Er du også en dem, der ikke kan tale med om den nye James Bond-film, eller var du måske en af dem, der så The Minds of 99 i Parken gennem Instagram?
Du er måske en last mover, der aldrig når premieren på en ny film- eller teaterforestilling, ligesom langt de fleste af os? Men frygt ej.
Heartbeats har samlet en lang række udstillinger, film og koncerter, man kan opleve hen over efteråret, og som vi selv gerne vil nå, inden det er for sent.
Udstillinger du skal nå at se
Christianias 50 års fødselsdag på Kunsthal Charlottenborg
I år kunne den københavnske fristad fejre sin 50 års fødselsdag, og i den anledning kan man lidt endnu se udvalgte plakater og andre visuelle vidnesbyrd fra Christiania i udstillingen ‘VAR-ER-BLIR’ på Kunsthal Charlottenborg.
Sidste chance: 14. november 2021
1000 års queerhistorie på Københavns Museum
World Pride blev for første gang afholdt i den danske hovedstad i år, derfor har Københavns Museum dedikeret et lydspor, som man kan gå og lytte til i den faste udstilling om København. Ti forskellige steder kan man dykke ned i 1000 års queerhistorie med menneskers fortællinger om at vige fra normen, deres ret til kærlighed, og om hvordan homoseksuelle ægteskaber kunne lade sig gøre tilbage i 1700-tallet. Læs mere om lydsporet her.
Sidste chance: 24. oktober 2021
Københavns panorama og interaktiv bymodel. Foto: Københavns Museum
This is not Africa på Aros
På det århusianske kunstmuseum kan man stadig se udstillingen ‘This is not Africa – Unlearn what you have learned’. Det er 25 forskellige kunstnere, der dykker ned i det vestlige syn på det afrikanske og tager emner op som magt, kolonitid, strukturel racisme og mod-fortællinger i en blanding af video, performancekunst og andre installationer. Læs mere om udstillingen her.
Sidste chance: 24. oktober 2021
Det ikoniske panoramatag på Aros. Foto: Shutterstock
Blomsterkunst på Arken
Du ved, hvad blomster kan gøre. Men ved du egentlig hvilken indflydelse blomster har i kunsten? Udstillingen ‘Blomster i Kunsten’ på Arken dykker ned i menneskets fascination af blomster i kunsten med kunstnere fra Claude Monet til Melanie Bonajo.
Sidste chance: 9. januar 2022
Petrit Halilaj & Alvaro Urbano, 7th of April 2020 (Quince), 2020. Courtesy kunstnerne, ChertLüdde, kamel mennour og Travesia Cuatro. Foto: Arken Museum
Film du skal nå at se
CPH:DOX i hele landet
Københavnerfestivalen har på elskværdig vis udvalgt nogle af deres bedste film til minifestivaler rundt i flere danske byer. Så, hvis du heller ikke fik set film som ‘Min Bror, Mit Hjem’ om flygtningebrødre, der blev genforenet i Danmark eller ’KRIG – Hvem kan Skilles fra Fjenden Sin’ om to danske krigsveteraners personlige fortælling om krigen i Afghanistan, kan du se dem til Randers:dox, Køge:dox og Ærø:dox med flere. Læs mere om minifestivalerne her.
Sidste chance: 9.-17. oktober 2021
Foto: CPH:DOX
Dune
Rygtet siger, at det er science-fiction udgaven af ‘Ringenes Herre’ krydret med Timothée Chalamet (Call Me By Your Name) og Zendaya (Euphoria). Den skal helt sikkert ses på det store lærredet, inden den forsvinder ned i streaminghullerne på Netflix. Find billetten her.
Teaterforestillinger du skal nå til
Tour de Chambre i Skuespilhuset
Tine Høegs anmelderroste roman ‘Tour de Chambre’ er blevet vækket til live af nogle dygtige danske skuespillere med blandt andet Karen-Lise Mynster. Man kan lige nå at opleve forestillingen på de skrå brædder i Skuespilhuset i København, inden de rykker ud på Danmarks turné. Læs mere om forestillingen her.
Sidste chance: 21. oktober 2021
Anna Bruus Christensen i Tour de Chambre. Foto: Camilla Winther
En Folkefjende på Nørrebro Teater
Det er jo en klassiker af Henrik Ibsen, der handler om demokratiets skyggeside, mediernes magt og idealismens sammenstød med virkeligheden, som må siges at holde relevansniveauet. Man kan lige nå at se Søren Pilmark i hovedrollen, hvilket i øvrigt lover godt for en hæsblæsende aften på Nørrebro. Læs mere om ‘En Folkefjende’ her.
Sidste chance: 23. oktober 2021
En Folkefjende på Nørrebro Teater med Benjamin Kitter (th.) og Søren Pilmark (tv.).
Foto: Sara Galbiati
Koncerter du skal opleve
Det kan næsten ikke beskrives, hvor meget vi tørster efter livemusik og koncertøl. Heldigvis er der et hav af fede koncerter den kommende tid, som vi ikke vil gå glip af.
MØ i Den Grå Hal
Den danske verdenstjerne er tilbage i topform og klar med ny musik, efter hun trak stikket i 2019. Der er lagt op til et specielt designet show i intime rammer i Den Grå Hal. Men skynd dig, for der er få billetter tilbage.
Hvornår: 22. oktober 2021
Cheff Records 10 års jubilæum i Århus
KIDD, TopGunn, Klumben og ELOQ er klar til at sende dig til månen med et brag af en jubilæumskoncert. Deres koncert blev udsolgt i K.B. Hallen, men der er stadig billetter i Århus Congress Center.
Hvornår: 16. oktober 2021
Folkeklubben i K.B. Hallen
Den danske rockgruppe har været voldsomt præget af koncertudskydninger, men de er klar til at lægge K.B. Hallen ned i deres hidtil største koncert med numre fra det anmelderroste album ‘Børn af den tabte tid’. Der er stadig få billetter til koncerten.
30. oktober 2021
Folkeklubben. Foto: Søren Lynggaard
Det skal vi nå på Kulturnatten
Den ene gang om året, hvor vi kan komme bag ellers lukkede døre, har vi dykket ned i programmet på Kulturnatten, og vi skal fra jazz i kirken til lysshow på Knippelsbro. Det er nu på fredag den 15. oktober og de forskellige events, der starter kl 18 kræver et kulturpas, der kan købes på museer eller en 7-11 nær dig.
- Storslående koncerter på Rytmisk Musik Konservatorium
- Lysshow på Knippelsbro
- Impro comedy i Indre By
- Guddommelig jazz på Østerbro
Kulturtårnet på Knippelsbro. Foto: Matthias Granjean / Sattrup & Høst
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️