Søger jeg i virkeligheden en veninde med en penis?
Radio & podcast
menu-close

Den stille søgen efter den post-ægteskabelige kærlighed: Søger jeg i virkeligheden en veninde med en penis?

5. april 2019 |

Hvad er det, man søger, når man som fraskilt voksen med børn ikke orker at indlemme flere mænd i sine børns liv? Det er ikke længere Mr. Right, og det er ikke kun Mr. Right now, altså de næste 3 timer. Det er mere en version 2 af parforholdet uden udvikling henimod nyplantet bøgehæk og Føtex-orkideer på bordet i det ombyggede tofamilieshus.

Radiovært, forfatter, skribent, foredragsholder og jurist, uddannet fra Københavns Universitet. Bosat i København og har to børn.

Jeg var inde og se ballet for nylig i det kongelige teater. ’Askepot’ er en helaftensballet og egentlig meget underholdende. Der var dygtige dansere, skøn musik, imponerende kulisser og dekoration, men balletten efterlader tilskueren med et brændende ønske om færre klicheer i moderne kunst.

Askepot selv er jo frygteligt irriterende. Så uselvisk og blid, så underdanig, og så uudholdeligt tilgivende, da hun endelig får prinsen. Historien er den evige, genfortalt ad nauseam til kvinder og piger: Livet skal leves gennem en mand, kvindens værdi er lig med hendes tiltrækningskraft, kvinde er kvinde værst, og din mission i livet bør være at opnå ægteskab, og det gør du bedst ved at gå igennem det liv i usædvanligt små sko.

Fortællingen om Askepot kunne for min skyld passende være blevet i 1600-tallet. Men jeg er selvfølgelig også der, hvor jeg efter et par mislykkede forsøg har besluttet mig for, at min mission nu må være at undgå ægteskab, koste hvad det vil.

Som så mange andre enlige forældre har jeg en decideret modvilje imod at indlemme en ny voksen i deres børneliv, og jeg har heller ikke noget behov for at skulle forholde mig på daglig basis til en ny voksens eventuelle børn. Det, jeg har behov for, er at passe mine børn, være tilstede i deres liv og så passe mit arbejde. Og, nå ja, så er der selvfølgelig et par andre behov også, men de er sekundære, i kategorien ”nice to have”, ikke ”need to have”.

Og de behov er helt sikkert ikke drevet af kultur-korrumperende Askepot-fortællinger længere. Eller ønsker om økonomisk stabilitet, et nyt navn på det fastforrentede lån eller en samtalepartner til de sidste 90 minutter af dagen. I det post-ægteskabelige, forpligtelses-averse liv er den stille søgen alene drevet af menneskelighed og hedonisme.

LÆS OGSÅ: 25 år som kærester: Her er, hvad jeg har lært om den langtidsholdbare kærlighed

Så hvad er det, jeg søger? Det er ikke længere Mr. Right, og det er ikke kun Mr. Right now, altså de næste 3 timer. Det er mere en version 2 af parforholdet, der bliver lige der, hvor to voksne kan have hver deres liv, og engang imellem finde sammen om noget fælles. Det forhold, der kan balancere, uden at være enten under afvikling i Boeing 737 Max-8-kurs eller under progressiv udvikling henimod nyplantet bøgehæk og Føtex-orkideer på bordet i det ombyggede parcelhus.

Findes det forhold?

En god gammel ven, jeg talte med, afviste, at det var en mulighed. Der vil være en retning på en romantisk relation, sagde han. Vi er programmeret til at søge sammen to og to. Og mens han talte, tænkte jeg, at det måske bare var en veninde med en penis, jeg søgte. Et meningsfuldt og støttende venskab, hvor der også forekommer penetration. Og i så fald er det måske bare egoisme at blokere for den vished og relative tryghed og sociale positionering, der er at finde i en fælles adresse og en alliancering på fingeren.

Egoisme eller frihedskamp. For der er jo hverken nødvendigvis meget tryghed eller stabilitet i et traditionelt parforhold – skilsmisseprocenterne har ligget stabilt lige under 50 procent i årtier.

Og ægteskabet som samfundsinstitution har gennem generationer været båret af social indoktrinering, politik og ikke mindst kvindens trældom og juridiske og økonomiske stavnsbinding til manden.

Evolutionsbiologien afviser også, at vi mennesker er monogame. Vi er en polyamorøs og polygam art. Men det betyder ikke, at monogami er dårligt. Det kunne være et gode for os mennesker at være monogame, selvom det ikke er nemt. Lidt ligesom at spille violin, som jo heller ikke er nemt, men meget smukt, hvis man altså mestrer det. Sammenligningen tilhører psykologiprofessor David P. Barash fra University of Washington, og den er umiddelbart noget, man kan sidde og tænke længe over, for hvem mestrer for alvor tosomheden i det lange løb, så den ikke fængsler, kontrollerer, stagnerer eller bare røvkeder os? Og er de i virkeligheden lige så få som dem, der er værd at høre på med en violin mellem hænderne?

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Hvad blev der af fjumredating?

Spørgsmålet er til at blive vanvittig af. Men måske er det vigtigste, der er at udlede af vores natur også, at den kulturelt definerede, monogame tosomhed er en konstruktion, som kan dekonstrueres.

Kulturel forandring sker jo hele tiden, vores opfattelse af normalitet ændres. Parforholdets version 2, forstået som en løsere relation mellem voksne mennesker, med eller uden monogami, men på basis af dybe følelser og en stadig følelsesmæssig gensidig orientering mellem parterne, har potentiale til at forandre samtidens og nye generationers opfattelse af, hvad kærlighed er.

Version 2 kunne punktere, eller i hvert fald stække, den naivistiske ”boy-meets-girl”-fortælling, der med sine uendeligt reproducerede stereotyper fordummer og hærger popkulturen i hele den vestlige verden.

Og version 2 ville også, hvis den blev udbredt, ændre på balancepunkterne i parringsdansen mellem kønnene. Den vil tage noget af den økonomiske kalkule ud af vurderingen af manden som potentiel partner, den ville tvinge ham til at være primær drivkraft i skabelsen af sit eget post-ægteskabelige hjem, og den vil fastholde kvindens arbejdskraft på arbejdsmarkedet på fuld styrke, og dermed fremme den økonomiske ligestilling mellem kønnene.

Men først og fremmest vil den etablere et parforhold, der er frigjort af dagligdagens inerti og trivialiteter. A la sms’en, hvor der står ”Husk letmælk”. Parforholdets version 2 kan kun eksistere ved aktiv deltagelse, prioritering, frivillighed og glæde fra begge parters side.

Og det er måske i virkeligheden her, den egentlige forandring, ligger. Det er her, hvor version 2 kunne blive et revolutionært og kulturomstyrtende projekt.

Anne Sofie Allarp

Radiovært, forfatter, skribent, foredragsholder og jurist, uddannet fra Københavns Universitet. Bosat i København og har to børn.