Irina Draga: “Du behøver ikke at kunne holde til alt”

Hun har levet en stor del af sit voksne liv i offentligheden. Nu fortæller Irina Draga om alt det, der foregik, når kameraerne var slukket. Med sin nye bog Stærkere end stilheden håber hun at gøre op med den skam og tavshed, der kan få mennesker til at blive i relationer, som langsomt slider dem ned.

Hvor meget skal man egentlig kunne holde til? Og hvornår bliver det, vi kalder styrke, til noget, der står i vejen for vores egen trivsel?

Det er spørgsmål, Irina Draga har måttet stille sig selv. For selvom hun i årevis har været vant til at stå frem, vise sit liv og dele ud af sig selv, var der samtidig en stor del af hendes virkelighed, som hun holdt for sig selv.

I dag ser hun anderledes på den kvinde, hun var dengang. Hende, der blev ved med at kæmpe for sin familie, håbe på forandring og forsøge at få hverdagen til at hænge sammen, også når det kostede mere, end hun havde at give.

»Jeg har virkelig ondt af hende. Jeg ser en kvinde, der kæmpede for sin familie og for at blive behandlet ordentligt. Hun prøvede at få tingene til at fungere, og jeg tror, mange kan genkende det med at blive ved med at håbe på, at tingene ændrer sig,« fortæller hun.

Den erkendelse er en væsentlig del af hendes nye bog, Stærkere end stilheden, der tager udgangspunkt i det første svære år efter skilsmissen fra musikeren Morten Olsen, bedre kendt som Faustix. Men fortællingen rækker længere tilbage og beskæftiger sig med både opvækst, kærlighed, alkoholmisbrug, medafhængighed og de mønstre, der kan være svære at få øje på, når man selv står midt i dem.

Når det svære bliver normalt

For mange danskere er Irina et velkendt ansigt. Gennem mere end et årti har hun delt sit liv med offentligheden, og senest har seerne kunnet følge hendes skilsmisse og tiden efter i dokumentarserien Irina i stykker.

Men selvom hendes historie allerede har været fortalt på tv, oplevede hun efterfølgende, at der stadig var noget vigtigt at sige.

»Efter tv-programserien var der rigtig mange kvinder, der skrev til mig. De fortalte, at de kunne genkende sig selv i min historie, og at de følte sig set og hørt. Det gjorde stort indtryk på mig,« fortæller hun.

Henvendelserne blev en væsentlig årsag til, at hun besluttede sig for at skrive bogen. For bag de meget personlige oplevelser fandt hun noget, der rakte ud over hendes eget ægteskab.

»Jeg tror, vi er mange, der går rundt med oplevelser, vi skammer os over, eller som vi ikke tør tale højt om.«

I bogen undersøger Irina blandt andet, hvordan alkoholmisbrug, kontrol og medafhængighed kan påvirke både den, der er direkte berørt, og de mennesker, der lever tæt på. Og hvordan grænser kan flytte sig så gradvist, at man til sidst har svært ved at huske, hvor de oprindeligt gik.

Det blev også tydeligt for hende under skriveprocessen.

»Når jeg har skrevet tingene ned, er jeg blevet mindet om, hvor svært jeg faktisk havde det dengang. Man kan godt vænne sig til rigtig meget og komme til at tro, at det er normalt, selvom det ikke er det.«

Netop den tilvænning er en vigtig del af fortællingen. For udefra kan det virke indlysende, hvornår et menneske bør sige fra. Indefra kan virkeligheden være langt mere kompliceret. Især når kærlighed, børn, fælles historie og håbet om, at tingene bliver bedre, er filtret ind i hinanden.

Hvorfor gik hun ikke bare?

Det spørgsmål kender Irina godt. Og hun mener, at det afslører noget om, hvor lidt vi nogle gange forstår af de mekanismer, der kan fastholde mennesker i svære relationer.

»Der er en tendens til at spørge, hvorfor man ikke bare går, siger fra eller gør noget anderledes. Men det er sjældent så enkelt, når man står midt i det.«

Hun peger på, at der stadig eksisterer både skam og fordomme omkring alkoholmisbrug og livet som pårørende til et menneske med et misbrug. Og at den tavshed, der kan opstå omkring problemerne, risikerer at gøre det endnu sværere at række ud efter hjælp.

Derfor ønsker hun også, at bogen bliver læst af andre end dem, der selv har oplevet noget lignende.

»Jeg håber også, at deres familie, venner og andre pårørende vil læse bogen. For vi er nødt til at forstå, hvad der sker med mennesker, når alkoholmisbrug, kontrol og medafhængighed bliver en del af hverdagen.«

For Irina er der noget vigtigt i at flytte samtalen væk fra spørgsmålet om, hvorfor et menneske ikke bare forlader en svær situation, og i stedet forsøge at forstå, hvorfor det kan være så vanskeligt at gøre netop det. Og måske også i at gøre op med forestillingen om, at det altid er beundringsværdigt at blive ved med at kæmpe.

At finde sin stemme igen

Det har ikke været nogen let beslutning at skrive Stærkere end stilheden. Tværtimod har Irina undervejs været i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet havde kræfterne til at gennemføre det.

»Det nemmeste havde været at tie stille. Så slap jeg for at rippe op i det hele og forholde mig til, hvad andre ville tænke og sige.«

Men stilheden havde også en pris. Og i dag er hun mere optaget af, hvad hendes fortælling kan betyde for andre, end af hvordan den bliver modtaget af dem, der måtte dømme hende.

»Vi er nødt til at kunne tale om de her ting, også når det er ubehageligt. Ellers bliver skammen og tavsheden bare ved med at fylde.«

Bogen er på den måde også et forsøg på at generobre retten til sin egen fortælling. At se tilbage på sit liv med den afstand og forståelse, der kan være næsten umulig at finde, mens man står midt i det.

»Jeg har skrevet den, fordi jeg gerne vil være med til at bryde den tavshed. Og fordi jeg havde brug for at vise, både mig selv og andre, at jeg stadig har en stemme, der er værd at lytte til.«

Når Irina i dag tænker på den udgave af sig selv, som hun var for ti år siden, er det derfor heller ikke længere med bebrejdelse.

»Jeg har mest lyst til at give hende et kram og sige: Godt kæmpet. Men også fortælle hende, at hun ikke behøver at holde til alt, og at det ikke er hendes ansvar at få et andet menneske til at ændre sig.«

Hun håber, at andre kvinder kan finde noget af den samme omsorg for sig selv i hendes fortælling. Og at bogen måske kan give nogen mod til at se på deres egen situation med nye øjne.

»Hvis de kan ranke ryggen lidt mere, skamme sig lidt mindre og få mod på at handle, så er jeg glad.«

For selvom det har krævet meget at skrive bogen og vende tilbage til nogle af de sværeste kapitler i sit liv, er der især én ting, Irina gerne vil have, at andre tager med sig.

»Du behøver ikke at kunne holde til alt. Og du skal ikke kæmpe for to mennesker, hvis du er den eneste, der kæmper.«