Drabet i parken: En fortælling om svigt

Drabet på den højgravide Louise Borglit rystede Danmark. Men i Jesper Vestergaard Larsen og Bo Norström Weiles bog er det ikke kun forbrydelsen, der undersøges. Det er også årene op til, de mennesker der forsøgte at hjælpe, og spørgsmålet om, hvor mange gange et menneske kan falde igennem, før nogen formår at gribe det.

Ved første øjekast er Drabet i parken historien om drabet på Louise Borglit.

Den højgravide 32-årige kvinde bliver overfaldet og dræbt i Elverparken i Herlev en novemberaften i 2016. Sagen udvikler sig til en af de mest omtalte drabssager i nyere dansk kriminalhistorie, og først flere år senere bliver gerningsmanden fundet og dømt.

Men efterhånden som fortællingen folder sig ud igennem bogen, forskyder tyngdepunktet sig. For selvom mordet er omdrejningspunktet, er det ikke først og fremmest forbrydelsen, der fylder. Det er årene før. De mange mennesker, der på forskellige tidspunkter krydser Alexanders vej, og som alle på hver deres måde forsøger at forstå, hjælpe, håndtere eller holde afstand til ham. Kæresterne. Naboerne. Kommunen. Psykiatrien. Politiet. Alle ser et udsnit af det samme menneske, men ingen ser hele billedet.

Det gør fortællingen mærkeligt frustrerende. Ikke fordi man ikke ved, hvordan historien ender. Det gør man jo. Man kender sagen. Man ved, at Louise Borglit bliver dræbt i Elverparken en novemberaften i 2016. Man ved, at gerningsmanden siden bliver fundet og dømt.

Noget af det mest overraskende ved historien er faktisk, hvor meget plads Alexander fylder. Ikke fordi forfatterne forsøger at skabe sympati for ham, men fordi de insisterer på at undersøge det liv, der går forud for forbrydelsen.

Han dukker op igen og igen som en person, der skaber uro omkring sig. En dreng, der skiller sig ud. En ung mand, som naboerne bliver bange for. En søn, som hans forældre ikke ved, hvad de skal stille op med. En voldelig og ondskabsfuld kæreste. En der slider på sine omgivelser. Et menneske, som myndighederne kender godt nok til, at man som læser undervejs flere gange spørger sig selv, om tragedien kunne have været afværget.

Drabet i parken kommer aldrig med et enkelt svar på det spørgsmål. Heldigvis. For det er netop tvivlen, der gør den interessant.

For hvad gør vi med de mennesker, som alle kan se er på vej ud over kanten, men som ingen for alvor formår at gribe?