Forfatteren Peter Øvig har røget pot i 45 år: “Vi lyver, hvis vi kun fortæller om farerne”

Forfatteren Peter Øvig har skrevet en bog, han godt ved vil vække debat. Men han mener alligevel, at ‘Øvigs Lille Bog Om Pot’ har sin berettigelse. For når forbuddet gør, at ingen tør udstikke retningslinjer, vokser risikoen kun. Derfor insisterer han på at fortælle hele sandheden om cannabis – også, hvorfor rusen kan føles fantastisk.

^{Tekst: Sigrid Conradsen
Foto: Kristina Pedersen}

Jeg banker på døren til Peter Øvigs villa i Gentofte uden at vide, hvad der venter mig på den anden side. Mon min næse møder den karakteristiske lugt og mine øjne en stor skov af hampeplanter?

Jeg har aldrig selv turde komme i nærheden af pot, så min referenceramme må siges at være en smule begrænset. 

– Du er sådan en sund type?

Han stiller mig spørgsmålet, efter jeg siger, at jeg heller ikke ryger cigaretter. Jeg afviser straks, og som forsvar mod det indtryk, han måske er ved at danne af mig, vælger jeg at sige:

-Næ, jeg kan godt lide at drikke alkohol og feste. 

Måske ikke så kontroversielt.

-Jeg er nok bare en af dem, der er skruet så ængsteligt sammen, at frygten for en farlig oplevelse vinder over nysgerrigheden, forklarer jeg ham. Det har holdt mig fra pot indtil nu, selvom jeg trods alt stadig er nysgerrig.

Han kalder mig fornuftig. i ‘Øvigs Lille Bog Om Pot’ understreger han også flere gange, at det altid er sikrest at lade være med at ryge, hvis man kan. 

Det er blot det første råd blandt mange andre do’s and dont’s, han deler ud af i sin nye håndbog om pot. Men selv har han haft stor glæde af stoffet i mere end 45 år.

‘Øvigs Lille Bog Om Pot’ inviterer videnskaben indenfor og adresserer alvoren af de kendte farer – hashpsykoser, afhængighed og apati. Men med afsæt i sine egne erfaringer, skriver Peter Øvig også om euforien, det kreative boost, sanseudvidelsen og den spirituelle åbning. Han fortæller åbent om alle dele af rusens glæder – også dem, som er mest kontroversielle.

Den første rus

Der gemmer sig næsten altid noget ulovligt i lommen på Peter Øvig, når han er til fest.

Det er en hjemmerullet joint af den pot, han selv dyrker et hemmeligt sted i Danmark.

Midt på aftenen, hvis humøret er rigtigt, og han ikke har lagt for mange genstande bag sig, hiver han det sagnomspundne rusmiddel frem.

Han deler gavmildt med andre i selskabet, der gerne vil smage på varen. Ofte ender rygercirklens sammensætning som en blandet landhandel af alt slags godtfolk, og jointen turnerer imellem de nysgerrige gæster.

Ja, selv psykiatere kan finde på at ryge med. Måske fordi de om nogen ved, at Peter Øvigs pot er renere, mildere og mindre risikabel end den stærke hash eller skunk, man får, hvis man køber hos de kriminelle forhandlere.

Når pot er godt, må det altså være virkelig godt, tænker jeg. Og det er sandt, bekræfter Peter Øvig, som prøver at forklare mig, hvordan rusen føles.

-Det er lidt ligesom at blive kildet. Det starter ved, at der sker et eller andet mærkeligt i kroppen og i bevidstheden. Pludselig er der en, der siger eller gør noget, der måske ikke normalt er særlig sjovt, men nu ser det helt mærkeligt ud.

Han er teenager første gang, påvirkningen sker. Det er sammen med gode venner på et værelse med stigereoler og skibsbrikse. De skal gøre det rigtigt, så derfor ryger vennerne til tonerne af Bob Dylan, som brummer ud af Hi-fi-stereoanlægget i hjørnet.

De får et sug hver. En af vennerne løfter pegefingeren på en bestemt måde. Det er det sjoveste nogensinde.

-Og så begynder vi at grine. Som ung især får man det der grineflip, du måske har hørt om. Man har det jo simpelthen sjovere, end man nogensinde har haft det før.

De hemmelige glæder

Tilbage til mig og mit afskrækkede forhold til pot, som kommer med en pris.

Nogen gange føler jeg mig lidt udenfor i et selskab, hvor andre ryger. De skæve virker altid til at have en slags dyb indforståethed med hinanden. Det er, som om de ved noget, jeg ikke gør. Peter Øvig forklarer, hvad den opfattelse handler om.

– Man kan få meget tætte stunder med hinanden, når man er skæv. Jeg har tit oplevet at have intime samtaler, hvor begge parter har oplevelsen af en forbindelse, de ikke har mærket med nogen andre før.

Det er helt fantastisk, fortæller han mig.

Det forklarer også, hvorfor Peter Øvig synes, folk er smukkere, klogere og dejligere, når han er påvirket. Og hvorfor en forelskelse har lettere ved at starte her.

Intensiteten i rusen er aftaget for Peter Øvig med alderen. Som voksen er det ikke de ustyrlige grineflip, der fylder mest. Effekten, han mærker i dag, er en anden. Men den er faktisk endnu bedre. Og så er den også mere kontroversiel at tale om.

– Jeg må indrømme, at de allerbedste oplevelser, jeg har haft på pot, er af erotisk art. Det er svært at beskrive. Men der er en anden slags kontroltab og hengivelse i samværet, når man er påvirket.

– Det er en af de hemmelige glæder, som rygere for det meste kun hvisker om, fortæller han.

Det er også den glæde, folk bliver mest provokerede over, har Peter Øvig erfaret.

Men i bogens natur er den beskrevet i et kapitel alligevel. Ellers ville ‘Øvigs Lille Bog Om Pot’ ikke leve op til sin egen præmis om åbenhed og vidensdeling, der defineres som grundsten i løbet af de første sider.

De gyldne regler

Princippet om vidensdeling har også fået Peter Øvig til at skrive flere praktiske kapitler, han godt ved, han får ballade for.

Disse afsnit kan nærmest betragtes som en forbrugermanual eller guide, der tager læseren igennem hele den ulovlige proces, det er at dyrke og ryge pot. Her lærer man, hvordan man skal gøre.

Man lærer også Peter Øvigs sæt af gyldne regler, som er til for at beskytte folk som mig – nysgerrige, unge og uvidende – mod de kendte risici ved brug af cannabis, der vokser markant, hvis man ikke ved, hvad man gør.

Netop manglen på offentligt tilgængelige retningslinjer om rusmidlet var det, som holdt Peter Øvig ved tasterne, når han flere gange tvivlede på den kontroversielle bogs eksistensberettigelse.

– Jeg har skrevet bogen, fordi den ikke findes. Ambitionen er, at den skal være der for dem, som har brug for den. Der er ingen steder, hvor de, der kunne finde på at ryge, kan gå hen og finde de vigtigste informationer. Man kan kun være heldig at kende en gammel hippie eller gut som mig, som kan fortælle det mund til øre.

Og der er mange ting, man skal være opmærksom på, bliver jeg klar over.

– Mange aner ikke, hvilken type cannabis, de kan købe på gaden. Og ofte er det alt, alt for stærkt. Dyrker man sin egen hampeplante i det fri i Danmark, bliver den ikke særlig stærk. Pot er så de tørrede blomster fra hampeplanten, og de er langt mindre risikable at ryge.

Så langt så godt. Kun pot.

– Og så skal man altså helt lade være med at spise eller drikke cannabis

Han henviser til det afsnit i bogen, der beskriver det store, psykoselignende angstanfald, han fik efter at have drukket potchai engang i sin studietid.

– Det er et spørgsmål om dosering, og man kommer simpelthen til at overdosere, fordi stoffet skal igennem fordøjelsessystemet. Derfor kommer virkningen meget langsomt, forklarer han.

Jeg noterer, at jeg under alle omstændigheder skal blive ved med at sige nej tak til hashkagerne, jeg nogen gange får tilbudt fra min vens fryser.

Det rette sind og den rette situation

Listen over forholdsregler, man bør tage, er lang. Blandt andet overrasker det mig, hvor stor en rolle, hippiernes holistiske tanker om ‘set’ og ‘setting’ tilsyneladende spiller for, om man får en god eller dårlig rus.

Både videnskaben og Peter Øvigs egne erfaringer understreger, hvor afgørende sindstilstanden og situationen er, når man indtager cannabis.

– Det skal helst være om aftenen, hvor man kan nyde jointen uden at skulle noget vigtigt bagefter. Så skal man sørge for uforstyrrede omgivelser og også gerne lidt god musik, hvis man er alene – men alene skal man helst ikke være de første par gange. Derimod skal man være sammen med andre mennesker, man er tryg ved, fortæller han.

På den måde har man altså sat de bedste rammer for sig selv. Selvom det jo kan gå galt alligevel.

– Du har jo været indlagt med en psykotisk depression, siger jeg.

Godt nok var den ikke udløst af pot. Men er han mon slet ikke bange for, om rusmidlet kan føre ham steder hen, han ikke har lyst til at komme igen? tænker jeg.

-Jeg har fået at vide af min psykiater, at mit potforbrug ikke er noget problem. Jeg har trods alt røget i 45 år uden at opleve en behandlingskrævende psykose. Så længe jeg tager mine forholdsregler, skulle jeg altså ikke være bekymret, siger han med et lille smil.

Og en af reglerne er særligt vigtige, fremhæver Peter Øvig.

– Jeg kan ikke understrege det nok: Man skal ikke ryge, hvis man i forvejen er ked af det.
Pottens dårlige ry stammer til dels fra, at nogle folk bruger det, når de i forvejen har det skidt. De anskaffer sig det, man kalder stenerhash, som banker en helt bagover. Så bliver de bare apatiske og afhængige i stedet for triste. Og det er meget trist

Man skal også lade være med at ryge for meget.

– Jeg ryger maksimalt et par gange om ugen, og man skal ikke ryge mere end det. Nogle gange – i sommerferier for eksempel – er jeg kommet til at ryge for meget. Det virker sådan, at jeg bliver sløv og dum.

– Heldigvis synes jeg ikke, at jeg er uproduktiv til hverdag. Jeg har jo trods alt skrevet en del bøger efterhånden.

Forbuddenes dyre pris

Vi sidder ved spisebordet med en kop nescafe og et glas vand foran os. Det er i øvrigt kun kaffen, jeg kan dufte, og også kun almindeligt kendte potteplanter, jeg kan spotte i det rummelige køkken.

Inde i stuen er en rød hængekøje spændt ud ovre i hjørnet. Her ligger Peter Øvig godt om aftenen, fortæller han mig. Især, når han har røget pot.

Hans søn kommer på besøg, mens vi taler om den nye bog. Peter Øvig griner, og siger:

-Hej Aske! Vi sidder lige og snakker om, hvor doven og sløv du er, fordi du har røget så meget pot.

De krammer, og ironien er tydelig at spore. Aske har ikke røget i flere år.

– Men hvor står du egentlig overfor dine egne børn, når det kommer til pot? spørger jeg, da Aske er gået ovenpå.

– Jeg har aldrig sat grænser for dem. Mange er også forargede over, at jeg har været påvirket foran mine børn. Men skulle jeg give afkald på åbenheden overfor dem, ville jeg også miste det, jeg har vundet.

Gevinsten, han taler om, er det nære og tillidsfulde forhold, han har til sine børn.

– Som forælder kan man ikke lave forbud og samtidig få åbenhed. Altså, jeg beklager. Det er der nogen forældre, der bilder sig ind – men det kan man ikke.

Jeg tænker tilbage på mine klassekammerater i folkeskolen, der havde strenge alkoholforbud hjemmefra. Det var tit dem, som blev mest fulde til festerne.

– Nogle forældre tror måske, at forbud virker. Men de ved jo ikke, om det passer. Det har jeg fået bekræftet, fordi jeg selv praktiserer åbenhed. Derfor har jeg altid vidst, hvad mine egne børn – men også andres – laver.

For Peter Øvig er åbenheden om pot et personligt valg, som både gennemsyrer hans forældre- og forfatterskab.

Virkeligheden er, at næsten en femtedel af alle elever i folkeskolens 9. klasse har prøvet at ryge cannabis, formegentlig også uden at sige det til deres forældre. Det kan man læse i bogen.

– Hvis vi, de voksne, benægter den virkelighed og samtidig hævder, at der ikke er andet end negative oplevelser og konsekvenser forbundet med at ryge pot, mister vi ikke kun enhver troværdighed. Vi mister også muligheden for at rådgive de unge gennem tillidsfulde, åbne samtaler, skriver Peter Øvig i bogens indledende sider.

Bogen er ikke nogen reklamekampagne for cannabis, understreger han endnu engang – selvom han godt ved, mange vil sige, at den forherliger pot.

Derfor tror han heller ikke ligefrem, at den bliver en bestseller. Den almene forælder ser den næppe som årets oplagte julegave til deres eksperimenterende teenager. Men han håber, at den vil blive læst og fundet af dem, der trods forbud og formaninger har brug for den.

– Jeg betragter det faktisk lidt som min borgerpligt at formidle den viden. For jeg ved en masse om pot, og så er jeg også god til at skrive bøger. Vi lever jo i et kommunikerende samfund. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at de her informationer findes ude i verden.