Sex er alt for interessant til ikke at tale en masse om det
Radio & podcast
menu-close

Ny søndagsklumme: Sex er alt for interessant til ikke at tale en masse om det

14. april 2019 |

Mit arbejde er at lytte til folks inderste tanker om og udfordringer med sex. Det er den bedste videregående uddannelse, jeg kan forestille mig – og for interessant til ikke at dele. Derfor skriver jeg fremover klummen, 'Kærlig hilsen, Sara'.

Journalist og forfatter. Skriver for Politiken, diverse magasiner og laver podcast og artikler for Heartbeats. Interesserer sig især for menneskelige relationer, samfundstendenser og er også sexolog.

Foto: Siamak Amjadi

“Er det bare mig, der er ved at være godt træt af at høre på sexologer?”

Den kommentar kommer som regel, når jeg har fået publiceret endnu en artikel om seksuel manipulation, åbne forhold eller mænds og kvinders typiske omgangsformer i sengen. Som regel bliver kommentaren ivrigt bakket op. Og fair nok, det er tit kontroversielle betragtninger, jeg deler. Og vi er en del sexologer, der skriver i medierne.

Men jeg skriver altså videre. Fordi jeg kan lide det og lever af det, det er klart, men først og fremmest fordi det stof, som jeg sidder på, er for interessant til at sidde på uden at dele det.

Jeg er freelancejournalist, og jeg er sexolog.  Dermed har jeg sat mig – ikke mellem to stole – men på en dynamisk stol i evig bevægelse. Mit felt er kærlighed, køn og krop, og det bliver aldrig kedeligt.

En stor del af mit arbejde går ud på at læse kloge artikler og bøger og gå på kurser for at lære mere om erotik og kærlighed. Men det, jeg lærer mest af, er mine klientsamtaler. Som sexolog har jeg det privilegium dagligt at sidde med mennesker, der har valgt at stole på mig og indvie mig i det, de har vanskeligst ved.

Jeg er den person, som din kollega, bror eller nabo betror deres dybeste hemmelighed. Jeg er hende, som stiller kærestepar de konfliktfyldte spørgsmål, som de har svært ved at stille hinanden. Og jeg er den, der bliver ved med at lytte, når folk når til det punkt, hvor andre plejer at betakke sig for at høre mere.

Nogle har været utro. Nogle har mistet lystet. Nogle skammer sig over den lyst, de har. Andre føler sig overset eller kan ikke trække vejret i deres parforhold.
Mange af de konflikter, der tages op, er genkendelige, men de er aldrig helt ens. Omstændighederne er anderledes, menneskerne er forskellige, og mit eget perspektiv forandrer sig også over årene. Og ingen af os er så alene eller freaky, som mange ellers går rundt og tror.

LÆS OGSÅ: Den stille søgen efter den post-ægteskabelige kærlighed: Søger jeg i virkeligheden en veninde med en penis?

Jeg møder mennesker, når deres sex- og kærlighedsliv er ved at brænde helt på. Når de er pressede og nogle gange allermest levende og andre gange lige ved at brænde ud. Men folk kommer også altid hos mig med et håb. Klienterne kæmper og sidder fast, men de er også nyskabende og kreative. De sidder lige over for mig og kommer på nye opskrifter, originale veje at gå og nye intentioner, der giver lys fremad og et sted at gå videre til.

Min egen verden udvider sig af at sidde i den stol over for de mennesker. Der er et hedt sæde at sidde i, men tættere på livets puls tror jeg, ingen kommer. Jeg har oplevet, at folk overkommer det mest utrolige, når de er drevet af kærlighed til hinanden – eller af vilje til at løfte negative selvbilleder eller gamle, dårlige oplevelser af deres egne og hinandens skuldre.

Når forskellige perspektiver er i rotation, har både krop og sind sværere ved at stivne. Seksualitet og kærlighed er en livslang udfordring, og ingen kommer sovende til lykken på den front: Vi er kun så levende, som vi tillader os at være, og “if you snooze, you loose”.

Sexologens stol er både et fantastisk sted at blive klogere og et helt umuligt sted at falde i søvn. Her på Heartbeats vil jeg derfor i den næste tid gerne spille nogle af de input, som jeg selv har modtaget om sex og kærlighed, videre til jer. Og jeg håber at få nogle impulser tilbage. Med lidt held vil tankerne skubbe til jer, som de har skubbet til mig, så vi kan forblive nysgerrige og i bevægelse sammen.

Kærlig hilsen,

Sara

Sara Skaarup

Journalist og forfatter. Skriver for Politiken, diverse magasiner og laver podcast og artikler for Heartbeats. Interesserer sig især for menneskelige relationer, samfundstendenser og er også sexolog.