Gordon Fisker Victor Boye Rita Kuhlmann

Frihed, fællesskab og lystfiskeri: ”Det er svært at være pessimist og lystfisker”

Den fiskende iværksætter Gordon P. Henriksen, især kendt for sin medvirken i tv-programmet ’Nak & Æd’, lever som den eneste i Danmark af at være lystfisker. Vi tog med ham på fisketur for at høre om, hvordan han er blevet hele Danmarks lystfisker, og hvorfor det ikke altid er fedt at leve af sin passion. 

Tekst: Victor Boy Lindholm
Foto: Rita Kuhlmann

Jeg møder Gordon P. Henriksen i en hytte ved bredden af Isefjorden, som han har råderet over fra områdets ejer. Hytten er bygget i 1920’erne og for et par år siden restaurerede Gordon P. Henriksen den sammen med nogle venner. De lagde et nyt og smukt grønt tag, fik lagt strøm og vand ind og dekoreret bjælkehytten, så den emmer mere af norsk fjeldromantik end midtsjællandsk vinter. Det er herfra, at Gordon P. Henriksen har skrevet bogen ’Et liv i fisk’, som udkom i 2021, planlægger tv-programmerne, som han er blevet kendt af, og afholder fisketure i Isefjorden for især firmaer, der vender tilbage år efter år.

Indenfor i hytten hænger der et enormt gevir, der står et stort plankebord, og der er ild i den lille støbejernsovn. Vi skal ud og fiske, men vi starter først i hytten med kaffe, hvor vandet naturligvis er kogt over den varme ild. Gordon P. Henriksen sælger det gode liv, og derefter kommer muligheden for at fange en fisk.

Gordon P. Henriksen

Florida og naturfilosofi

Gordon P. Henriksen er halvt amerikansk. Hans er mor er født og opvokset i Florida, og det var også i solskinsstaten, at den unge Gordon P. Henriksen fangede sin første fisk i Lake Butler bare otte år gammel. Derefter var han bidt, fortæller han: 

”Jeg fiskede hele tiden som ung, jeg lavede en fiskeklub for sjov sammen med Simon Jul, som jeg gik på gymnasie med. Der var selvfølgelig også andre ting. Jeg skatede og rappede, men jeg mistede aldrig interessen for fiskeriet.”

Men det var først, da han læste på college i USA, at han så småt begyndte at bevæge sig i en retning, der har bragt ham hen til det sted i dag, hvor han kan leve af det. Her studerede han kommunikation, naturfilosofi og socioøkonomi, og da han skulle lave et projekt, der kombinerede alle tre dele, tog han til Mexico for at interviewe tidligere erhvervsfiskere, der var blevet fiskeguider. 

Victor Boy

”Det var jo ikke, fordi det var helt bevidst dengang, men jeg kan i dag se, at jeg meget tidligt lagde grundstenene til min arbejdstilværelse som selvstændig,” fortæller Gordon P. Henriksen, mens han tager en tår af kaffen.

Gordon P. Henriksen er stolt af sin amerikanske baggrund, og han giver den meget af æren for, at han sidder her i hytten.

”Jeg har en stor tro på, at man kan skabe tingene selv, og jeg har altid gået målrettet efter, at det skal være sjovt. Da jeg var yngre, læste jeg meget den amerikanske forfatter Henry David Thoreau og hans bog ’Into the Woods’. Her taler han om at suge marven ud af livet. Det har jeg taget til mig, men det har også altid stået lidt i kontrast til den danske arbejdsmoral, om at man skal bide i det sure æble. Hvorfor skal jeg det, når jeg kan suge marv ud i stedet?”

Vandet er koldt, men Gordon er optimistisk

Vi begynder at iføre os waders udenfor Gordons P. Henriksens hytte. Der er et stort bålsted, hvor der står møbler i en halvcirkel rundt om, på en af hyttens bjælker hænger en krog, der er smedet af en ven, hvor man kan hænge dagens fangst, og foran os ligger Isefjorden, der har rejst sig med små krappe bølger. Vi skal fiske efter havørreder i dag, det er stadig et lidt svært tidspunkt på året, fordi vandet er koldt, men Gordon P. Henriksen er optimistisk, mens han leende tilføjer:

”Det er svært at være pessimist og lystfisker. Det er troen, der holder os kørende. Det er vigtigt i dag.”

Solen bryder frem, og vi begynder at gå mod dagens fiskeplads, mens vi taler videre om hans unge år. Gordon P. Henriksen studerede human økologi på et universitet i Maine, og undervejs tog han tre måneder i praktik hos en fiskeguide i Florida. Her kombinerede hans sin store fascination for vandmiljøet med praktisk erfaring som guide for andre mennesker.

”Det har altid været vigtigt for mig at blive klogere på naturen. Det handler om at være en del af den. Fiskeriet har klart været sammenhængende med et behov for samhørighed. På den måde var jobbet i Florida ideelt. Jeg fik lov til at fiske og formidle, samtidig med at jeg lærte en masse om at passe på den natur, som jeg gerne ville tættere på.”

For Gordon P. Henriksen er der egentlig ikke så stor afstand mellem lystfiskeri og iværksætteri. Det handler i høj grad om mestring, om at jage succeserne.

”Det at fange en fisk handler jo ikke bare om at imponere. Man har også selv truffet alle de rigtige valg. Man har valgt det rigtige grej, det rigtige sted, det korrekte tidspunkt på dagen, og der går tusinde beslutninger før, at man rent faktisk fanger fisken. Det giver mig en enorm god følelse af at lykkes og at kunne noget selv. Den følelse af selvstændighed er vigtig for mig, i alt det jeg laver.”

Vi har bevæget os ned mod vandet, og vi begynder at lave de første kast i en lille vig, hvor bunden er blød og mudret – et sandt spisekammer for den ellers kræsne havørred. Gordon P. Henriksen arbejder effektivt og giver mig anvisninger om, hvor jeg skal lægge mine kast bedst.

Da Gordon P. Henriksen vendte hjem fra USA, fik han først job som fiskeguide i et rejsebureau og derefter var han redaktionschef for det legendariske danske fiskemagasin Fisk & Fri: »Det var nogle geniale jobs, der virkelig har ledt frem til min succes i dag. Først brugte jeg fem år på at rejse til fjerne fiskedestinationer som en del af mit arbejde, derefter brugte jeg fem år som journalist og fik opbygget et kæmpenetværk blandt lystfiskere, grejproducenter og miljøforvaltere. Det var herefter, at jeg fik lyst til at prøve kræfter med at være selvstændig.«

Det er meningsfyldt at slappe af

Det var først som vært i tv-programmet ’Storrygeren’ og derefter som gæst i ’Nak & Æd’ på DR, at Gordon P. Henriksen blev kendt i danskernes bevidsthed. Her fungerede han som den unge og friske fiskeguide, der på mange måder var og er et modstykke til den lidt slidte kliché om den ældre lystfisker med pibe og fiskevest. 

I stedet stod der en ung mand, der mere lignede han kom fra skateparken end fra åens strømmende vand. Til det griner Gordon P. Henriksen og forklarer: 

”Skateboard og fiskeri er totalt viklet ind i hinanden for mit vedkommende. Begge ting gør jeg for mig selv og mit eget ego, og følelsen af at lande et trick er ikke meget anderledes end det at fange en fisk. På samme måde deler begge interesserer glæden ved frihed og selvstændighed.”

Gordon P. Henriksen stil og væremåde var med til at skyde den bølge af friluftsinteresse i gang, som i de seneste år har skyllet ind over Danmark. Pludselig var der ingen modsætning mellem at være ung og naturinteresseret.

Vi bevæger os væk fra den lille vig og mod mere åbent vand. Gordon P. Henriksen giver mig lov til at låne hans stang, hvorpå der er monteret en af hans egne kreationer. En lille grå flue med et rødt hoved, der er lavet af skarvfjer fra en fugl, han selv har skudt. Jeg bevæger mig ud på en tange i fjorden, hvor vandet er lavere med dybt vand på begge sider. Vinden er taget til, og den blæser hårdt fra syd.

Som jeg står her i vandet, er det svært ikke at blive en smule misundelig over, at dette er en arbejdsdag for Gordon P. Henriksen, og det virker nærmest som den perfekte idyl, at man kan tjene penge på det her, men det er ikke kommet uden en pris for ham: »I de første år af mit liv som selvstændig, der arbejdede jeg virkelig hårdt. Det var vigtigt for mig at se, hvor langt jeg kunne drive det, og jeg ville gerne bevise mig selv overfor andre. Men det blev nødt til at ændre sig. Der er mange iværksættere og selvstændige, der deler billeder af sig selv, hvor de sidder og svarer på mails kl. 22. Det synes jeg er et problem. Der er så mange, der har stress, og jeg vil gerne signalere, at man godt kan have et spændende arbejde uden at knokle sig selv ihjel.«

Det er i høj grad den mentalitet, som han lever af i dag. Det er især firmaer, som booker ture hos ham, hvor hans ansvar er at lave en dag, hvor det naturligvis er muligt at fange en fisk, men hvor rammerne er afslappede og rolige: »Jeg vil gerne skabe et alternativ til den meget konkurrenceorienterede arbejdskultur, hvor firmaevents oftest har noget at gøre med ekstremsport, så man rigtig kan blive rystet sammen. Jeg vil skabe et univers, hvor det bliver dybt og meningsfuldt at slappe af i stedet for.«

Det er Gordon P. Henriksens bidrag til det danske samfund. Han tror meget på fællesskabet, og at vi alle sammen skal løfte i flok, mens den enkelte skal have friheden til at udfolde sig: »I mit arbejde med at formidle lystfiskeri, så tror jeg min danske og amerikanske baggrund mødes. Det er en kombination mellem frihed, fiskeri og fællesskab.«

Gordon P. Henriksen har også oplevet konsekvenserne ved et hårdt arbejdsliv selv, og det er klart bagsiden af medaljen ved at leve af sin hobby: »Jeg har en stor udfordring ved at finde ud af, hvornår jeg er på arbejde. En fisketur er for mig altid en arbejdstur. Men det er også et problem for min familie, fordi jeg aldrig rigtig har fri. Meget af mit arbejde foregår også på min telefon, og det gør mig virkelig distræt. Min største udfordring er at blive bedre til at være mentalt til stede og sige til mig selv, at jeg er tilfreds med det sted, som jeg er i mit arbejdsliv.«

En havørred på krogen

Jeg laver et langt kast og nyder egentlig mest bare vejret, men pludselig sker der noget. Et hug! Jeg har selv fisket en del år, og jeg har også fanget havørreder før, men noget ændrer sig i min krop, da fisken viser sig og afslører en stor og bred silhuet. Dette er ikke en lille fisk. Jeg råber til Gordon P. Henriksen, at han skal komme hen til mig med det net, som vi har joket lidt om overhovedet ville blive nødvendigt.

En kamp begynder, hvor jeg har glemt nærmest alle de gode råd, som man kan læse sig til. Men med Gordon P. Henriksen ved min side guider han mig roligt til, hvordan jeg bedst får gjort fisken træt, uden at skarvfluen mister grebet i den hårde mund. Den nærmer sig, og jeg kan se på Gordon P. Henriksen, at han heller ikke mener, at det er en lille fisk. 

Et øjeblik tror jeg, at den er røget af, men med et er den ved hans ben, og han får den skovlet op i nettet. Vi kan give hinanden en krammer og sætte i et jubelråb. Der er den. En havørred på 61 centimeter, sølvblank, gispende og den største havørred, som jeg nogensinde har fanget. Dermed kan Gordon P. Henriksen også svare på det sidste, men afgørende spørgsmål om, han nogensinde bliver træt af at fiske.

”Aldrig, men det er blevet mindre vigtigt om det er mig, der fanger fisken. Det her er bedre. Jeg lever for at give glæden videre til andre.”

Footer graphics