Efter at have ejet andels- og ejerlejligheder fandt Hans-Henrik Skou meningen i en tidligere ghetto på Nørrebro.
Hans-Henrik Skou bliver ikke fornærmet, da jeg spørger, om han ikke bor meget spartansk. Han griner. Når man har overlevet to defekte nyrer, punken, et årelangt misbrug og sin egen angst og fordomme, så står boligdesign ikke på listen over ting, han skal nå i sit liv.
“Jeg har ikke tid til den fede indretning. Det siger mig ingenting”, siger den 51-årige bibliotekar Hans-Henrik Skou, inden han ser sig lidt rundt i stuen og fortsætter: “Men jeg har da opgraderet ungdommens øl-trækasser under min madras. Nu har jeg grønne mælkekasser i plastik”.
Et kort konstaterende svar fra en mand, som ellers elsker at tale og har sine meninger om en del. Specielt om fælleskabet, eller fællesskaber. For der er mange af dem, og Hans-Henrik Skou har plads til dem alle. Hvis bare det handler om de værdier, som han prøver at give videre til sine tre døtre og bonusdatteren. Og så naturligvis til alle de andre mennesker, han involverer sig i.
“Det handler om tid, empati og rummelighed. Jeg prøver at slette mig selv og kæmpe for, at andre skal have det godt”, siger han.
Det bliver sagt med en stædig naturlighed, og jeg glemmer helt at række en finger i vejret og spørge, om han ikke er lige på grænsen til det frelste. For jeg tror på ham. Tror på, at han tror på projektet. Livsprojektet.
Når man hver dag vågner og tænker, hvornår nyren stopper med at virke, så får man nogle andre mål og værdier. Jeg aner jo ikke, hvor lang tid jeg kan være her. Så kan jeg lige så godt prøve at gøre det godt for andre
I sine 51 år har Hans-Henrik Skou brugt rigtigt meget tid på først at tænke og siden hen slå hjernen fra for så at tænke sig godt og grundigt om igen. Som 12-årig blev livet i det gule parcelhus i Århus-forstaden Egå aldrig helt det samme igen, da hans ene nyre slog fra. Fem års evighed i dialyse, indlæggelser og venten på en nyretransplantation blev brugt på at læse. Så kom den nye nyre. Han var 17 år.
“Og så skulle jeg jo på en eller anden måde finde en vej ud. Væk fra det hele. Det blev punken. Jeg var nok sådan en slags hippiepunker. Havde orange hår i spikes og lugtede lidt af tis. Men den nye nyre virkede heller ikke. Så seks år senere skulle jeg gennem det hele igen med en ny transplantation. Og SÅ opdagede jeg morfin, lsd og vodka. Det tog mig 10 år at komme ud af det misbrug”.
Men Hans-Henrik Skou fandt også tilbage til bøgerne. Lige som første gang han blev syg. “Når man er så syg, så kan man ikke meget. Men man kan fordybe sig i bøger. Anden gang min nyre gik i stykker, blev bøgerne også starten på en uddannelse som bibliotekar. Mine forældre fik ideen og skubbede på. For at studere til at hjælpe andre med at finde bøger og læse krævede jo
ikke den store fysiske aktivitet. Så det kunne jeg sagtens gøre, mente mine forældre. Jeg blev godt nok uddannet, men jeg skal hilse og sige, at man ikke har lyst til at læse, når man sidder i dialyse og bliver pumpet med medicin”, fortæller Hans-Henrik Skou, uden et gram fortrydelse. Sådan blev det bare.
Nu sidder vi så der og drikker kaffe i stuen på syvende sal i blok nummer 19 på Lundtoftegade på Nørrebro i København og ser ind over byen. Hans-Henrik Skou flyttede fra Jylland til København. Blev gift, fik børn, blev skilt og fik en kæreste. Nyren holder stadig. Livet er ret godt. For han er her stadig. Jeg spørger, om jeg må se billeder fra hans tid som punker. Det må jeg ikke, for han har ikke nogen. Han har aldrig haft brug for at gemme den slags. Nok aldrig haft tid til at se sig tilbage.
Mine venner plejer at sige, at jeg har sådan en ‘slapoffness’
Den hjemmeboende 16-årige datter siger hej og går på arbejde. To katte smyger sig rundt om bordet. og mjaver om opmærksomhed. Den ene er tyk og sort. Den anden er slank, albino og født døv. Hans-Henrik Skou skal også på arbejde i dag. Bøgerne på Vesterbro bibliotek står og samler støv. Uddannelsen som bibliotekar har ikke længere samme værdi. Hverken for brugerne eller ham.
“Der er jo ingen, som længere låner bøger i dag. Men det gør heller ikke så meget. Jeg er jordens dårligste bibliotekar, for jeg kan ikke sidde stille. Til gengæld er jeg vild med at få ideer og skabe projekter. Og det er der så heldigvis stadig mere og mere af på et bibliotek i dag. Men der er bare ingen penge at gøre det for”.
Når vi går ud i køkkenet, kan vi spejde ud over alle de andre boligblokke i Lundtoftegade. Det her er Hans-Henrik Skous verden. I årevis har han sammen med de andre beboere kæmpet for at få pillet området af regeringens ”Ghettoliste”. Det er lykkes.
“Fællesskabet her i Lundtoftegade er min friværdi. Jeg har ejet både andels- og ejerboliger. Men det her giver mening. Vi taler 28 sprog i området, men der er plads til os alle. Da jeg flyttede ind her, tog jeg da også mine fordomme og min angst med mig. Når drengene stod og hang ned ved vaskeriet, så tænkte jeg da i starten mit. Men..hey…de er bare unge, de fleste vil gerne arbejde eller tage en uddannelse.
Da jeg som ung valgte at melde mig ud af fællesskabet og blive punker, valgte jeg det selv. De her unge har aldrig haft et valg. Andre har altid fortalt dem, at de ikke var gode nok. Selvfølgelig er der nogle rødder, men det var der også i min ungdom. En dag får de fleste af dem et tuttenuttet liv lige som mit med kæreste og børn. Alt det jeg selv flygtede fra en gang”.
Så står vi der og kigger ud af køkkenvinduet. Hans-Henrik Skou peger på blokken overfor. Der bor hans kæreste nu. De startede sammen med dig og mig, dine og mine børn. Det var knap så godt. Så kom der plads og mulighed for en ny lejlighed overfor til kæresten og hendes datter. Nu går det hele meget bedre, når de kan gå frem og tilbage.
“Mange flere burde være kærester på den måde. Jeg flytter aldrig ud. Jeg vil dø her. Jeg har flyttet nok i mit liv. Skulle det blive til en sidste flytning, så bliver det højest på hospice”.
Han siger det stille og roligt. Og smiler. Jeg tror på ham.
Om Danmarkbolig.dk
DanmarkBolig.dk er en del af Landsbyggefonden, der er en selvejende institution oprettet ved lov. Landsbyggefondens primære formål er at støtte og udvikle alment boligbyggeri i hele Danmark gennem forskellige låne- og tilskudsmuligheder til landets boligorganisationer.