TV-værten om gamle Puch Maxi’er, ro og glæden ved at få gamle motorer til at leve igen.
Tekst: Thomas Balslev
Foto: Kristina Pedersen
Det er lidt overraskende.
Ikke fordi Erkan Özden står i et varmt skur i t-shirt, fodformede sandaler og roder med en gammel limegrøn knallert med hidsige, lilla fælge. Ikke fordi der står to andre knallerter og en motorcykel parkeret mellem værktøj, reservedele og oliepletter.
Det overraskende er hænderne.
De er store. Kraftige. Arbejdshænder. Ikke sådan nogen, man forbinder med en mand, der normalt sidder nyklippet og nypresset i TV Avisen, rank og rolig foran kameraet. Men Erkan Özden har rent ud sagt nogle ordentlige lapper. Og her i skuret står de og holder om et stykke metal, som om det var noget næsten ædelt.
En krumtap.
Det er hans yndlingsdel. Med et lille forspring ned til en karburator.
-En krumtap er smuk, siger han.
Han siger det helt uden ironi. Og når han begynder at forklare hvorfor, går det op for én, at det måske ikke handler så meget om knallerter.
-Folk bruger det der udtryk – ”det er krumtappen i det hele” – men de ved jo ikke, hvad en krumtap er. Krumtappen er hjertet af motoren. Den er helt inde i kernen. Den lever sådan et skjult liv. Den er enormt vigtig. Men uden den virker det ikke.
Omvendt kan man måske også godt argumentere for, at Erkan Özden selv er ganske afhængig af krumtapper.
For selv om de fleste af os kender Erkan Özden som tv-vært, korrespondent og manden, der i årevis har dækket krige, jordskælv og verdens begivenheder, så findes der en anden version af ham.
En, der bruger fridage på at restaurere gamle knallerter – især Puch Maxi’er – og som bliver næsten barnligt glad af en motor, der har stået stille i 50 år og pludselig starter.
Erkan Özden var omkring 15 år, da han købte sin første Puch Maxi for 650 kroner ude på Vestegnen. Og den kunne ikke køre. Derfor stod han meget af tiden nede på fortovet med sin fars gamle værktøj og skruede, og det har han på sin vis gjort lige siden.
-Mine forældre var sådan lidt: Hvad fanden har du gang i?
Dengang var Puch Maxi’en egentlig ikke drømmemaskinen. Alle de seje drenge havde Yamaha 4-gears eller en Puch Monza. Men det var Puch’en Maxi’en, han havde råd til, og den krævede et vist håndelag. I dag er han af den holdning, at det ligger i hans væsen at ville skille ting ad og samle dem igen.
-Jeg skruede så meget på den knallert, at gevindene gik i stykker, siger han og forklarer, at det jo egentlig ikke var meningen til at starte med. Meningen var at køre på knallert, men sådan kan tingene jo hurtigt ændre sig.
Æresmedlem
Hans interesse forsvandt aldrig helt, men på et tidspunkt skiftede han knallerten ud med en større og hurtigere motorcykel, og så gik interessen i dvale i mange år. Der kom studier, familie og arbejde i vejen, med reportagerejser i Afghanistan, Irak, Pakistan, Tyrkiet og alle mulige andre steder. Siden udstationering i Washington som USA-korrespondent.
Han kan stadig huske dagen, hvor han besluttede at sælge motorcyklen. Han stod og tappede benzinen af motorcyklen og hældte den over i plæneklipperen.
-Så tænkte jeg bare: Shit mand. Nu er det slut. Nu er jeg blevet voksen.
De senere år er knallerterne dog kommet tilbage i Erkan Özdens liv. Lige nu er han i gang med at ordne den limegrønne sag for en bekendt, som også står bag et årligt knallerttræf i Hakkemosen i Taastrup, hvor Erkan selv deltager. Ja, for at det ikke skal være løgn, er han faktisk blevet æresmedlem i Rebellerne, en af de knallertklubber, der lægger et stort arbejde i træffet.
Men Erkan Özden gider ikke lave, hvad som helst. Der skal helst være historie i det.
Den Puch Maxi, der står i hans skur ved siden af den franske Cady, fik han for eksempel af TV Avisens korrespondent Ole Ryborg efter en middag i USA. Det var Ole Ryborgs fars gamle knallert fra Vejle, og han havde brugt den til at køre til og fra posthuset på.
-Jeg har aldrig set en mere tør knallert end den Puch.
(Erkan Özden siger i øvrigt ikke ”puck” men ”puch” med tysk udtale af ”ch”. Det lærte han engang af Markus Grigo fra ’Bagedysten’).
-Da Ole afleverede den Puch, havde den ikke kørt i årevis. Den var knastør. Ingen lugt af olie, ingen lugt af benzin.
Den var med andre ord et perfekt projekt. Og selvom Erkan Özden fik den til at køre igen og kørte på den én gang til et træf, står den nu mest og hygger sig igen. Han kommer aldrig til at skille sig af med den.
Det er ikke de blankpolerede museumsgenstande, han er interesseret i. Han er heller ikke særlig stor fan af, når man modificerer de gamle maskiner, og der går ”for meget Sønder Boulevard i den”, som han siger. Han er interesseret i noget så gammeldags som ting, der virker.
-Jeg kan godt lide, at det er gammelt, men virker. At det stadig er rustent. At det stadig ser brugt ud. Men at det starter.
Små mænd med store hænder
Der er nok også noget arv i det for Erkan Özden. Hans bedstefar voksede op i Anatolien, hvor han som landmand og chauffør selv reparerede traktorer, mejetærskere og andre landbrugsmaskiner. Han flyttede i 1970 til København, hvor han arbejdede som arbejdsmand og svejser på det legendarisk skibsværft B&W. Selve grunden til at familien i dag er i Danmark. Et tema, han også selv berører i sin bog fra sidste år ’Små mænd med store hænder – Barn af en gæstearbejder’ om sin egen far og farfars historie.
-Man gjorde tingene selv. Man ventede ikke på, at nogen kom og ordnede dem. Der var ikke nogen, der gjorde det for en.
Den mentalitet har han selv taget med videre. Og derfor generer ham også temmelig meget, når det omvendte er tilfældet – altså, når moderne mekanik ikke kan repareres.
Ikke fordi han mener, at alting var bedre i gamle dage, for det var det ved Gud ikke.
-Men jeg synes, der er noget dejligt befriende ved, at man selv kan lave de gamle ting. At det hele ikke er nittet fast eller lavet på en måde, så man ikke kan fikse det. Hvorfor laver industrien det på den måde? Hvorfor må vi ikke åbne tingene, smøre dem og skifte en eller anden ting til en krone, så den virker igen? Jeg hader det. Du skal købe alting fra nyt, og det synes jeg er enormt provokerende.
Han har ikke tal på, hvor mange skærme han selv har skiftet i sine børns telefoner. Eller hvor mange gange han i ren trods har støvsuget internettet for at finde en driver, som kunne få hans gamle printer fra studietiden til at virke.
Erkan Özden er også en stædig mand. Men selvom hans lille hobby i mange år har været hans eget lille helle, er fællesskabet omkring de gamle maskiner også begyndt at fylde mere for ham. Også selvom der godt kan være lidt fordomme om en som ham.
-Sidst vi var på træf, tror jeg nogle gutter havde en idé om, at jeg bare dyrkede det her på en hipsteragtig måde, lidt kitschet, men det er det overhovedet ikke. Det er faktisk meget ærligt, og jeg endte med at sidde og rense en karburator derude sammen med en fyr.
Knallertmiljøet er meget uprætentiøst, og det kan Erkan Özden rigtig godt lide. Der bliver ikke peget fingre af nogen.
Man kan være mand, kvinde eller midt imellem, have piercinger eller mærkeligt hår – ingen blander sig. Hvilket er lidt af en mangelvare, hvis du spørger ham.
-Jeg synes, vi lever i en tid, hvor der ikke er plads til landsbytosserne. Der var mere rummelighed før i tiden på en naturlig måde. Det hele er blevet for ensformigt i dag, for konformt og uniformeret, og det tror jeg, de her knallertklubber også er et slags oprør imod.
Det har ikke noget med mandehørm at gøre, siger han. Heller ikke noget med køn at gøre.
-Det har bare noget med frihed at gøre.
-Det er et sted, hvor man egentlig bare kan have lov til at være, som man har lyst til den, uden at der går for meget uniform i den. Det er det, jeg harcelerer lidt imod. Det skal ikke bare blive endnu en forening. Endnu en uniform – ”nu skal du se sådan og sådan ud”. Nogle gange kan de der foreninger med kasserer og alt muligt godt dræbe friheden. Og det er forkert.
Drømmen om et ladefund
Sådan kan folk godt blive lidt overraskede, når de finder ud af, hvad Erkan Özden går og laver. Hans kone siger i øvrigt ikke noget særligt til det. Hun har vist bare accepteret, at Erkan går i skuret fra tid til anden for at løsne en gammel skrue.
Når alt kommer til alt, handler det om at finde ro og fordybelse. I skuret kommer han væk fra skærmen, væk fra forstyrrelser og står bare med noget gammelt metal mellem hænderne. Nogen strikker, andre maler og laver pileflet, men Erkan Özden vil allerhelst fikse en motor.
Han har egentlig heller ikke nogen ambitioner på området.
Men han drømmer lidt om det perfekte ”ladefund”.
-At finde sådan, der bare står med spindelvæv og rust. Hvor andre vil tænke ”hold kæft, et vrag. Den skal smides ud”, så ville jeg tænke, ”nej, hvor er den smuk. Den skal renoveres.”
For ham handler det både om kvalitet og historik. At bevare det originale og bringe det til live igen er for ham fascinerende ”Fugl Føniks-agtigt” – og lige dér, i det øjeblik, hvor motoren starter igen og kører, velsmurt, dér får Erkan Özden sit dopamin-kick.
Men vejen dertil har også en værdi i sig selv.
– Det er en helt utrolig rar måde at flytte sine tanker og fokus over på noget helt andet, og så noget meget håndgribeligt. Det er simpliciteten i det, der i virkeligheden er ret fint, synes jeg. Men også bare duften af det. Og det er smukt. Jeg synes, de der dele er flotte.
Så smiler han. Og vender tilbage til krumtappen.
-Den gør bare sit arbejde. Der er ikke noget pis med den. Så længe den har fået olie.
Det er svært ikke at tænke, at det måske også gælder ham selv.
