingre”.
Kærligheden spirer
For halvandet år siden mødte Anni Jensen kærligheden på ny. Men selvom de kun bor få kilometer fra hinanden, skal de ikke bo sammen.
“Jeg kan godt lide, at vi kan vælge hinanden til og ikke alt det der med; “hvad skal vi have at spise i aften?” Det har jeg prøvet i mange år, og nu har jeg fundet ud af, at jeg også nyder mit eget selskab,” fortæller hun.
Selvom Anni Jensen bor alene, har hun dog sjældent en ledig stund for sig selv.
“Jeg snakker mere eller mindre med alle herude. Vi kender virkelig hinanden. Vi kan godt lide at få et lille glas vin heroppe på terrassen eller gå nogle ture sammen. Nogle gange har vi også nogle grill-arrangementer nede på stranden, hvor vi bader eller mødes med vores hunde”.
Det er næsten, som om der er et liv før og efter mandens død. For selvom han er med hende i alt, hvad hun laver, og der ikke går en dag, hvor hun ikke tænker på sin Søren, er Anni Jensen i dag en anden, end hun var dengang.
“Jeg kan stadig godt have dage, hvor jeg tænker; “ej, det kan jeg da ikke finde ud af”, men så kigger min søn på mig og siger; “hvorfor tror du ikke, at du kan det? Se, hvor langt du er nået, mor”, og det har han jo ret i”.
