Mens vi herhjemme diskuterer sexisme, #MeToo og grænseoverskridende mænd i mediebranchen, har debatten i England og Frankrig været om muligt endnu mere polariseret. I sommer udgav den ganske ukendte franske blogger, Pauline Harmange, nemlig en lille bog med titlen, ‘Moi les hommes, je les déteste’ – ‘Jeg hader mænd’ ville den hedde på dansk – og hverken hun eller hendes meget lille forlag, Monstrograph, havde regnet med, at den diminutive bog ville sælge mere end et par hundrede eksemplarer.
‘Moi les hommes, je les déteste’ er et 96 sider langt essay, hvor Pauline Harmange argumenterer for, at der er masser af gode grunde til, at kvinder er bange for mænd.
“Jeg er gift med en mand, som er fantastisk og virkelig støtter min skrivning. Men generelt stoler jeg ikke på mænd, jeg ikke kender,” siger hun i et interview med The Guardian.
I bogen forsvarer Harmange misandri – altså had mod mænd – og argumenter for, at det kan være “fritsættende og skabe sammenhold” mellem kvinder at være mandehader.
LÆS OGSÅ:
“Hvad nu hvis kvinder har en god grund til at foragte mænd? Hvad hvis vrede mod mænd i virkeligheden er en glædesfuld og frisættende sti at gå ned ad, når man tillader den at udtrykke sig?,” skriver hun i sin bog.
‘Moi les hommes, je les déteste’ udkom 19. august i Frankrig, og den lille undselige bog ville nok ikke have skabt meget furore, hvis ikke – som der altid skal være i et godt drama – en antagonist var dukket op, i form af en embedsmand fra Frankrigs ministerium for Ligestilling, som truede Pauline Harmange med sagsanlæg.
“Denne bog er åbentlyst en hyldest til misandri (…) og jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at opfordring til had på baggrund af køn er kriminelt! På baggrund af det beder jeg dig om øjeblikkeligt at fjerne denne bog fra jeres katalog for at undgå sagsanlæg,” skrev embedsmanden, som hedder Ralph Zurmély, til forlaget.
I starten var både forlaget og Pauline Harmange i chok, men de besluttede alligevel at blive ved med at sende bøger ud til de købere, som havde bestilt dem. Og så blev forfatteren vred.
“Denne mand arbejder for Ligestillingsministeren, hvis mission det er at gøre noget ved seksuelle overgreb og voldtægt. Det virker vanvittigt, at han er mere interesseret i at censurere en lille, feministisk bog end at udføre sit arbejde,” siger Pauline Harmange til The Guardian.
Senere måtte Ligestillingsministeriet så undsige Zurmély. Udtalelsen måtte stå for hans egen regning, sagde man. Og det franske magasin, NouvelObs, kaldte hans gerning for ‘cancel culture par excellence’ og nævnte alle de tilfælde, hvor mandlige forfattere har bedrevet kvindehad – altså misogyni.
“Desværre, men ikke overraskende, er kvindehad så rodfæstet i fransk litteratur, at vi slet ikke lægger mærke til det,” skrev magasinet.
Nu har bogen så ikke overraskende solgt flere tusinde eksemplarer og gjort Pauline Harmange til en kendt debattør.
“Mandehad eksisterer kun som en reaktion mod kvindehad, som er selve roden af systemisk vold…,” skriver hun i sin bog, som inddrager statistik fra 2018, der viser, at 96 procent af dem, som blev dømt for vold i hjemmet, er mænd. Og 99 procent af de dømte for sensuelle forbrydelser er mænd. Og Harmange tilføjer så:
“… mens mandehad aldrig har dræbt nogen.”
Men Harmanges bog har også fået det gamle fjendskab mellem englændere og franskmænd til at blusse op med fornyet styrke.
I britiske The Mail on Sunday er klummeskribenten Sarah Sands vred på sin franske medsøster, som hun kalder “en selvmodsigelse, som hader mænd, men gerne bager brownies til sin egen velopdragne husbond.” Sarah Sands, skal det lige tilføjes, er en 59-årig journalist, forfatter og kommentator, som har arbejdet for kongerækken af britiske medier, blandt andet BBC, og nu skriver kommentarer om blandt andet feminisme i The Mail on Sunday. En sur rødstrømpe, ville nogle måske kalde hende.
“Nøglen til at forstå Harmange er faktisk ikke, at hun er ung, men at hun er meget fransk. Hendes tilgang til forholdet mellem mænd og kvinder er baseret på filosofi – hvilket på den anden side af kanalen er mere en nationalsport end rugby,” skriver Sarah Sands og går så over til at håne Pauline Harmanges Instagram, som er fuld af billeder af bryllupskjoler, hendes søde mand – og katten, som hedder Eleven.
“Selvfølgelig skal bogen ikke forbydes. Den er ikke fordomsfuld, men et opråb mod det etablerede fra en ung kvinde, som er en del af en generation, som søger kulturelt ligeværd i stedet for at kræve magt. De er meget mindre agressive end min generation på trods af de vrede ord. De hader mænd, men de elsker katte,” skiver hun og mener, at Harmange er et symptom på et større fænomen. Nemlig en generation som er lige så hurtig til at føle sig krænket, som den er til at føle sig berettiget til at krænke andre.
“Ytringsfrihed er af fundamental betydning i både England og Frankrig. Og i det lys,” skriver Sands, “er jeg sikker på, at Pauline Harmanges søde mand forstår, hvorfor det er vigtigt for mig at sige, at jeg forbeholder mig retten til at hade mænd – og kvinder og katte”.
Tilbage er blot at konstatere, at der tilsyneladende stadigvæk kan graves endnu dybere skyttegrave mellem mennesker. Ikke blot mellem mænd og kvinder og englændere og franskmænd – men også mellem kvinder og kvinder.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Læs videre fra forsiden ved at trykke HER.
