Jeg troede længe, lydbøger var noget, man valgte, hvis man ikke gad læse. Jeg tog fejl.

Jeg er selvproklameret læsehest. Har altid været det. Jeg lærte at læse, før jeg begyndte i skole. Tal sagde mig aldrig det store. Ord gjorde. De har fulgt mig lige siden.

Jeg har slæbt bøger rundt i tasker, brugt uendelige timer på biblioteker rundt omkring i København og været opslugt af litteratur og fortællinger, så længe jeg kan huske. Det er jeg sådan set stadig.

Men der har også været lange perioder i mit voksne liv, hvor jeg næsten ikke har fået læst. Ikke fordi lysten forsvandt. Den druknede lidt i hverdag, børn, arbejde og aftener, hvor overskuddet kun rakte til at glo ind i en skærm.

Det var egentlig dér, lydbøgerne begyndte at snige sig ind. Det tog mig lidt tid at overgive mig. For nej, det er ikke det samme som at sidde med en fysisk bog mellem hænderne. Det bliver det heller aldrig. Jeg køber stadig bøger i et tempo, der på ingen måde matcher, hvor hurtigt jeg får dem læst, og jeg kommer næppe nogensinde til at holde op med at slæbe dem med hjem fra boghandleren eller biblioteket.

Men hold nu op, hvor er lydbøger et godt supplement. Især om sommeren. For der findes to versioner af mig, når jeg pakker til ferie.

Den ene er optimisten. Hun lægger badetøj, solcreme og fire romaner i kufferten. Fire. Som om kalenderen automatisk giver mig flere timer i døgnet, bare fordi den siger juli.

Den anden ved bedre.

Hun ved godt, at ferie med børn sjældent betyder timevis i en liggestol med en bog. Den betyder sand alle de forkerte steder, madpakker og skub-op-is, jagten på et håndklæde, der var lige her for to minutter siden, og mindst ét barn, der skal tisse, præcis når alle endelig har fundet deres plads på stranden.

Alligevel pakker jeg bøgerne. Selvom jeg endnu ikke holdt den ferie, siden jeg blev mor, hvor jeg fik læst fire romaner.

Og bevares. Nu hvor børnene er blevet større, og jeg også har uger uden dem, er der da igen kommet plads til at forsvinde ind i en fysisk bog en hel eftermiddag. Den luksus havde jeg næsten glemt fandtes.

Men hvis jeg skal være ærlig, er det stadig lydbøgerne, jeg kommer længst med.

Jeg har efterhånden hørt overraskende mange bøger mellem mit hjem og mit arbejde. På gåture. Mens jeg hænger vasketøj op. Rydder op efter aftensmad. Pakker kufferter eller prøver at overtale mig selv til at gøre rent. Den slags opgaver bliver ikke ligefrem sjovere, men de går markant hurtigere, når nogen fortæller mig en god historie imens.

Det er måske det, jeg bedst kan lide ved lydbøger. De kræver ikke, at livet holder pause. De flytter ligesom bare ind i det, der allerede er.

Og sommerferien er et meget godt eksempel.

Selvfølgelig håber jeg stadig, at jeg får læst den store roman på en terrasse med udsigt og et glas vin i hånden. Det kræver bare lige, at jeg først får anskaffet mig terrassen og udsigten.

Virkeligheden ser bare sjældent sådan ud. Og den passer lydbøgerne overraskende godt ind i.

Jeg opdagede hurtigt, at det faktisk var sværere at vælge fem bøger end at skrive resten af artiklen. Min boghylde på Mofibo er efterhånden pinligt lang, og hver gang jeg åbner appen, kommer jeg i tanke om tre nye, jeg også gerne vil høre. Men hvis jeg skal begrænse mig, bliver det de her:

Jeg kunne blive ved. Min boghylde er som sagt pinligt lang. Men jeg vil stoppe her og i stedet give ordet videre til dem, jeg nok stoler allermest på, når det kommer til anbefalinger af børnebøger: Mine egne børn.

To af dem bød ind (ham på 17, havde sjovt nok ikke noget at tilføje…) 
 

Jeg pakker helt sikkert stadig fire fysiske bøger til ferien. Det er en illusion, jeg åbenbart ikke har tænkt mig at slippe.

Men hvis jeg skulle gætte på, hvilke historier der faktisk kommer længst med mig gennem sommeren, bliver det nok dem, der følger med i mine høretelefoner.

Papirbøgerne må vente lidt endnu. Det plejer de heldigvis at være ret gode til.