I mange år var livet som forsanger i When Saints Go Machine ensbetydende med, at Nikolaj Vonsild drak og festede og røg to pakker røde Prince om dagen. I perioder vågnede han om natten og græd af smerter. Nu har den 44-årige musiker lagt sit liv om og fundet euforien et helt andet sted: løb..
Tekst: Thomas Balslev
Foto: Rita Kuhlmann
Det er faktisk slet ikke Nikolaj Vonsilds egen skyld, at han ikke kan løbe lige nu. Ganske vist var det ham selv, der løb på sine egne ben, da det skete, at han vrikkede om og forstuvede sin ene fod under et orienteringsløb ude i en skov. Men han blev presset til det af det, han selv ville kalde “normalitetens kedsommelighed.”
Han stod nemlig ved en post og talte med et par andre deltagere fra løbet, og samtalen begyndte at dreje sig om den ene løbers nyerhvervede bolig, en lejlighed et sted i København. Og det var simpelthen for kedeligt, så Nikolaj Vonsild stak af. Han flygtede ud i skoven, og i sin iver forstuvede han foden. Og nu er han så skadet.
“Det var aldrig sket, hvis ikke de havde stået og snakket om noget så mega kedeligt,” siger han.
Vi har aftalt at mødes for at tale om, at han har lagt sit liv om og er blevet besat af at løbe. Under normale omstændigheder runder han gerne omkring 70 kilometer om ugen. Måske mere hvis han træner op til et løb. Og selvom han altså lige nu er skadet og ikke må løbe, er han denne formiddag stadig iklædt både løbesko, shorts og en helt tynd nylonjakke, mens han byder på sort kaffe i sit studie på Østerbro.
“Det er underligt, hvordan det føles ikke at kunne løbe. Altså, fordi det er som om, kroppen mangler en måde, den plejer at bevæge sig på, ikke?”, forklarer han.
“Men jeg håber på at komme stærkere tilbage, når skaden er ovre, og jeg har genoptrænet benet.”
Mange kender nok først og fremmest Nikolaj Vonsilds stemme. Som forsanger i bandet When Saints Go Machine har han de seneste 15 år været en skikkelse på den danske musikscene. Hans høje figur og lange lyse hår har svajet på de fleste af landets store festivaler, han har vundet priser og nydt godt af det hele.
Men spørger man Nikolaj Vonsild nu, er han et meget andet menneske i dag, end han var for fem år siden.
Den store forskel? Kaos, siger han.
“Jeg har bevæget mig gennem livet som vinden blæser, og jeg har taget alt ind, uanset om det var følelser, tanker eller substanser. Jeg har været en støvsuger med alt, der har mødt mig. Men det kan kroppen ikke holde til i længden. Og så må man finde nye måder at opleve den samme glæde på.”
Derfor har han nu skiftet euforien ved at feste ud med en mere ædru tilværelse, der – ud over at være far til en dreng på 1 år – kredser om at skrive musik og løbe. Og helst temmelig langt.
“Den eufori, jeg oplevede ved at feste, er erstattet af at stå ude i en skov klokken seks om morgenen og tænke: Godt! Nu løber vi 50 kilometer. Og det bliver fantastisk,” siger han.
Jeg hostede og hakkede og var en lille smule bange for, om det jeg havde gjort ved mig selv ikke kunne ændres
For ham handler det om at få styr på sit indre liv. Et liv, der så længe han kan huske har været ganske, ja, livligt og uroligt. I perioder har han været langt nede i depressionen, og i andre har han været helt oppe at køre i de maniske luftlag. Ikke at løbet har ændret på det, men det er værktøj, han bruger til at få lidt fri.
“Uanset hvor langt man løber, om det er fem kilometer eller 500, så lander du på en eller anden måde i dig selv, når du stopper. Alt rodet var ikke så slemt eller så stressende, som du i virkeligheden troede,” siger han.
Men det er ikke kun det terapeutiske element, der spiller ind for Nikolaj Vonsild.
Det handler også om at gøre tilværelsen en smule mere eventyrlig, når man kører på i hamsterhjulet eller, som han formulerer det, det meste af tiden bliver mødt af så meget ulækker seriøsitet og normalitetens kedsomhed.
“Så vil jeg hellere zigzagge rundt i seks-en-halv-time, uden at se nogen mennesker, og alt gør ondt, mens man er fedtet og ulækker. Det er en vild oplevelse. Og man føler, man har været på en eller anden form for ferie.”
Velværet kom i anden række
Som barn dyrkede Nikolaj Vonsild sport, og som ung spillede han både basket og ishockey. Men på trods af sin høje figur, mener han ikke, at han som sådan var født til at blive nogen god løber.
Det var corona-nedlukningen, der satte det i gang for ham. Her begyndte han at løbe med nogle musiker-venner, fordi han trængte til noget selskab.
Til at starte med sakkede han bagud, men gradvist blev han bedre og bedre på distancen. Først løb de fire kilometer ud og fire hjem igen, så fem, og en dag løb de op til Esrum Sø og rundt om den. På den måde handlede det ikke kun om at løbe, men også om oplevelsen ved at bevæge sig ud i geografien som en opdagelsesrejsende.
Kort forinden var han stoppet med at ryge, og der gik ikke længe, før han også stoppede med at drikke.
Når han ser tilbage, undrer det ham, at han ikke kunne se, hvorfor han faktisk havde det ret skidt fysisk i perioder.
“Jeg røg 20-30 røde Prince om dagen og drak mig fuld fire dage om ugen og undrede mig over, hvorfor jeg havde det lidt underligt,” siger han.
“Der har været flere episoder gennem tiden, hvor jeg har haft det af helvede til rent mentalt, men også bare rent fysisk. Jeg græd nogle gange om natten, fordi jeg havde så ondt i ryggen. Men jeg var ikke klar over, hvordan jeg ændrede det. Det var bare sådan, det var. Status var bare, at det var fucked.”
På den måde er Nikolaj Vonsild nok ikke noget unikum. I hvert fald ikke i musikbranchen, hvor det er kulturen, at man helliger sig den kunsteriske proces – og livsstil – fuldt ud.
“Mit velvære kom i anden – eller tredje – række,” som han siger.
Der var shows, der skulle spilles. Og når koncerten var slut, blev der typisk drukket igennem, hvilket for det meste var meget skægt. Men det har aldrig været særlig sjovt at stille sig op på scenen næste dag med tømmermændene bankende i hele kroppen.
Inde bag kulissen begyndte bekymringerne at murre.
“Jeg gik længe med tanker om, om det var uforbederligt for mig. Jeg gik og hostede og hakkede og var en lille smule bange for, om det jeg havde gjort ved mig selv ikke kunne ændres.”
Hvad ændrede sig så for dig?
“Det gik op for mig på et tidspunkt, at jeg ikke oplevede noget nyt på den måde. Det var bare det samme om og om igen ved at drikke mig fuld og være social. Og det gad jeg egentlig ikke.”
Det smukke i smerten
I dag har Nikolaj Vonsild tre marathon-løb bag sig, og selvom det ikke har været særlig yndefuldt nogle af gangene, foretrækker han at løbe lange distancer.
Som tingene er lige nu, er der et stykke vej, før han kommer tilbage til grundformen, men Nikolaj Vonsild har et rimelig godt forhold til smerte, og han er vedholdende, uanset hvad han laver.
“Det behøver ikke være behageligt for mig at løbe,” siger han.
“Jeg har et behageligt forhold til smerte. Ikke at jeg elsker pinsler, men jeg har altid kunnet se det smukke i smerten på en måde. Og det smukke i den situation, man befinder sig i, mens det gør ondt,” forklarer han.
Det er den samme kompromisløshed, der ifølge ham selv har drevet ham som musiker. Det er hans naturlige go-to reaktion, som han siger, at han arbejder på noget, indtil projektet er færdigt – uanset om det så er en plade eller et trail-løb på 50 kilometer. Der er altid noget, Nikolaj Vonsild brænder for, og det må gerne gøre ondt undervejs.
“Men det skal være sjovt,” siger han.
Er det sådan, du har det, når du løber?
“Mange taler jo om runner’s high, men jeg synes bare, det er en frihed at løbe. Det er en måde, hvor alt forsvinder. Man siger, at man kan høre sit åndedræt og alt det der, men det lægger jeg ikke mærke til. Alt forsvinder bare, og jeg er kun i kroppen og i tempoet.”
Med tiden er Nikolaj Vonsild selvsagt kommet i rimelig god form. Han har altid løjet overfor sig selv og sagt, at det var fint og ikke gjorde nogen forskel, at han røg og drak. Nu kan han godt se, at han har et helt andet fysisk overskud.
Det kommer ham også til gode, når har står på scenen med When Saints Go Machine.
“Jeg har tit haft det ubehageligt med at stå på scenen. Og så pludselig er jeg i god form, og det er behageligt, jeg er ikke forpustet og kan altid synge. Der er intet, der kan vælte mig. Det er nærmest for småt, ligegyldigt hvor stor scenen er, fordi energien kan skubbe så meget. Alle følelserne kan uden forbehold udspille sig,” fortæller han.
Du har engang sagt, at du foretrækker at være urolig fremfor at være stille og tilfreds. Men du lyder alligevel temmelig tilfreds nu…
“Jeg er helt sikkert ikke tilfreds. Men jeg håber da på at blive det.”
Hvordan bliver du det?
“Jeg kan godt lide at flytte mig. Men løb er jo også noget med at flytte sig. Min kæreste siger altid, at jeg står og tripper, lige meget hvad jeg laver. Jeg prøver at stå stille, men det sker ikke. Der er klart en uro i mig. Jeg tror, det ligger i sjælen. Det er ikke noget kapitel i ens liv, man kan komme videre fra.”
Har du noget mål?
“Jeg vil gerne løbe Copenhagen Half til september. Måske bliver det bare sådan helt hyggeagtigt. Men jeg har en idé om, at jeg gerne vil løbe hurtigt. Hvis jeg bliver klar,” siger Nikolaj Vonsild.
“Men dybest set handler det ikke om noget med at være hurtig eller at løbe langt. Det handler bare om sådan… Jeg vil bare gerne løbe,” slutter han.
When Saints Go Machine spiller på O Days 3. august 2024.
O Days afholdes i samarbejde med bryggeriet ÅBEN og Live Nation 1.-3. august på Refshaleøen.
