Her er min bedste sjæleplejende æblekage
Radio & podcast
menu-close

Lone Landmand: Her er min bedste sjæleplejende æblekage

24. september 2015 |

Opskrift på plejende æblekage – sådan én der behager helt ind i sjælen.

Lone Vitus er landmand på gården Brandbygegaard i Odder. Hun skriver om autentisk landbrug, afgrøder, fødevarer, husdyr og generel kærlighed til jord og natur.

Endnu en æblekage – sukker du sikkert – hvorfor bage netop denne.

Har vi ikke svælget i opskrifter på kager, desserter og brød med æbler.

Noget nyt under solen, eller prøver man bare at slippe billigt fra det, ved at nævne én fra arkivet.

Den er ny den her – tør jeg godt love.

Næsten så.

Ny og ny.

Ret beset er der ikke noget nyt i kagen – det er bare en anden måde at lave en omsorgsfuld, sød, blød og fyldig æblekage på.

Og så er den nem.

Hvem vil ikke gerne være nem.

æble2

Du har brug for :

250 g smør lavet af mælk fra en kærkommen ko
250 g rørsukker
4 æg fra højbenede høns
250 g mel
1 tsk. bagepulver
4 tsk. vanillesukker
7 – 8 lækre æbler – blandede nedfaldsæbler er fremragende – de er søde og modne
3 solide tsk. kanel blandet med 5 ordentlige spsk. rørsukker

æble3

Det var alt – så kaster vi os ud i det.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C.

Find en stor – 28 cm. – springform frem og beklæd den med et stykke bagepapir.

æble4

Skræl æblerne, del dem i kvarte, fjern kernehuse og skær hver æblebåd i 5 – 6 skiver.

Pisk smør og sukker grundigt sammen.

Tilsæt æg – ét af gangen – og pisk pisk pisk igen.

Bland mel med bagepulver og vanillesukker – rør forsigtigt blandingen ned i skålen med smør-sukker-æg-dejen.

Læg halvdelen af æbleskiverne i bunden af springformen. Drys med halvdelen af kanelsukkeret.

æble5

Hæld dejen over, fordel resten af æblestykkerne ovenpå dejen og drys igen med resten af kanelsukkeret.

æble6

Så nemt at man vil undre sig over ikke at gøre det.

Bag kagen 1 time og 15 minutter.

Nyd den med f.eks. fuldgod creme fraiche rørt med lidt vanille og flormelis.

Eller kør den bare ind, som den er.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.

æble7

Det eneste rigtige her er, at det er en plejende æblekage – sådan én der behager helt ind i sjælen.

Endnu én.
Lone

Lone Landmand

Lone Vitus er landmand på gården Brandbygegaard i Odder. Hun skriver om autentisk landbrug, afgrøder, fødevarer, husdyr og generel kærlighed til jord og natur.