Den amerikanske instruktør John Wilson er aktuel med en dokumentar om beton. Hvorfor? Fordi der findes en industri, der lige nu sælger en falsk drøm om en levedygtig fremtid til os alle sammen, mener han.
Tekst: Frederikke Pedersen
Foto: Kristina Pedersen
Den amerikanske dokumentarist John Wilson hader beton.
Eller rettere, han hader den branche, der overfeticsherer og bygger byer af beton, som krakelerer så snart en Tesla kører henover det.
John Wilson er lidt af en original, hvis fysiske fremtræden – med al respekt – giver associationer til en kommunalt ansat. Ikke desto mindre er han lige fløjet over Atlanten for at vise sin nye film ‘The History of the concrete’ på dette års CPH:DOX.
Han er især kendt for sine tre sæsoner af ‘How To With John Wilson’ på HBO, der er en skæv serie af tutorials til stort set alt: fra smalltalk til at rense ører. Men episoderne ender altid et helt uforudsigeligt sted, og det er lige præcis dét, der er blevet John Wilsons varemærke.
Hans nye dokumentar om beton er ingen undtagelse.
– Der var mange grunde til, at jeg ville lave en film om beton. Først og fremmest, og helt personligt, er fundamentet til mit hus ved at revne, og jeg ville finde ud af, hvorfor beton svigter generelt – set udelukkende fra et materialeperspektiv, siger han, da jeg møder ham på Bremen Teater i København.
Dokumentaren finder hovedsageligt sted i New York og træder direkte ind i en spændende debat om USA’s vaklende infrastruktur, byernes levedygtighed og de skæbner, der må leve med konsekvenserne fra store kapitalfonde, der langsomt gør byen ubeboelig.
Hvilket overemne er bedst til at undersøge de forhold? Beton. Naturligvis. For som John Wilson selv siger i dokumentaren, ”det er pinligt at vide så lidt om noget, der fylder så meget i et bybillede”.
En hulens masse revner
Gennem filmens 101 minutter følger man John Wilsons håndholdte kamera, der fanger nogle af de mennesker, som på den ene eller anden måde befinder sig i periferien af betonens solsystem.
Og det er mange. For der findes uendeligt mange måder at kapitalisere på det, der udgør den anden mest brugte materialeopskrift i verden: cement, sand, sten og vand.
For eksempel møder han en gruppe mennesker, der til Self-Trancendence-løbet i Queens årligt bruger to måneder på at løbe 3100 mil i cirkler rundt om den samme betonblok, og en enke, der bor på USA’s ældste betongade fra 1893 i Ohio.
Men det er nok de færreste, der har sat spørgsmålstegn ved det materiale, der efterhånden fylder så meget i gadebilledet at dens tilstedeværelse virker naturgivet på forhånd.
Kigger man lidt nærmere, ser man dog revner i den ellers så stærke overflade. Og det er netop dem, der er startsskuddet for dokumentarens tilblivelse.
– Da jeg begyndte at læse bøger om det her, gik det op for mig, hvor dybt fejlbehæftet dette materiale er. Jeg fik en følelse af, at vi som samfund bliver ført bag lyset, når det gælder bæredygtigheden og styrken ved beton, fortæller John Wilson.
Dokumentaren udstiller absurditeten ved brugen af et materiale, der udgør størstedelen af mange bygningers konstruktioner, men som samtidig viser sig langsomt at krakelere. Hvorfor bruger vi det så, kunne man fristes til at spørge. Men det spørgsmål har vi bare ikke rigtigt stillet før nu, mener John Wilson.
– Jeg har ikke rigtig set polemik før, hvor folk sætter spørgsmålstegn ved det her. Det er på en måde en del af et livslangt projekt for mig at stille spørgsmål ved ting omkring os, som man troede var gode, men måske ikke er det. Jeg synes, at folk fetichiserer beton på en måde, som jeg virkelig havde lyst til at punktere. Og jeg oplever, at mange i designmiljøet hylder materialet uden for alvor at tænke over dets miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser.
En mand og et kamera
39-årige John Wilson, der til dagligt bor og lever i Queens i New York, debutererede som filmdokumentarist til Sundance FilmFestival i januar måned, hvor der var premiere på ‘The History of concrete’. Nu er han altså i København til fire visninger af filmen til CPH:DOX, hvor der også er tilhørende talks og Q&A’s. Sidst han var i København var i 2022 til CPH:DOX med sin HBO-serie, som han blandt andet blev Emmy-nomineret for.
Hvor de fleste dokumentarister nok ville vægre sig ved mantraet go with the flow, er det for John Wilson omvendt. For ham er dén metode nøglen til at kunne åbne verdener op, der sjældent ser dagens lys.
Undervejs i hans dokumentar bliver det dog tydeligt, at finanseringerne til at lave dokumentaren ikke står i kø på baggrund at det umiddelbart tørre overemne.
En af filmens investorer har opstillet den præmis, at han skal inddrage en kendt musiker i sin dokumentar, der kan sikre en vis form for omtale og dermed indtjening. Det tager John Wilson til de mærkeligste afkroge. Som en slags fuck-finger til filmindustrien, der vender en filmdokumentarist ryggen, så snart han er en smule stagneret, ender John Wilson i stedet med at følge en falleret musiker, der lever af uddele vareprøver på tequila og mezcal.
– Der er helt klart en frygt for at starte et projekt og være for fast besluttet på at bevise noget, og det er også derfor, jeg pressede det så langt i filmen, fordi jeg kunne mærke mig selv glide over i miljøkritik og professionelle kritikformer, og jeg vil egentlig hellere have, at mine medvirkende belyser noget lidt mere mærkeligt ved den menneskelige tilstand.
Og hvis der er noget, som John Wilson er særdeles dygtigt til, så er det at bryde med de klassiske genrekonventioner for en dokumentar og i stedet følge nogle skæve eksistenser på tæt hold.
– Jeg er på mange måder en puritaner, når det gælder processen, og meget af det, jeg bedst kan lide i non-fiktionens filmhistorie, er kunstnerisk auteur-drevet arbejde, fortæller han om sin motivation for at være en one-man-army.
– Jeg synes, at når man kan mærke kunstnerens hånd i værket, gør det det meget mere levende og til et stærkere og mere sammenhængende kunstværk. Man får et perspektiv, og man ser det fra min højde og mit perspektiv, og relationerne mellem motivet og mig er meget tydelige. Der er ikke nogen artefakter, der lader som om, at jeg ikke er der.
Det er måske også på baggrund af denne primitive fremgangsmåde, der omvendt giver den quirky dokumentarist så meget frihed til at kunne bevæge sig rundt mellem alle lagene i betonens berøringsflader – alt fra en mand, der har gjort det til en levevej at fjerne tyggegummi fra byens fortov (betonens fjende número uno er tyggegummi), til en kæmpe stor betonkonference, hvor toppen af industrien danser sekterisk rundt og hylder materialets massive vækst – men nægter at besvare simple spørgsmål om bæredygtighedskritik.
– Det er ikke for alle, men jeg kan godt lide, at man kan være agil, når man filmer alene, og på en måde ikke-truende. Jeg vil også gerne holde miljøet så umanipuleret som muligt, og bare filme med naturligt lys, og møde folk dér, hvor de er, og på en måde lade dem styre mig, hvis de har lyst.
“Dårlige miljøer skaber dårlige mennesker”
Ikke nok med at beton kan have fatale samfunds- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser, så kan det ifølge John Wilson også have sociale og relationelle konsekvenser for, hvordan vi interagerer med hinanden
– Jeg tror, at mange dårlige miljøer skaber dårlige mennesker. Jeg mener bare, at kulturelt og arkitektonisk, hvis man designer hårde, uforsonlige rum for mennesker at eksistere i, så vil de nære modvilje mod dem, og de vil nære modvilje mod hinanden.
Det er ikke svært for John Wilson at pege på eksempler i New York, hvor den fallerende infrastruktur sætter sine præg på menneskelige relationer.
– Hvis man ser på den nye Penn Station i Midtown Manhattan i New York, de sammenpressede togtunneler, der er ingen siddepladser nogen steder, og det gør folk virkelig frustrerede. Det er nedværdigende, og det fremmer ikke sund menneskelig adfærd.
– Jeg føler, at når man overfetichiserer noget som beton, og man har de her fascistiske arkitektoniske mesterværker, så føles det ikke nødvendigvis som steder, man kan leve i. Der er et regeringscenter i Boston, som er sådan en virkelig ikonisk brutalistisk mareridtsbygning, som folk elsker at pege på som en smuk anomali midt i en historisk by. Men de mennesker, der arbejder der, virker bare så deprimerede.
I værste fald rammer dette også dokumentaristerne selv. For hvis verdenens bygninger og mennesker får et for strømlinet udtryk, så vil dokumentaristerne selv, ifølge John Wilson, også bliver for strømlinet i deres udtryk
Ønsker at bevare
Dokumentaren belyser den velkendte problemstilling, at mange newyorkere oplever akut boligmangel, og langsomt bliver skubbet ud af deres egen by på grund af skyskraberhøje huslejer. Skal man så skynde sig at bygge en masse lejligheder, eller skal man fikse det, som allerede er revnet itu? Det er her beton kommer ind i billedet. For med en industri, der har sat sig hårdt på byggemarkedet, bliver det ifølge John Wilson endnu et spind af lappeløsninger.
Han har ikke selv noget godt svar på, hvordan man løser den udfordring, men en ting er sikkert: Det er ikke beton, der er løsningen.
– Jeg er ikke nødvendigvis imod nybyggeri eller det at bygge boliger som idé. Jeg synes bare, at den måde, vi har gjort det på indtil nu, ikke fungerer. Vi bruger så meget tid på at diskutere politik og kæmpe for retten til at bygge de her boliger, og så overlader vi selve udførelsen til folk, der bygger noget, der er helt elendigt.
Hvorfor er idéen om at bevare det, som vi allerede har, så vigtigt for dig?
– Jeg føler, at den reelle, aktive bevaring af ting konstant er en kamp i byer. Det er måske den mest definerende og samtidig mest komplekse handling: ønsket om at bevare noget. Og jeg oplever, at så mange ting bare forsvinder for så at blive genopfundet senere, som en udvandet version af sig selv.
Til sidst i dokumentaren spørger John Wilson den musiker, der ironisk nok skal sikre ham filmens indtjening, hvilken dokumentar han ville se, hvis han ikke selv kunne bestemme, hvad den skulle handle om.
Jeg stiller ham samme spørgsmål.
– Hvis jeg fortalte dig det, så ville du jo kende idéen til mit næste projekt. Men nok en dokumentar, der viser hvert eneste trin i, hvordan dårligt byggeri bliver designet og opført.
Så en 2.0-version af din egen dokumentar?
– Ja, præcis.
