Små børn fik et nyt liv
Radio & podcast
menu-close

Små børn fik et nyt liv

20. april 2015 |

Med mission ”See and Smile 2015” i Myanmar.

Vi landede under en åben himmel i et lukket land. Dykkede ned på en kort landingsbane omgivet af bjerge og grønne planter, i tåge og solstråler.

Vi var en lille gruppe af 6 plastikkirurger, 4 narkoselæger og 3 sygeplejersker på en frivillig mission til Myanmar.

Vi var landet i den 3. Verden efter 14 timers flyvning fra Europa og fra orden. Da vi kørte mod hospitalet, var det som at køre gennem en oplevelse af uvirkelig virkelighed, der allerede efter kort tid føltes sansemæssigt meget konfronterende. Unge mænd solgte ½ liters glasflasker med petroleum og Myanmar-øl på gaden, små børn legede tag-fat i vejkanten. Der var en storslået natur, der var bump i vejen, hestevogne, og store skraldebunker, der lå bugnende op langs husenes træpiller.

Men roen i landskabet og i byen fyldte mest. Lyden af en munk, der prædikede om den rette måde at leve på ifølge Buddha, lå som en rolig hånd over byens gader.

Vi tog direkte ud på hospitalet. Tomme bygninger, slidte mure, og en lugt af indelukkethed. På to timer pakkede vi vores udstyr ud, og på to timer var operationslisten af patienter snart fyldt. Alt udstyr havde vi med hjemmefra, lige fra 1 ml sprøjter til bedøvelse og kirurgiske instrumenter.

Sayadaw, overmunken, havde samlet 74 børn, der alle var født med læbe-ganespalter. De troede spalterne var en straf pga. en ugerning i et tidligere liv. De var stigmatiserede, mødrene følte skyld.

I Danmark bliver alle børn automatisk tilbudt operation, hvis de fødes med læbe-ganespalter. Der er altid hjælp at hente og behandlingsgaranti. Fordi ud over de kosmetiske problemer det giver at have et hareskår, kan en ganespalte også give problemer med at spise og tale og dårlig tandhygiejne.

I Myanmar er der ingen behandlingsgaranti. Der er lægemangel, mangel på medicinsk udstyr, mangel på medicin og mangel på organisering af lægehjælp. Så da vi trådte ind i rummet, og tændte pandelamperne, emmede hospitalet af en alt-eller-intet stemning.

Børn og forældre sad i lange rækker på stenbænke, helt stille. Vi konsulterede hver og én, time efter time. Med pandelampe og træpind kiggede vi patienterne efter i munden og tjekkede deres helbredsstatus. Børn og forældre, håbefulde, bange og rolige ud på én gang. Der var intet genskær af iPads, Kinderæg og Legoklodser, når man kiggede dem ind i øjnene. Der var nærmere glimt af en barndom, der rimede på overlevelse og nøjsomhed.

Det var derfor en ubeskrivelig glæde, hver gang vi kunne skrive en patient op til en operation. Desværre var nogle af børnene så underernærede og små, at vi ikke turde operere dem, da vi kunne risikere at børnene ville dø under operationen, fordi de var for svage.

Én for én opererede vi 52 børn, og efter 5 dage pakkede vi vores grej sammen, og overlod en stor del af det til det lokale lægehus i byen.

Missionen føltes utrolig meningsfuld. En så direkte og personlig håndsrækning til den 3. Verden har jeg aldrig selv prøvet at viderebringe på et så konkret plan. Børn i den 3. Verden vokser op i en så anderledes virkelighed end vores egen, men behovet for lægehjælp, almen menneskelig accept af udseende og accept i samfundet er universelle. Med de operationer vi lavede, trak vi børnene tættere på normalen, så de også kommer til at blive voksne i en verden uden at føle sig stigmatiserede af misdannelser og med bedre mulighed for at lære at tale normalt, spise normalt og se normale ud.

Se også min skildring gennem billeder her.

2 (16)

2 (19)

2 (3)

2 (17)

2 (7)

2 (1)

2 (5)

2 (18)

Marie Louise von Sperling