Sonar fylder 25 år! Hvad er det, der gør festivalen så overlegen?
Radio & podcast
menu-close

Sonar fylder 25 år! Hvad er det, der gør festivalen så overlegen?

14. juni 2018 |

De danske festivaler burde tage ved lære af den alsidige festival i Barcelona.

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.

Princess Nokia, 2017. Foto: Fernando Schlaeser

Hvert eneste år bræger jeg: Sonar Festival er måske verdens bedste festival. Det er i hvert fald min klare favorit.

Der er selvfølgelig et hav af festivaler derude, jeg ikke har været forbi, men når man rammer noget, der fungerer, er det også fantastisk at gøre det til en tilbagevendende begivenhed og destination.

Men hvad er det, der fungerer så godt? Og hvorfor er Sonar bare SÅ meget bedre end alle danske festivaler tilsammen?

Ud over at ligge i Barcelona, som er varm, kulturel, venlig og velfungerende så er der også andre ting, der spiller ind.

I år fylder Sonar Festival 25 år, og jeg har været med de sidste 12 år on and off.

Åbne, glade og nysgerrige

Fra mit allerførste besøg stod det klart, at det var en helt særlig festival. Den er delt op i Sonar Day og Sonar Night – som har to forskellige lokationer. Da jeg kom derned de første gange, var Sonar Day placeret midt inde i byen – i gåafstand til Ramblaen og lige ved siden af The Museu d’Art Contemporani de Barcelona (MACBA) og var på den måde en fuldstændig del af bybilledet. Fornyligt flyttede festivallen til et større område – stadig inde i selve Barcelona centrum, hvilket gør det nemt at komme til og fra.

Om dagen er der live acts og DJ-sets på flere scener indendørs og udendørs. Her går man på oplevelse blandt kendte og ukendte bookninger og alle publikummerne er åbne, glade og nysgerrige. Det er simpelthen en fornøjelse at se alle give sig hen til den musikalske oplevelse – også selvom musikken er helt ukendt for dem.

Her har jeg haft nogle af de bedste musikalske oplevelser. Sohn, Santigold, Giles Peterson, Bawrut og mange andre har jeg oplevet  under den bagende sol i Sonar Day-byen.

PODCAST PLAYLIST MED 15 AF ÅRETS SONAR-ACTS

Ligesom nogle af de danske festivaler er begyndt at fokusere på kultur ud over musik, så er Sonar også en festival for teknologi og de bringer også i højere og højere grad gastronomien i spil. Det gør kun festivalen bedre, at den har flere aspekter at spille på.

Sonar Night med plads til op til 10.000

Sonar Night foregår lidt længere uden for byen. Her tager man hen med shuttlebusser og taxa, når programmet starter ved en 22-tiden. Det er stadig tæt nok på byen til, at man nemt kommer hjem til sit hotel eller AirBnB.

Til Sonar Night bliver der virkeligt givet gas med bookningerne. Gorillaz, LCD Soundsystem, Moderat, Laurent Garnier, Thom Yorke, TokiMonsta, Bonobo og andre kæmpe navne indtager de store haller og scener, hvor der er plads til omkring 10.000 dansende publikummer ved den største.

Opdelingen mellem dag og nat festival fungerer helt utroligt godt. Man kan købe billet til det, man er interesseret i, og vælge om man er mest til at gå på opdagelse mellem mindre navne om dagen eller høre de helt store baskere om natten.

Det gør også koncentrationen bedre – man undgår alle dem, der vil det modsatte end en selv. Irritationen bliver simpelthen mindre, fordi man vælger til og fra, så det passer ens humør og musiksmag.

Elektronisk musik i bredest mulig forstand

Og ja, bookingerne har også meget at skulle have sagt. Sonar er en festival for elektronisk musik – i sin bredeste forstand. Du kommer til at høre alt fra Balearic til Techno, fra Grime til elektronica. Og det er yderst respektfuldt booket. Det er mennesker, der ved noget om scenen, der arbejder med denne del. De opdager de begyndende tendenser på scenen, kigger undergrunden igennem og finder spændende nye navne.

Den spændvidde finder vi ikke på samme måde i Danmark. Distortion Øen forsøger, men er mere blevet en parodi på Sonar Night.

En ting, jeg er helt vildt spændt på i år, er at opleve en af verdens bedste DJs, Dj Harvey, give et 6 timers dj set. En booking, der viser respekt for DJ’ens virker og for genren. Elektronisk musik er lavet til at bygge – og når det er allerbedst udvikler et set sig som en rejse, du kan komme med på. DJ Harvey kommer til at fortælle en historie med sin musik, og jeg forventer at folk kommer til at høre alle tænkelige genrer i det set.

Det undrer mig, hvorfor man på danske og en del udenlandske festivaler holder sig til de korte festivalsets. Og ikke nok med det, så er der festivaler, der helt skærer den elektroniske musik fra, eller også programlægger de kun de helt tidsbegrænsede slots til det lidt gammeldags ”live-set”.

Elektronisk musik fungerer dog helt anderledes, end rocken gør. Som DJ går man ikke blot ind og leverer 50 minutters hits (hvis man er en dygtig DJ vel at mærke), men spiller folk nysgerrige, stemningen op og tager publikum med på en fortælling eller rejse om man vil. Fra fødderne der taper i gulvet, til hofterne der begynder at vippe og til sidst til de dansende, hoppende og festende kroppe.

Roskilde – hvad er de bange for?

På trods af utallige opfordringer til Roskilde Festival om det modsatte, er der blevet skåret mere og mere ind til benet på de elektroniske bookinger og programlægningen af samme.

I gamle dage havde vi både et telt forbeholdt elektronisk musik og uofficielle opsætninger på campingpladsen som for eksempel Promillerservice på Roskilde Festival.

Det får mig til at undre mig – hvad er det, de er så bange for? Kender de ikke til elektronisk musik, kan de alliere sig med bookere der gør. Jeg kender et par stykker. Eller tror de, at der stadig er flere stoffer tilknyttet den elektroniske musik?  Så har de ingen anelse. Der er stoffer, hvor der er mennesker. Hvad kan ellers være årsagen? At de vil være en rock-festival? Det er for det første en gammeldags måde at tænke genrer på, og desuden hænger det slet ikke sammen med de forsøg, de dog trods alt gør på at få elektronisk musik på festivalen i form af nogle af de helt store navne fra den mere kommercielle del af scenen (Deadmau5, Trentemøller osv).

Mit bedste råd til de danske festivaler er at tage på studietur til Barcelona. Tag til Sonar og lær af  en festival der har enorm succes – både i pressen og blandt publikum. Og mit bedste råd til jer, der godt kan lide musik? Tag til Sonar. Bare fordi.

Le Gammeltoft

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.